Sådan blev grevinde Alexandras kjole til

40 meter stof og to ugers arbejde for tre mand - designer Jesper Høvring fortæller om, hvordan grevinde Alexandras kjole blev kreeret

5. marts 2009 af Costume
Grevinde Alexandra pryder forsiden af Costume denne måned i en fantastisk kjole af Jesper Høvring. Kjolen er kreeret specielt til grevinden til denne lejlighed.

Hvordan har det været at lave en kjolen specielt til grevinde Alexandra?
"Det har været fantastisk. Hun er super smuk, hjertelig, imødekommende og meget behagelig at arbejde sammen med," siger designer Jesper Høvring.

Hvad har inspireret dig til at lave kjolen?
"Jeg fik på forhånd at vide, at grevinden skulle fotograferes i kjolen foran påfuglen i Tivolis pantomime-teater, og jeg ønskede, at kjolen skulle passe til den location. Og så skulle den også passe til grevinde Alexandras klasse og gennemslagskraft," siger Jesper Høvring.

Hvordan har I lavet kjolen?
"Det er den kjole nogensinde, vi har brugt længst tid på. Vi har været tre til at arbejde på nederdelen i over 14 dage. Vi har brugt 40 meter stof, som er blevet fløjet ind fra London over tre omgange. Materialet er silkechiffon og silkeorganza," siger Jesper Høvring.

Det lyder som en kostbar affære. Hvor meget koster kjolen?
"Det er svært at sige, men jeg har prøvet at regne på det, og det vil nok være omkring 100.000 kroner, fordi vi har brugt så meget tid og stof på kjolen," siger Jesper Høvring.

Prøvede grevinden kjolen, mens I arbejdede på den?
"Første gang, hun prøvede kjolen, var faktisk dagen før foto-shootet. Da hun så kjolen, udbrød hun, at hun syntes, den var fantastisk. Overdelen flettede vi, mens hun havde den på, så den kom til at passe perfekt. Efter fittingen brugte vi resten af eftermiddagen og aftenen på at sy den færdig," siger Jesper Høvring.

Jeg synes, kjolen er meget smuk. Kan jeg få lov til at købe den?
"Desværre. Den er lavet specielt til grevinden og specielt til denne lejlighed," siger Jesper Høvring.

Kan jeg få lov til at se kjolen?
"Ja, hele marts 2009 er kjolen udstillet i min butik (H.C. Ørstedsvej 23, Frederiksberg, red.)."

Læs det store interview med grevinde Alexandra i Costume nummer 84

Måske er du interesseret i ...

Seneste