Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Sandkasse © Fabian Centeno/Unsplash

“Hvilket land kommer I egentlig fra?”

Det kan være svært for mange af os at snakke med vores børn om race og hudfarve. Men vi skal gøre det alligevel. For allerede fra børn er tre år gamle, bruger de de stereotyper, de møder i verden omkring sig, til at afgøre, hvem de vil lege med. Costumes Marie Vidø undersøger her, hvordan vi bedst opdrager vores børn anti-racistisk og skaber en verden, hvor det at være forskellige er helt normalt.

“Vent. Jeg skal lige spørge om noget.”

Drengen fra min datters klasse vender ryggen til sin far og storebror og løber tilbage til min datter og mig, der står ved fritidshjemmets cykelstativer og er på vej hjem.

“Hvilket land kommer I egentlig fra?”

Det er ikke første gang, vi får stillet nuancer af det spørgsmål af nysgerrige børn. Jeg er hvid, og min datter er brun, for hendes far er sort med rødder i Vestafrika. Når du har et barn, der ikke er hvidt, er snakke om hudfarve en del af hverdagen; dels fordi barnet selv ser sin forskellighed fra – i mit tilfælde – sine forældre og i alle minoritetsbørns tilfælde flertallet omkring sig. Og dels fordi andre børn gør.

Faktisk kan børn, allerede fra de er et halvt år, se forskel på hudfarver. Det viser forskning fra den amerikanske professor Erin N. Winkler, der også har fundet ud af, at fra børn er tre år, begynder de at bruge de stereotyper, de møder omkring race og hudfarve i verden omkring sig, til at bestemme, hvem de vil og ikke vil lege med. Når børn er over 30 måneder gamle, vælger de oftest hvide børn at lege med, uanset hvilken race og baggrund, de selv har.

Det fortæller kultursociolog, foredragsholder og forfatter Camilla Kaj Paulsen, der har skrevet børnebøgerne Nour og Noras første dag i børnehave og Nour og Nora fejrer Eid.

“Ligesom alle os andre er børn eksponeret for en masse fortællinger i børnebøger, film og på billeder, og ofte er det den hvide hudfarve, som bliver præsenteret som normalen. Et eksempel fra min egen hverdag er blepakker. Jeg har tre børn, og på vores blepakker er der ofte et billede af et barn, og det er oftest hvidt, ligesom mine børn er. Nu har vi fået en blepakke med et billede af et barn med asiatiske træk. Det registrerede min 5-årige datter, der spurgte, om hun var indianer, fordi hun formentlig havde mødt stereotype tegninger af karakterer med asiatiske træk,” siger Camilla Kaj Paulsen.

For at vores børn ikke møder verden med den slags stereotyper, er det afgørende, at vi bevidst og aktivt opdrager dem antiracistisk – og det gør vi blandt andet ved at snakke med dem om hudfarve.

Tag de svære snakke

Camilla Kaj Paulsen tog en snak med sin datter om, hvorfor hun troede, at det var en indianer på lillesøsters blepakke – de snakkede om, at man kan være dansk på mange måder, og at vi har forskellige træk og forskellige hudfarver, alt efter hvor vi stammer fra.

Men modsat Camilla Kaj Paulsen – og drengen fra min datters klasse – er mange voksne tilbageholdende og føler ubehag, når det gælder at italesætte race og hudfarve.

Mange er bange for at sige noget forkert. Men vi skal tage snakken alligevel.

“Det kan jo kun blive naturligt og normaliseret, hvis vi rent faktisk snakker om det. Man kan sammenstille det lidt med hårfarver: Vi har ingen problemer med at tale om, at du har sort hår, du har brunt hår, og du har hvidt hår. Nogle sammenstiller det også med sexisme eller klimaudfordringer: Man ville jo aldrig sige, at problemet løser sig, bare vi ikke snakker om det. At italesætte det er den eneste måde at finde en løsning på det,” siger Camilla Kaj Paulsen.

“Ligesom alle os andre er børn eksponeret for en masse fortællinger i børnebøger, film og på billeder, og ofte er det den hvide hudfarve, som bliver præsenteret som normalen.”

Hvis det er svært, gør du det rigtigt

I 2009 skrev Cand. mag. Lene Myong Petersen i sin ph.-d. afhandling Adopteret - fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole om hvide danske familier, der adopterede børn fra Korea. Hun fandt ud, at mange af de hvide forældre havde svært ved at snakke om hudfarve med deres børn, og at det hænger sammen med vores forhistorie som kolonimagt.

Manglen på italesættelse af race betyder desværre, at mange bliver blinde overfor den forskelsbehandling, der foregår omkring os – den, der for eksempel fører til, at undersøgelser viser, at hvis du hedder Muhammed, skal du sende 52 ansøgninger mere for at komme til jobsamtale, end hvis du hedder Mads.

