Costumes Trine Oehlenschlæger er mor til to, Bjørg på 5 og Absalon på 2, og fortæller her om, hvordan det er at få at vide, at ens få dage gamle baby har en livstruende sygdom, som hun skal leve med hele livet.
Hvad overraskede dig mest ved at blive mor?
"At man ikke bare automatisk bliver fuldstændigt forelsket i sit barn, første gang man ser det. Og at det også er okay. Jeg var forundret, overvældet, begejstret og lykkeligt forbundet til min mand. Der var masser af følelser og ingen negative, depressive tanker. Forelskelse og ubetinget kærlighed var bare ikke det, der kom først. Det kom (selvfølgelig), men det tog nok et par måneder, sådan helt ærligt.
To dage efter at vi kom hjem fra hospitalet med Bjørg, og jeg lod alle parader falde og så småt gav mig hen til hende, ringede hospitalet og fortalte, at vi skulle komme tilbage til nogle undersøgelser. Det viste sig, at hun har en genetisk arvelig sygdom, som er meget sjælden og yderst kompliceret og betyder, at hun ikke kan nedbryde meget langkædet fedt og derfor lever efter en streng og livsvigtig kostplan. Det ramte virkelig hårdt, at det kom, ligesom jeg gav mig hen, og pludselig handlede det hele mere om at overleve frem for bare om at leve og nyde. Alle forsvarsmekanismer var oppe, og alt var svært. Jeg skulle fortsætte med at amme på halv tid, men mælken var farlig for hende i større doser. Hun skulle spise hver tredje time, hvilket også betød, at vi måtte tvinge mad i hende. Bjørg blev lynhurtigt et projekt, mere end en forlængelse af os selv. Det var den vildeste tid.
“Pludselig handlede det hele mere om at overleve frem for bare om at leve og nyde. Alle forsvarsmekanismer var oppe, og alt var svært.” Trine Oehlenschlæger
Ret hurtigt blev det vores virkelighed at tænke Bjørgs kost ind alle tider af døgnet, men vi har aldrig nogensinde syntes, at det var synd for os eller hende for den sags skyld. Det var bare en form for virkelighed, som vi skulle finde fodfæste i. Der har heller aldrig været sorg over noget af det, som vi eller Bjørg ikke kan. Vi finder bare en anden vej. Og det – den simple måde at tænke det på – har gjort os uovervindelige. Jeg bliver ægte stolt og glad, når venner roser os for at tage det hele ‘mega chill’, omend sygdommen er ret alvorlig.”
Hvad fylder mest i dit moderskab lige nu?
"Bjørgs sygdom og kost vil altid fylde rigtigt meget, og det er en sorg i sig selv, at det ene barn automatisk optager den plads hos mig. Men jeg er også meget optaget af at se den udvikling, som Absalon går igennem lige nu. Han er to år, og hans finurlige og charmerende personlighed er ved at træde i karakter, sproget kan så småt udtrykke hans stærke følelser, og de første venskaber er ved at blive dannet. Vil han mon flette fingre med mig for evigt, som vi gør hver dag nu?”
Hvad vil du gerne give videre til dine børn?
"At være fokuseret på proces frem for resultat. Både når de skal lære
nye ting, når de kigger på sig selv, og når de skal igennem skolen og voksenlivet. Det handler ikke om at vinde, om karakterer, at være den bedste eller at vurdere sig selv på, hvad de opnår, eller hvor de er på vej hen. Det handler om at nyde, være til stede og være fokuseret på, om noget er sjovt, lærende eller gør dem lykkelige – så skal de nok ende det rigtige sted.”
Hvad er det bedste ved at være mor?
"Det fællesskab af mødre, som man helt automatisk bliver en del af. Et fællesskab, hvor omsorg, sparring, grin og deling af de svære ting får opbakning. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i andre sammenhænge.”
Hvad er det sværeste?
"At slappe af. At slappe fuldstændigt af og ikke hele tiden tænke sig ind i, hvad det næste er, der skal ske, hvad end det er en frokost, en lur eller et kommende træthedsanfald.”
