Sådan slipper du af med mørke rande under øjnene

Problemer med mørke rande under øjnene? Nogle gange skal der kun nogle få ændringer til at dæmpe de mørke og hævede øjenområder, og her får du vores bedste råd.

Victoria Beckham PAP SS 2023Paris Fashion Week September 2022

Victoria Beckham PAP SS 2023Paris Fashion Week September 2022

© anna stokland

Mørke rande under øjnene er kroppens sladrehanke, fordi de i mange tilfælde vidner om, at du enten har haft for travlt, fået for lidt søvn eller ikke har fået passet nok på dig selv med rigeligt væske og en varieret kost.

Den tynde hud under øjnene vil nemlig sladre om selv den mindste ubalance i kroppen, da man nemt kan se de mørke blodårer under huden, som bliver mere synlige, når vi er trætte.

Derfor får du mørke rande under øjnene

Mørke rande under øjnene kan skyldes flere ting:

  • Genetik
  • For lidt søvn
  • Dehydrering
  • Fødevareallergi
  • Vitamin-mangel
  • Stress
  • For meget alkohol
  • Dårlig fordøjelse
  • For lidt motion
  • Mørk pigmentering fra solskader.

Dernæst kan mange opleve at blive hævede under øjnene på grund af væskeophobninger, hvilket giver skygger, som får randene til at se mørkere ud.

Ligeledes kan den tynde hud under øjnene blive endnu tyndere med alderen, og dermed står de mørke blodkar under huden mere frem, ligesom at allergi og rygning kan være med til at udvide blodkarrene og gøre de mørke cirkler endnu tydeligere.

I sjældne tilfælde kan de sorte cirkler være tegn på, at der er noget alvorligt galt med din krop, for eksempel med nyrerne eller stofskiftet. Hvis du har mistanke i den retning, skal du selvfølgelig kontakte lægen.

Når først du har fundet årsagen til dine mørke rande, findes der heldigvis også en løsning – og du får dem alle herunder.

Mindsk mørke rande ved at drikke vand

Når kroppen er dehydreret, holder den på væsken, og du vil derfor opleve at være mere hævet i ansigtet. Det vil især komme til udtryk omkring øjnene med hævede øjenomgivelser. Det skyldes, at den tynde øjenhud nemmere udvider sig og holder på vandet i længere tid end andre og mere faste områder i ansigtet. Husk derfor at fylde vandglasset op flere gange i løbet af dagen, og helst så mange gange, at du får indtaget to liter vand dagligt. Drik også gerne et stort glas vand inden sengetid, så du ikke bliver dehydreret i løbet af natten, hvor der går flere timer uden væskeindtag.

Mindsk mørke rande ved at sove på ryggen

Er du generet af hævede øjenområder om morgenen, kan du med fordel begynde at sove på ryggen med en ekstra pude under nakken, så hovedet ligger højt. Det vil give mindre hævelser og et friskere udseende næste dag.

Mindsk mørke rande med øjencreme

Huden under øjnene er næsten 40 procent tyndere end huden i resten af ansigtet, og samtidig er det også den mindst elastiske del af huden. Derfor ældes huden under øjnene som noget af det første og bliver med alderen tyndere og mere gennemsigtig. Det er en naturlig udvikling, men vil du gøre dit for at bevare en sund hud under øjnene, kan du smøre med styrkende øjencreme under øjnene og på øjenlågene. Cremen gør overhuden tykkere og kan derfor mindske synligheden af mørke rande. Gå efter en creme, der indeholder den udglattende og styrkende ingrediens A-vitamin.

Mindsk mørke rande ved at spise mindre salt

Salt får kroppen til at holde på vandet, hvorfor det også giver mere hævede øjenområder og indtrykket af flere mørke skygger om øjnene. Prøv derfor at gøre det til en vane at skære al unødigt salt ud af din kost.

Mindsk mørke rande ved at sætte gang i systemet

Forstoppelse og sjældne toiletbesøg får giftstoffer til at ophobe sig. Det viser sig ved uren hud, tendens til cellulitis og mørke rande under øjnene. Læg kosten om, så du får masser af fibre fra grøntsager og fuldkorn. Rør dig mindst 30 minutter dagligt: Motion er noget af det bedste til at få gang i fordøjelsen.