“Det er usynligt for mange af os, fordi det er så normaliseret og indgroet i vores samfund – for eksempel billedet på blepakken. Men det er vigtigt, at man gør sig bevidst om det. Ifølge forsker i hverdagsracisme Philomena Essed har mange en tanke om, at racisme er noget ubehageligt, noget der er derovre – ‘jeg er da ikke racist’, men man skal i højere grad se det som noget strukturelt,” siger Camilla Kaj Paulsen.

Og ja, for mange er det svært og ubehageligt at fortælle sit barn om, at nogen kan finde på at gøre forskel på andre, bare fordi de er brune i huden eller har en særlig religion, eller at tage sig sammen til at sige fra nede i børnehaven, hvis dit barn kommer hjem og har lært, at den lyse farve i bøtten med farveblyanter er den eneste, som bliver betegnet som ‘hudfarvet’.

“Der kan være ubehag ved at tale om hudfarve, men også at skulle kritisere strukturer, der har virket i mange år. Det er hårdt at skulle sige i børnehaven, at noget ikke er hensigtsmæssigt, for mange eksempler viser, at folk tager det som et angreb. Det er jo smadderubehageligt at blive beskyldt for at være racist, men man skal forstå, at der både er racisme, der har en intention om at være racisme, og så er der racisme, hvor intentionen ikke er at være racistisk, men udfaldet bliver racistisk,” siger Camilla Kaj Paulsen.

“Og hvis man synes, snakken er svær, så gør man det rigtigt.”

“Det er hårdt at skulle sige i børnehaven, at noget ikke er hensigtsmæssigt, for mange eksempler viser, at folk tager det som et angreb.”

Tjek børneværelset

Samtidig med at vi skal tale med vores børn om hudfarve, er det afgørende, at børnenes omgivelser reflekterer det, vi siger. Hvilken hudfarve har dukkerne på værelset? Og børnene på plakaten på væggen? Hvad med i børnebogen? På Cornflakes-pakken og på plasteret i skabet? Og TV-serien på Netflix? Hvad med de mennesker, I omgås – har de forskellige hudfarver og baggrund?

Hvis barnets omgivelser ikke reflekterer det, du siger, kan det klinge hult at høre, at alle er lige meget værd, når der i omgivelserne kun bliver reflekteret én hudfarve, understreger Camilla Kaj Paulsen.

Blandt andet derfor har hun skrevet børnebøgerne om Nour og Nora. Da hun blev mor, fandt Camilla Kaj Paulsen nemlig ud af, at der herhjemme manglede børnebøger med kulturmøder, og generelt hvor minoritetsbørn er hovedpersoner og ikke bliver fremstillet som ‘den anden‘.

Børnebøger både lærer vores børn om verden og giver dem noget at spejle sig i. Derfor er det afgørende, at minoriteter optræder i dem uden at være stereotypt fremstillet – som grønthandleren på hjørnet for eksempel – eller kun udgør unuancerede bipersoner i fortællingen med hvide som hovedpersoner.

“I England har man lavet et studie, hvor man har kortlagt de børnebøger, der udgives, og i 2017 indeholdt kun 1 procent af bøgerne en hovedperson, som var det, de kaldte BAME-karakterer, Black, Asian and Middle Eastern-karakterer. I 2019 er det steget til 5 %, men der er stadig otte gange større chance for, at børnene vil møde et dyr som hovedperson, end én, der ligner dem selv. Man siger, at bøger både er et spejl og et vindue, og forskningen viste, at de børn, der spejler sig i den meget lille marginal, bliver yderligere marginaliseret ved ikke at have noget at spejle sig i,” siger Camilla Kaj Paulsen.

Husk lighederne

Lige så vigtigt det er at understrege, at vi er lige trods vores forskelligheder, er det også vigtigt, at vi understreger vores ligheder overfor vores børn. I bøgerne om Nour og Nora har pigerne noget forskelligt med i madpakken, men deres navne har samme betydning. I en af min datters (engelsksprogede) børnebøger siger de det sådan her: Ja, du er brun, og hun er lys, og I elsker begge to at sjippe.

“Der er nogle, der kalder det ‘det fælles tredje’. Når man sidder og tegner, kan man for eksempel snakke om, at vi har forskellige hudfarver og forskellige ørestørrelser, men vi har alle sammen øjne, og de fleste har hår på hovedet. På den måde bliver der ikke kun fokus på forskelle, og vi normaliserer, at vi er forskellige,” siger Camilla Kaj Paulsen.

Har man som jeg et barn med en anden hudfarve end hvid, er det vigtigt at lære barnet, at det er både brunt og dansk, og at der ingen modsætninger er i det. På den måde er barnet rustet og har ammunition til at svare, hvis nogen sætter spørgsmålstegn ved dets danskhed.

“Det er en anden samtale, man skal have som forældre til et brunt eller sort barn end som forældre til et hvidt barn, fordi der på en anden måde er behov for det. Som hvide forældre til hvide børn kan man i højere grad vælge samtalen til,” siger Camilla Kaj Paulsen.

