hårfjerning uden at få røde knopper og indgroede hår
© Wenn.com

Hårfjerning: Dos and don'ts

Undgå irriteret hud og bliv klogere på, hvilke teknikker der passer til dit behov. Her kan du læse alt, du skal vide om hårfjerning

9. februar 2018 af Marie Alkestrup

Kropsbehåring er et brandvarmt emne, og billeder af hår under armene kan stadig skabe postyr selvom kalenderen siger 2018. 

Uanset holdninger til det lodne emne kan der opstå situationer, hvor det er belejligt at kende de tips, som giver glatte ben eller bikinilinje – helt uden rød og irriteret hud. 

Få et overblik over de hyppigste udfordringer, der kan opstå ved hårfjerning, og hvordan du løser dem. 

Problem: Indgroede hår
Undgå at knække eller skære dit hår over i hårfjerningsprocessen. Jo mere du får rykket håret ud med roden, desto færre indgroede hår får du. Derfor skal du først og fremmest undgå at bruge en skraber ved bikinilinjen, som er det sted, hvor de fleste døjer med indgroede hår. 

Indgroede hår kan også opstå ved sugaring eller brug af hårfjerningscreme, men slet ikke i samme grad, som hvis du bruger en skraber. 

Løsning: Eksfoliering

Det vigtigste råd er at fjerne alle dine døde hudceller gang på gang – både før og efter, du har fjernet dine hår. Skrub dig godt igennem to dage før din behandling, og oprethold derefter en rutine med at eksfoliere de hårfrie områder to gange om ugen. Så får du både minimeret antallet af indgroede hår, og opnår en frisk og blød hud.

Problem: Rød og irriteret hud
Voksning kan være hårdt for huden, da det ikke kun er hårene, der bliver rykket i, men også din hud. Det er derfor helt normalt med rødme i op til 24 timer efter din behandling.

Løsning: Koldt vand og aloe vera
Her følger fem tips, der holder rødmen væk fra dine nye, glatte ben.

  • Du kan lindre din hud ved at rense den med koldt vand.
  • Lad være med at klø dig, da det kan forårsage irritation.
  • Prøv i stedet at presse blidt på huden med hænderne.
  • Sørg for at vente 24 timer, inden du solbader, bruger antiperspirant eller kommer produkter med parfume på det voksede område.
  • Brug i stedet en aloe vera-baseret gel til at lindre irritation i huden. 

Problem: Knopper 
Knopper efter hårfjerning er et problem for mange, og opstår især ved følsomme områder som bikinilinjen og under armene.

Løsning: God hygiejne
Vi anbefaler, du bruger hårfjerningscreme eller voks, da resultatet holder længere end ved skrabere. Dermed skal du heller ikke bruge lige så lang tid på den hygiejne og pleje, der skal til, for at få et glat resultat uden irriteret hud. 

Ved voksning skal du gøre huden helt ren inden du begynder. Det kan gøres med renseservietter til formålet eller med en mild sæbe i badet. Derefter skal huden være helt tør inden du påfører voksen.

Tag latex-engangshandsker på, så du undgår at tilføre flere bakterier til området, og rengør din hud igen efter du har hevet hårene ud. Dagen efter skal du eksfoliere området med en mild scrub og ellers holde dig fra at røre ved det behandlede område. Ligeledes bør du undgå motion, da sved kan medføre bakterier og dermed irriteret hud.

Får du alligevel en knop, på trods af at have fulgt alle forholdregler, gælder det om at holde fingrene væk, da bakterierne ellers vil spredes til andre steder på huden.

Måske er du interesseret i ...

Seneste