Modellen jazz Egger afslører sandheden bag sine Instagram-billeder
© Instagram / @jazzegger

Model afslører sandheden bag Instagram-billeder

Denne model viser, hvordan Instagrams "perfekte" billeder i virkeligheden er blevet til – og sætter tyk streg under, at der ikke findes fejlfri mennesker

7. december 2016 af Marie Alkestrup

I dag er vi nok mange, som er bevidste om, at kampagnebilleder ofte bliver redigeret i Photoshop – nogle med mere uheldige udfald end andre. Derfor kan det være rart at følge de store modeller og modeikoner på Instagram, da de indimellem viser et lidt mindre perfekt udseende.

Men selv på Instagram foregår der en del redigering. Eksempelvis bliver appen Facetune, der kan give hvidere tænder eller en smallere silhuet, hyppigt brugt. Instagram-billeder bliver dog ikke kun manipuleret via redigeringsprogrammer. Selve opstillingen bag billedet kan også være med til at skabe en illusion.

De tilsyneladende perfekte billeder kan være svære at leve op til – både for os, der ser billedet, men også for modellerne bag billederne, der ikke altid er lige så fejlfri som de billeder, de lægger ud af sig selv på eksempelvis Instagram.

Netop derfor har modellen Jazz Egger valgt at dele billeder på sin Instagram-profil, Jazzegger, med hashtaget #truthbehindthisshot og en dertilhørende forklaring af, hvordan det "perfekte" billede i virkeligheden er blevet til. 

Psst ... Se det uretoucherede Victoria's secret-billede, der fik internettet til at gå amok

På nedenstående billede fra Jazz Eggers Instagram-profil, fortæller modellen blandt andet, hvordan hun op til London Fashion Week havde undgået både salt, sukker og alkohol for at få en pæn og ren hud. 

Det var desværre ikke lykkedes, så den pæne hud, man ser på billedet, er ifølge Jazz Egger et resultat af en meget dygtig makeupartist, der måtte dække alle hendes urenheder.

Jazz Egger fortæller også på et kampagnebillede, hvor hun poserer i undertøj, at hun på dagen for fotoskydningen fik af vide af sit modelbureau, at hendes hofter var alt for brede, og at hun skulle tabe sig for at blive udtaget til London Fashion Week. 

Selvom Jazz Egger valgte at ignorere sit modelbureau i forhold til, at hun skulle tabe sig, ville hun alligevel gerne have sine ben til at se så tynde ud som muligt på nedenstående billede. 

Derfor brugte hun et kvarter på at finde den rette vinkel, og var endda lige ved at falde ned ad sengen i sin iver for at få det perfekte billede.  

Jazz Egger har altså valgt at tage bladet fra munden og vise sine følgere den sande og til tider meget omstændige sandhed bag de Instagram-billeder, der udefra kan virke så perfekte. 

I et af sine nyeste billeder på Instagram viser hun også sit ansigt helt uden makeup og opfordrer folk til, at uperfekt skal blive accepteret som at være helt normalt. 

Måske skulle man selv følge trop og indse, at der altså ikke findes nogle perfekte mennesker i denne verden – kun avancerede redigeringsprogrammer og gode billedvinkler. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste