Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

IMG_5604_2 © Rikke Amtorp Christensen

Costumes chefredaktør: “Der forstod jeg, hvorfor man aldrig må gå fra hinanden, før barnet er 2 år”

Det er nyt for os på Costume at skrive om børn, men for mange af os er børn og moderskab ikke ukendt. Derfor kan du her møde chefredaktør Rikke Amtorp Christensen og høre om hendes tanker om livet med børn.

RIKKE AMTORP CHRISTENSEN
Chefredaktør, mor til Ludvig på 12 år og Karen-Emilie på 9 år.

Hvad overraskede dig mest ved at blive mor?
"Den kærlighed, jeg fik til det lille menneske, der lå ved siden af mig, er ubeskrivelig. Ømhed og omsorg blandet med utallige bekymringer for, om han nu havde det godt, havde fået nok mad, og om jeg kunne risikere at mase ham, når vi begge lå i sengen. Det overraskede mig også at få barn nummer to. Da vi fik Ludvig, gik min mand, Esben, og jeg rundt i en boble af forelskelse – både i hinanden og i Ludvig. Så kom Karen-Emilie, og hun vendte op og ned på det hele. Hvor Ludvig kunne gå fra arm til arm og altid havde en fest, ville Karen-Emilie kun være ved mig, og hun skreg uhæmmet hysterisk, hvis hun ikke fik den opmærksomhed, hun syntes, hun fortjente.

Jeg kan huske, at mine veninder havde den største griner over os, for der var aldrig stille, når vi mødtes til kaffe rundt omkring. På hjemmefronten var det pludselig også en helt anden hverdag. Hvor vi før havde været to til ét barn, skulle vi nu dele os op hele tiden, og hele praktikken omkring to børn og at få en hverdag til at fungere var mildest talt kaotisk og opslidende for vores forhold. Og samtidig lå irritationen over, at Esben (uforskyldt) primært var på Ludvig, og den dårlige samvittighed over, at jeg ikke var der nok for Ludvig, konstant og ulmede i mig. Der forstod jeg, hvorfor man aldrig må gå fra hinanden, før barnet er 2 år."

Hvad fylder mest i dit moderskab lige nu?
"At opdrage dem begge to til at være selvstændige, kærlige og kreative mennesker. Det er de heldigvis godt på vej til, og jeg er så stolt over, hvor fine, sjove og handlekraftige individer, de begge er blevet. De er begge to så store nu, og hvor det tidligere var bekymringer om, om de havde nok tøj på, eller om de brugte for lang tid i børnehaven, er det nu, at jeg som mor på bedste vis skal hjælpe dem på vej og ruste dem til at møde livets udfordringer og ikke mindst prøve at forstå den naturlige løsrivelsesproces, som især Ludvig er i gang med."

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?
"At man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Vær nysgerrig og modig, og lyt til dit hjerte. Husk at grine og mærke livet, og lad de små bump på vejen være en del af rejsen – de gør dig kun stærkere og klogere."

Hvad er det bedste ved at være mor?
"At jeg har to børn, der elsker mig ubetinget, at få kys og kærlighedserklæringer. At opleve verden gennem deres øjne, og at jeg, på trods af et fantastisk arbejde, jeg ikke ville have været foruden, hurtigt fandt ud af, at arbejde ikke er alt – en sund erkendelse og en af de vigtigste ting, jeg har lært igennem livet."

Hvad er det sværeste?
"At lære at beherske mit temperament, især når Karen-Emilie (stadigvæk) prøver grænser af. Jeg kunne klart blive bedre til ikke at råbe."

Mere om Mini? Få Costumes nyhedsbrev