Camilla Kaj Paulsens forslag til anti-racistisk opdragelse

1) Bliv komfortabel med at tale om hudfarver
“Der er for mange et stort ubehag forbundet med at tale om hudfarve på grund af vores historie, og jeg tror, der er rigtig mange hvide, som synes, det er svært, og er bange for at gøre nogen kede af det og sige noget forkert, men det gør man kun, hvis man ikke taler om det. Det er okay, at det er ubehageligt at tale om, for racisme er ubehageligt. Men derfor er det også rigtig vigtigt. Et godt tidspunkt at tale med sit barn om det, er når man sidder og tegner. Man kan bruge forskellige hudfarver og tale om det smukke ved dem alle.”

2) Spørg ind til barnets ytringer
“Hvis børn kommer hjem og siger noget forudindtaget, så kan man spørge ind til det og finde ud af, hvor det kommer fra. Er det noget, de har opsnappet fra et specielt sted? Så må man tage udgangspunkt i det og prøve at snakke med dem om, hvorfor det er forkert. Det er vigtigt at lytte og være forstående og ikke gøre børnene forkerte.”

3) Spørg ind til, om det er fair
“Børn går meget op i, hvad der er fair. Det er godt at tage udgangspunkt i. Spørg barnet, om det er fair, at nogen bliver behandlet anderledes på grund af deres hudfarve.”

4) Vær en god rollemodel
“Børn gør, hvad vi gør og ikke, hvad vi siger. Derfor opfanger barnet din forudindtagethed. Hvis I for eksempel er ude, og I oplever en person sige til en anden person med en minoritetsbaggrund: “Smut hjem, hvor du kommer fra”, så sig noget med det samme frem for at sige noget om det derhjemme. Sig fra! Og omgiv dig med venner med forskellig etnicitet, hudfarve og tro.”

5) Nuancér samtalen
“Det er okay ikke at vide alt. Hvis dit barn spørger om noget, du ikke kan svare på, så sig, at du ikke ved det, og at I må undersøge det. På den måde giver du dit barn en forståelse af, at det ikke er sort-hvidt, at det er mere komplekst – og du undgår at videregive fordomme. Og du kan altid svare på spørgsmålet, efter du har researchet.”

6) Tjek børneværelset eller klassen
“Hvilke signaler får man fra dit barns legetøj? Har I kun én hudfarve repræsenteret hjemme på børneværelset? Og hvad med dukker, plakater, bøger? Men det er også vigtigt at være opmærksom på, hvilken fortælling om hudfarver der er i bøgerne. Er det den klassiske koloniale fortælling og reproducerede stereotyper? Et eksempel er, at mænd fra Mellemøsten oftest er grønthandlere eller taxachauffører, eller at minoriteterne bliver ‘reddet’ af de hvide.”

7) Giv børn følelsen af at kunne skabe forandring
“Der er altid nogen, der har kæmpet for at få ændret tingene, og det kan dit barn også. Fortæl historier om dem. Den amerikanske borgerrettighedsaktivist Rosa Parks er et klassisk eksempel på en kvinde, som stod op for sine rettigheder.”

Alle os i vores hus

ALLE OS I VORES HUS

Mød Noah, Sofia, Eli, Storm og Tarik. Blandt andre. De bor alle sammen i det samme hus – otte familier i alt, der ser forskellige ud og lever sammen på forskellige måder. En rigtig fin samtalebog fra Forlaget Alle Os til de 3-6 årige til en god snak om forskellighed, ligheder, kærlighed og følelser – og om at svømme og gå i børnehave.
269 kr. hos Williamdam.dk

Nour og Nora fejrer Eid

NOUR OG NORA FEJRER EID

Nour og hendes familie skal fejre Eid, og Nora og hendes mor er inviteret med. Til smagen af dadler, pebernødder og mamoulkager lærer de to veninder om, hvad en højtid er, og at selvom højtider er forskellige, er der også mange ting ved dem, der er ens – for eksempel læser Nours mormor op til Eid på samme måde, som Noras gør det til jul. En lille bamse i hjørnet stiller spørgsmål, der guider til snakken med de 3-8 årige.
200 kr. hos Nourognora.org

Ayse midt imellem

AYSE MIDT IMELLEM

De lidt større børn kan enten selv læse eller få læst Özlem Sara Sekics bøger om Ayse højt – blandt andet Ayse midtimellem, der indeholder to historier om Ayse og hendes veninder. I en af dem skal Ayse og hendes familie for eksempel holde jul for første gang.
130 kr. hos Gyldendal.dk

Uden mor af Salma Ahmad

UDEN MOR

Salma Ahmads Uden mor med illustrationer af Runa Steppinge handler om Meena, der snart skal begynde i 2. klasse. Hun skulle havde været i Pakistan i sommerferien med sine forældre. Men de kom aldrig afsted. For Meenas mor blev syg. Bogen begynder, da Meenas mor er død, og Meena og far skal forsøge at leve videre uden hende.
230 kr. hos Bog-ide.dk

Mere om Mini? Få Costumes nyhedsbrev

Mere fra Costume