Kombucha: Den nye helsetrend, du skal kende
© Instagram / @cookrepublic / Teen Vogue

Kombucha: Den nye helsetrend, du skal kende

Seneste skud på helsestammen hedder Kombucha, og den sære svamp er bestemt værd at stifte bekendtskab med, hvis du ønsker at blive både sundere og smukkere

27. november 2016 af Marie Alkestrup

I de seneste år har både skønhedsindustrien og resten af verden fået øjnene op for, hvor vigtig vores fordøjelse er. En velfungerende tarm og fordøjelse betyder meget for dit helbred, din krops velbefindende og din huds udseende

Har du problemer med fordøjelsen, vil det nemlig komme til udtryk i form af inflammation i huden, som kan give rødme, irriteret hud og urenheder. 

Så en god tarmflora er altså en del af opskriften på smuk hud, og netop derfor er mælkesyrebakterier eller probiotika i det hele taget og nu også drikken Kombucha blevet populære genveje til en smukkere hud. 

Psst ... Se de 5 ting, dit ansigt afslører om din sundhed

Hvorfor skal man drikke Kombucha?

Ifølge Aarstiderne.com stammer Kombucha oprindeligt fra Kina og har længe været en del af af mange asiaters daglige kost, og i USA kan man ligeledes få drikken i alle supermarkeder. 

Kombucha er en fermenteret (gæret) te, som har et højt indhold af gode bakterie- og gærkulturer også kaldet SCOBY, hvilket står for: Symbiotic Culture of Bacteria and Yeast. Med en Kombucha-drik får du derfor en sund drik, der indholder vitaminer, aminosyrer og gode bakteriekulturer i form af probiotika, som styrker din tarms funktion og alle kroppens celler. 

Drikken har en antiinflammatorisk virkning på kroppen, og indholdet af probiotika styrker også immunforsvaret. Desuden har drikken et lavt sukkerindhold på under syv procent, og kan også indeholde glucuronsyre, der kan have en afgiftende effekt på leveren.  

Efter gæringsprocesen hældes Kombucha-drikken over på tæt forseglede glasflasker, og er nu klar til at blive drukket eller til at blive tilsat smag i form af bær, ingefær eller frugt.

Hvad består Kombucha af?

Kombucha er som sagt en fermenteret te, der skabes ved at bruge en svamp kaldet SCOBY, en stærk, afkølet grøn te og sukker.

Alt dette skal blandes, hældes i en glasbeholder og overdækkes med et stramt klæde i cirka en uge, hvorefter der vil ske en gæringsproces, der fremavler alle de sunde bakterier og vitaminer.

Ligeledes har den første svamp, man har puttet i sin Kombucha-blanding, været med til at skabe en ny SCOBY-svamp, der er blevet dannet ved toppen af din glasbeholder. Selve svampen ser ikke ligefrem appetitlig ud, men det skal du ikke lade dig skræmme af, fordi drikken er meget lækker og har en let perlende brus.

#kbbk #giving #thanks First 5 comments with something you're thankful for gets one of these #SCOBY free!

A photo posted by Kombucha Brooklyn (@kombuchabk) on

Her ses Scobysvampen, som mest af alt ligner en hvid, tyk pandekage.

Hvordan gør du?

Du kan købe en færdigbrygget Kombucha-drik hos eksempelvis Aarstiderne, men du kan også selv lave drikken derhjemme. Det kræver dog, at du kender nogen, som allerede har en SCOBY (svamp) eller køber en online, og har en opskrift som denne, vi har fundet på Altomfermentering.dk.

Opskrift til omkring 2 liter

Ingredienser:

1 Kombucha-svamp, SCOBY, samt omkring 1 dl væske fra en tidligere Kombucha-dyrkning.

100 g økologisk rørsukker for hver liter væske du bruger

2 poser te, enten grøn, sort eller hvid te, uden tilsat smag.

1 stor glasbeholder der kan indeholde omkring 2 liter og som har en stor åbning

1 tætvævet klud eller et viskestykke

1 elastik, til at holde klædet fast med

Fremgangsmåde:

Kog en tredjedel af den mængde vand, du vil bruge, og bryg en stærk te, som gerne skal trække i fem til ti minutter. Tilføj derefter sukkeret, og rør indtil det smelter. Fjern nu teposeserne, eller si de løse teblade fra væsken.

Bland den varme te med resten af dit kolde vand, så du har en væske på lidt under to liter, og hæld det i en glasbeholder.

Lad det stå, indtil væsken har fået stuetemperatur, og læg nu SCOBY-svampen i samt omkring en deciliter af startervasken, som du har fra en tidligere dyrkning. Det gør ikke noget, hvis SCOBY-svampen synker eller ligger sig sidelæns. Læg nu dit klæde henover glasbeholderen, og fastgør den med en stram elastik.

Husk, at vandet ikke må være for varmt, fordi så dør din svamp. Din beholder skal nu stå i fred den næste uge på et lidt mørkt sted. Den må absolut ikke stå i direkte sollys eller i et skab, fordi den skal have god luftcirkulation.

Her skal den stå i omkring en uge, hvorefter du kan begynde at smage på den, og sikre dig, at den ikke bliver for gæret.

Den bedste måde at smage på væsken, uden at forstyre fermenteringsprocessen og den nye svamp, som ligger i toppen af væsken, er ved at glide et sugerør ned langs beholderen og holde din finger over sugerøret, så du får lidt væske med op. Derefter skal du straks dække blandingen til igen med klæde og elastik.

Når din blanding efter en uges tid har fået den rette smag, kan du tage din gamle og din nye svamp op og lægge dem i en dyb tallerken sammen med lidt væske fra din fermentering. Den nye svamp, der er dannet, kan du passende give til en veninde.

Hæld dernæst resten af væsken på glasflasker med patentlukning. Vil du tilsætte yderligere smag, kan du tilsætte bær eller ingefær, og lade flasken stå ude af køleskabet i to dage til.

Herefter kan du stille din blanding på køl og nyde et dagligt glas af den lækre og sunde drik.

Vi anbefaler dog, at du ikke drikker mere end et enkelt glas dagligt, da drikken godt kan sætte gang i maven, hvis du får for meget.


DET SENESTE NYE DIREKTE TIL DIG

Måske er du interesseret i ...

Seneste