“Hvilket land kommer I egentlig fra?”

“Vent. Jeg skal lige spørge om noget.”

Drengen fra min datters klasse vender ryggen til sin far og storebror og løber tilbage til min datter og mig, der står ved fritidshjemmets cykelstativer og er på vej hjem.

“Hvilket land kommer I egentlig fra?”

Det er ikke første gang, vi får stillet nuancer af det spørgsmål af nysgerrige børn. Jeg er hvid, og min datter er brun, for hendes far er sort med rødder i Vestafrika. Når du har et barn, der ikke er hvidt, er snakke om hudfarve en del af hverdagen; dels fordi barnet selv ser sin forskellighed fra – i mit tilfælde – sine forældre og i alle minoritetsbørns tilfælde flertallet omkring sig. Og dels fordi andre børn gør.

Faktisk kan børn, allerede fra de er et halvt år, se forskel på hudfarver. Det viser forskning fra den amerikanske professor Erin N. Winkler, der også har fundet ud af, at fra børn er tre år, begynder de at bruge de stereotyper, de møder omkring race og hudfarve i verden omkring sig, til at bestemme, hvem de vil og ikke vil lege med. Når børn er over 30 måneder gamle, vælger de oftest hvide børn at lege med, uanset hvilken race og baggrund, de selv har.

Det fortæller kultursociolog, foredragsholder og forfatter Camilla Kaj Paulsen, der har skrevet børnebøgerne Nour og Noras første dag i børnehave og Nour og Nora fejrer Eid.

“Ligesom alle os andre er børn eksponeret for en masse fortællinger i børnebøger, film og på billeder, og ofte er det den hvide hudfarve, som bliver præsenteret som normalen. Et eksempel fra min egen hverdag er blepakker. Jeg har tre børn, og på vores blepakker er der ofte et billede af et barn, og det er oftest hvidt, ligesom mine børn er. Nu har vi fået en blepakke med et billede af et barn med asiatiske træk. Det registrerede min 5-årige datter, der spurgte, om hun var indianer, fordi hun formentlig havde mødt stereotype tegninger af karakterer med asiatiske træk,” siger Camilla Kaj Paulsen.

For at vores børn ikke møder verden med den slags stereotyper, er det afgørende, at vi bevidst og aktivt opdrager dem antiracistisk – og det gør vi blandt andet ved at snakke med dem om hudfarve.

Tag de svære snakke

Camilla Kaj Paulsen tog en snak med sin datter om, hvorfor hun troede, at det var en indianer på lillesøsters blepakke – de snakkede om, at man kan være dansk på mange måder, og at vi har forskellige træk og forskellige hudfarver, alt efter hvor vi stammer fra.

Men modsat Camilla Kaj Paulsen – og drengen fra min datters klasse – er mange voksne tilbageholdende og føler ubehag, når det gælder at italesætte race og hudfarve.

Mange er bange for at sige noget forkert. Men vi skal tage snakken alligevel.

“Det kan jo kun blive naturligt og normaliseret, hvis vi rent faktisk snakker om det. Man kan sammenstille det lidt med hårfarver: Vi har ingen problemer med at tale om, at du har sort hår, du har brunt hår, og du har hvidt hår. Nogle sammenstiller det også med sexisme eller klimaudfordringer: Man ville jo aldrig sige, at problemet løser sig, bare vi ikke snakker om det. At italesætte det er den eneste måde at finde en løsning på det,” siger Camilla Kaj Paulsen.

Camilla Kaj Paulsens forslag til anti-racistisk opdragelse

1) Bliv komfortabel med at tale om hudfarver
“Der er for mange et stort ubehag forbundet med at tale om hudfarve på grund af vores historie, og jeg tror, der er rigtig mange hvide, som synes, det er svært, og er bange for at gøre nogen kede af det og sige noget forkert, men det gør man kun, hvis man ikke taler om det. Det er okay, at det er ubehageligt at tale om, for racisme er ubehageligt. Men derfor er det også rigtig vigtigt. Et godt tidspunkt at tale med sit barn om det, er når man sidder og tegner. Man kan bruge forskellige hudfarver og tale om det smukke ved dem alle.”

2) Spørg ind til barnets ytringer
“Hvis børn kommer hjem og siger noget forudindtaget, så kan man spørge ind til det og finde ud af, hvor det kommer fra. Er det noget, de har opsnappet fra et specielt sted? Så må man tage udgangspunkt i det og prøve at snakke med dem om, hvorfor det er forkert. Det er vigtigt at lytte og være forstående og ikke gøre børnene forkerte.”

3) Spørg ind til, om det er fair
“Børn går meget op i, hvad der er fair. Det er godt at tage udgangspunkt i. Spørg barnet, om det er fair, at nogen bliver behandlet anderledes på grund af deres hudfarve.”

4) Vær en god rollemodel
“Børn gør, hvad vi gør og ikke, hvad vi siger. Derfor opfanger barnet din forudindtagethed. Hvis I for eksempel er ude, og I oplever en person sige til en anden person med en minoritetsbaggrund: “Smut hjem, hvor du kommer fra”, så sig noget med det samme frem for at sige noget om det derhjemme. Sig fra! Og omgiv dig med venner med forskellig etnicitet, hudfarve og tro.”

5) Nuancér samtalen
“Det er okay ikke at vide alt. Hvis dit barn spørger om noget, du ikke kan svare på, så sig, at du ikke ved det, og at I må undersøge det. På den måde giver du dit barn en forståelse af, at det ikke er sort-hvidt, at det er mere komplekst – og du undgår at videregive fordomme. Og du kan altid svare på spørgsmålet, efter du har researchet.”

6) Tjek børneværelset eller klassen
“Hvilke signaler får man fra dit barns legetøj? Har I kun én hudfarve repræsenteret hjemme på børneværelset? Og hvad med dukker, plakater, bøger? Men det er også vigtigt at være opmærksom på, hvilken fortælling om hudfarver der er i bøgerne. Er det den klassiske koloniale fortælling og reproducerede stereotyper? Et eksempel er, at mænd fra Mellemøsten oftest er grønthandlere eller taxachauffører, eller at minoriteterne bliver ‘reddet’ af de hvide.”

7) Giv børn følelsen af at kunne skabe forandring
“Der er altid nogen, der har kæmpet for at få ændret tingene, og det kan dit barn også. Fortæl historier om dem. Den amerikanske borgerrettighedsaktivist Rosa Parks er et klassisk eksempel på en kvinde, som stod op for sine rettigheder.”