Mindsk mørke rande med solbeskyttelse

Rigtigt mange kender til pigmentforandringer i ansigtet, som ofte vil vise sig ved overlæben eller i panden. Der kan dog også opstå mørk pigmentering under øjnene på grund af hormonelle forandringer eller skader fra solen. Mørk pigmentering kan forstærke indtrykket af mørke rande, og vil ofte forekomme hyppiggere hos dig med meget mørk melanin i huden. Gør det derfor til en vane at bruge solcreme helt op til øjnene.

Vil du spare tid om morgenen, kan du prøve en smart hybrid, der både gør det ud for concealer og solfaktor.

Mindsk mørke rande ved at droppe cigaretterne

Der findes utallige gode grunde til at at lægge cigaretterne på hylden, og mørke rande er en af dem. Rygning er nemlig med til at give mørke cirkler under øjnene, fordi det både giver en dårlige søvnkvalitet og mindre ilt i blodet og virker nedbrydende på hudens indhold af collagen. Holder du op med at ryge, vil du formentligt både se en forbedring af de mørke rande, ligesom at huden generelt skulle blive friskere og mere sund at se på.

Mindsk mørke rande ved et allergi-tjek

Allergier har det med at sætte sig de underligste steder – for eksempel som hævede øjne eller mørke rande. Det er ret let at få testet, om der er noget, du ikke kan tåle: Bestil tid hos en hudlæge og få lægen til at tage en allergi-test på dig.

Hvis du er til alternativ behandling, vil en kinesiolog eller en homøopat måske også kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvad det er, du ikke kan tåle.

Mindsk mørke rande med daglig massage

Dræn de hævede poser under øjnene ved hjælp af daglig massage. Det giver både en øjeblikkelig effekt, men vil på sigt også sikre dig mindre hævede øjenomgivelser. Brug enten fingrene, en jaderulle eller en gua sha til at dræne ansigtet for væske. Det gøres ved at køre fingrene eller massageredskabet fra den indre øjenkrog i udadgående bevægelser mod den ydre øjenkrog. Gentag denne bevægelse ti gange under hvert øje, og gør det gerne flere gange dagligt.

Mindsk mørke rande med kulde

På morgener, hvor dine øjne er ekstra hårdt ramt, kan du tage en kold isklump pakket ind i et klæde, eller et par skriver kold agurk, og holde dem under øjnene. Det vil få hævelsen til at falde og få blodkarrene til at trække sig sammen, så de mørke rande bliver lysnet og eventuel hævelser falder.

Mindsk mørke rande med bedre nattesøvn

Du ved det nok godt, men en manglende nattesøvn er med til at få de store blodkar til at blive endnu mere tydelige under den tynde øjenhud. Derfor er det vigtigt at prioritere din nattesøvn, og du skal helst sove otte timer hver nat. Har du svært ved at blive i søvnen, så prøv et par mørke natbriller, der holder alt forstyrrende lys ude.

Mindsk mørke rande ved at passe på den sarte hud

Vær mild ved øjenområdet, da den tynde hud nemt bliver irriteret, hvilket kan lede til rød hud under øjnene. Vær derfor forsigtig, når du renser makeuppen af, og vær generelt opmærksom på, om nogle af de produkter, du bruger under øjnene, er med til at irritere. I så fald bør du straks holde op med at bruge dem, så irritationen ikke bliver værre.

Mindsk mærke rande ved at køle øjnene ned

Læg dig på ryggen 10-15 minutter om dagen med kolde kamille the-poser eller agurkeskiver på øjenlågene. Det er ikke sikkert, at det kan få dine mørke rande til at gå væk – men det kan gøre resten af dine øjen-omgivelser betydeligt friskere at se på, hvilket gør randene mindre iøjnefaldende.

Mindsk mørke rande med C-vitamin

Den tynde hud under øjnene er mindre spændstig end resten af ansigtshuden. En af de ting, der kan hjælpe til at bevare spændstigheden i huden under øjnene og i resten af ansigtet, er proteinet collagen. Blandt andet vil de såkaldte collagentilskud eller C-vitamin hjælper huden til selv at producere mere collagen, og du kan derfor hjælpe denne proces på vej ved at spise råvarer, der er rig på C-vitamin, såsom kål, peberfrugt, broccoli, jordbær, citron, appelsin og blåbær.

Se også det besynderlige tip, der gik viralt på TikTok mod mørke rander her.