3 overraskende metoder til at mindske dine porer

Mange danske kvinder generes af mørke porer på næsen. Heldigvis kan de reduceres markant med ingredienser, du allerede har i køkkenet

Mørke porer. Rens huden med persille, citron og bagepulver
© Anna Stokland

En af hovedårsagerne til, at du får mørke porer på næsen er, at hårsækkene i huden, folliklen, stoppes til med skidt, døde hudceller og olier fra huden. Når snavset sættes i hårsækkens åbning bliver det til en lille bule, også kaldet en komedon. Komedonen bliver mørk, når den kommer i kontakt med ilt, og således skabes der det, som i daglig tale kaldes for mørke porer.

Hvis du gerne vil reducere dine store mørke porer, skal du sørge for at eksfoliere og rense huden – og til formålet kan du blandt andet bruge ingredienser fra køkkenet.

Psst ... Måske er det slet ikke mørke porer, du har på næsen?

Persille

Persille bruges normalt som garniture på aftensmaden, men den grønne krydderurt har også en udrensende og sammentrækkende effekt, som kan udnyttes til at mindske synligheden af dine porer.

Sådan gør du:

Tag omkring en håndfuld vasket og frisk persille, og læg det ned i en skål kogende vand. Lad persillen ligge i vandet til det er afkølet, og dyp dernæst en vaskeklud i vandet, som du bagefter holder på næsen i op til 15 minutter.

Gentag denne procedure hver anden dag, og så skulle du snart kunne se resultater.

Bagepulver

Vi har før skrevet ombagepulverets forskønnende egenskaber, hvorfor flere skønhedsmærker også er begyndt at lancere produkter med bagepulver som hovedingrediens. Bagepulver har nemlig en rensende og eksfolierende effekt, og kan nemt bruges til at lave din egen eksfolierende scrub, som vil gøre det nemmere at få renset de døde hudceller væk.

Sådan gør du:

Bland to teskefulde bagepulver med en spiseskefuld vand, og fordel blandingen i ansigtet – særligt i t-zonen, hvor de fleste har udfordringer med mørke porer. Massér blandingen rundt i cirkulere bevægelser, og lad derefter masken sidde i fem minutter, inden du vasker den af. Det er en kur, du kan gentage en gang om ugen, så længe du husker at fugte huden godt bagefter.

Citron

Frugtsyre bliver brugt oftere og oftere i hudpleje, fordi det har en eksfolierende effekt, som fjerner døde hudceller og skidt uden brug af skrubbekorn. Citronsaft er en naturlig kilde til frugtsyre og virker eksfolierende og udrensende på både skidt og olie, som kan have samlet sig i hårsækkene.

Sådan gør du:

Tag en citron, og del den i to. Gnid derefter citronsaft på næsen, og lad det sidde i fem minutter, hvorefter saften vaskes af med lunkent vand.

Det er dog meget vigtigt, at du ikke benytter denne metode lige før, du skal ud i solen, eller efter du er blevet solbrændt, da citronsaften vil irritere huden unødigt.

MERE FRA COSTUME