Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

COS_2011_FINAL_03_Costume_Mothers_0725 © Sarah Stenfeldt

“Kommentaren gav mig en mavepuster af mor-skam”

En kommentar på Instagram har fået Johanne Konnerup Schwensen, psykolog og mor til to, til at tvivle på de valg, hun tager i forhold til sine børn – og til at tænke over, om den største mor-solidaritet egentlig bare er at holde mund en gang imellem. Læs hendes tanker her.

For en uge siden scrollede jeg rundt på Instagram og glædede mig over den meningsfyldte mor-aktivisme, der fylder mere og mere i mit feed: Mødre siger fra overfor perfekthedsidealet og deler deres svære fødselsberetninger og billeder af de mindre flatterende sider af mor-livet.

Men så faldt jeg over en tilfældig kvindes holdning, der gav mig en mavepuster af mor-skam.

Kommentaren var til en post om, hvor hul i hovedet det er, at nye forældre sparkes ud af fødeafdelingen med deres spædbørn allerede fire timer efter fødslen. Den kom fra en sikkert velmenende kvinde, som synes, at det er vigtigere at give forældre to års barsel. Hun fik, skrev hun, ondt i maven over, at små børn afleveres til pædagoger, der ikke elsker dem, inden de er fyldt et år.

Kommentaren ramte mig, fordi jeg selv sendte min yngste datter i vuggestue, da hun var 9 måneder gammel. Ikke fordi vi af økonomiske årsager var nødsaget til det, heller ikke fordi jeg i mit arbejde redder menneskeliv, eller fordi jeg er synderligt karrierefokuseret. 9 måneder var bare lige netop grænsen for, hvor længe jeg kunne holde ud at være på barsel.

Hvis jeg havde fået tilbud om pasning før, ville jeg nok have taget imod det.

Jeg har tidligere tænkt, at det var berigende for min nu 11 måneder gamle datter at møde omsorgsfulde pædagoger, andet legetøj, end det, vi har herhjemme, inspirerende jævnaldrende, en større variation af mad og lærerige aktiviteter, jeg aldrig selv ville have fundet på. Men nu gør skammen mig i tvivl, og jeg forstår, hvordan andre mødre muligvis ser skævt til mit valg om at sende mine børn tidligt i institution.

IMG_0375 © Johanne Schwensen

Johanne Konnerup Schwensen, 31 år, psykolog og mor til to.

Siden jeg stødte på kommentaren, har jeg tænkt en del over forskellige former for mor-skam. Der er den slags skam, som kendis-fokuserede medier automatisk bidrager til i kraft af de urealistiske idealer, de sætter for dagen. Så er der skammen, man rammes af, hvis man befinder sig i skudlinjen for de ideologiske forældres overbevisninger, hvor de skema-orienterede insisterer på at have fundet den rette vej baseret på opdragelse og faste rutiner. Og der er de ‘i favn’-fejrende typer, der fastholder, at tæt fysisk kontakt og naturlige ‘back to basics’-metoder er de eneste rigtige for dit barn.

Men der er også den mere snigende, omsiggribende skam. Den er mere indirekte og kan ramme hver gang, en person siger noget om, hvordan forældrekærlighed bør udtrykkes: i slynge, igennem mindst 1-års barsel, via fuldtidsamning og samsovning, en tryg struktur og tydelig stemme eller ved at følge nogle særlige soveregler, Montessori-principper, eller […indsæt selv et kærlighedsimperativ].

Jeg tror, jeg vil kalde denne sidste type mor-skam for kærlighedsskammen. Det er følelsen, der allierer sig med tvivlsspørgsmål som: Er min kærlighed lige så ren og ubetinget, som den burde være? Elsker jeg ikke mine børn højt nok, siden jeg ikke savner dem, når de er væk fra mig? Er jeg en dårlig person, fordi jeg ikke bekymrer mig særligt meget om mine børn? Hvad siger det om mig, at en stor del af mine drømme ikke indeholder mine børn? (Til de nysgerrige indeholder mine drømme i øvrigt spa-ophold, at føle mig begæret igen, at have tid til at skrive mere, at tage på klub og danse med min mand, som vi gjorde det præ-børn ...)

Jeg havde svært ved at mærke kærligheden til mit første barn. Jeg fik ikke en efterfødselsreaktion, nok primært fordi jeg fortalte alle om, hvordan jeg havde det. Det var en kombination af det langtrukne fødselshelvede, det fremmedgørende hospitalscirkus og en ikke-fungerende amning, der gjorde, at den emotionelle del af min hjerne blev midlertidigt lammet. Jeg skulle lære at være min datters mor, og jeg skulle lære at elske hende.

Jeg tror, at det er denne komplekse kamp med kærligheden, der gør, at jeg har en særlig sensitivitet over for den utilsigtede mom-shaming, der ligger i kommentarer om, hvordan man bedst elsker sit barn. Så nu vi er i gang med at give fingeren til systemet, der ikke behandler fødende ordentligt, og til den diskriminerende kultur, der kun giver plads til overskudsmødre, skal vi så ikke også give fingeren til mom-shaming i alle dens facetter?

Et sted at starte kunne være blot at spørge sig selv, om en holdningstilkendegivelse virkelig er nødvendig, eller om man i stedet kunne tælle til ti og huske på, at det, der virker for én mor, ikke virker for alle. Og hvem ved? Måske sidder der en mor derude, der har et følelsesmæssigt blåt mærke som en umiddelbart uskyldig kommentar vil ramle ind i.

Måske er den største mor-solidaritet nogle gange bare at tie stille.

Mere om Mini? Få Costumes nyhedsbrev