Slip kønsstereotyperne

Vi skal støtte vores børn i at navigere uden om kønsstereotyperne, tale åbent med dem om køn, diversitet og identitet og turde sige fra over for de roller, de ikke nødvendigvis trives i, siger kønssociolog Cecilie Nørgaard. Hun medgiver, at det er helt vildt svært og nogle gange også vildt ubehageligt. Derfor har hun skrevet en sådan-gør-du-bog til forældre.

Freja Bech-Jessen

— 29. oktober 2020

Det begynder i virkeligheden før fødslen. Allerede inden barnet har forladt livmodernes bløde, beskyttende mørke og er blevet presset gennem fødselskanalen og ud i verden og lyset, har vi bestemt, hvad det er for et menneske, det barn vil blive. Hvilke egenskaber det vil rumme, hvilke præferencer det vil have, og hvilke evner det vil besidde. Så snart scanningsbilledet har bestemt dets biologiske køn, er barnets skæbne beseglet. Det er enten en dreng eller en pige. Enten et feminint eller maskulint væsen. Med alt, hvad det indebærer af forventninger til dets liv og dets plads og placering i verden.

“Det er i virkeligheden en forbrydelse. En forbrydelse mod samfundet, der går glip af alt det potentiale, som mennesker, der bliver presset til at passe ned i bestemte kasser, aldrig får mulighed for at indfri. Og en forbrydelse mod det enkelte menneske, der i bedste fald aldrig vil udleve sit fulde potentiale og i værste fald altid vil føle sig anderledes, forkert og ulykkelig,” siger kønssociolog og forfatter Cecilie Nørgaard.

Cecilie Nørgaard har gennem de seneste mange år forsøgt at råbe politikere, beslutningstagere og børnesagkyndige op for at få dem til at forstå, hvilke vidtrækkende konsekvenser, de kønsstereotyper, vi trækker ned over vores børn, har for børnene selv og for vores samfund. I avisartikler og i tv-interviews. Til foredrag og debatter. Og i undervisningsmaterialer og fagbøger målrettet lærere og andre professionelle. Men selvom kønsdagsordenen har taget syvmileskridt i Nørgaards retning de seneste år, synes hun langtfra, at vi er i mål. Så nu prøver hun noget nyt. Til årsskiftet udkommer hun med en bog målrettet dem, som børnene møder først, og som i årenes løb vil få mest indflydelse på dem. En bog til forældrene.

“Det er min mest anvisende og hands-on-udgivelse indtil nu, for den henvender sig direkte til de vigtigste mennesker i langt de fleste børns liv. Dem, som påvirker dem først og dybest, og som derfor også har en unik mulighed for at vise dem en anden og mere åben måde at forholde sig til køn på. I forhold til dem selv og hvem de mærker, at de er og har lyst til at være. Men også i forhold til verden omkring dem og de mennesker – børn såvel som voksne – der findes i den.”

Handling er altafgørende

Hun, han, hen – opdrag til ligestilling og mangfoldighed hedder bogen, der med bibelske 10 bud på en ikke-kønnet opdragelse og kapitler fyldt med helt konkrete råd og forslag til en mindre kønsnormativ hverdag kan hjælpe familier til at løfte blikket og se på sig selv og hinanden på en anden måde end den, vores kultur og normer dikterer og på mange måder har gjort i århundreder.

For eksempel til at overveje, hvad det egentlig betyder for børnene, når vi vælger bestemte former for legetøj – biler, pistoler og Lego til drengene og dukker, komfur og balkjoler til pigerne. Hvilke signaler, vi sender dem, når vi indretter deres garderober og værelser i bestemte farver – blå nuancer til drengene og lyserøde til pigerne, selvfølgelig. Eller hvad der egentlig sker inden i dem, når vi roser dem som henholdsvis ‘stærke og seje’ drenge og ‘smukke og dejlige’ piger eller skælder dem ud og kalder drengene for voldsomme, for aggressive og for vilde, mens vi skyder pigerne i skoene, at de er for hysteriske, for dramatiske, for følelsesladede.

“Vi kan tale meget om de her ting. Vi kan debattere køn, diversitet og identitet og diskutere normer og stereotyper. Men det er ikke nok. Vi har brug for at handle. Vi har brug for at gøre tingene anderledes. Tænke over, hvad vi egentlig siger til vores børn, og hvordan vi agerer over for dem, og forsøge at gøre det på en anden og ny måde. Lige nu og her. I vores hjem, uddannelser, arbejdsmarked og i vores hverdag i det hele taget,” siger Cecilie Nørgaard.

“Og så har vi brug for åbent at turde udfordre andre, når de reproducerer og bekræfter de gængse stereotyper, som vi alle sammen er filtret så grundigt ind i, at vi kan have svært ved at få øje på dem.”

Faktisk er kønsstereotyperne så indlejret i os, at vi langt hen ad vejen har forvekslet noget, der i virkeligheden er et udtryk for kultur, med et udtryk for natur, siger Cecilie Nørgaard. Sandheden er bare, mener hun, at det ikke er naturgivent, at en biologisk dreng skal opføre sig på en bestemt måde, ligesom det heller ikke er naturgivent, at en biologisk pige skal opføre sig på en anden. Det er faktisk bare kulturgivent, siger kønssociologen.

“Skruer vi tiden og historien bare 100 år tilbage, var lyserød en såkaldt drengefarve, mens piger syntes at være helt umulige at undervise. I tidens pædagogiske analyser kan man læse, at de ganske enkelt var uegnede til at modtage læring. På grund af deres biologi, vurderede man. De var uopmærksomme og lette at distrahere, og for meget læring var tilsyneladende også skadeligt for fertiliteten, da energien da gik fra underlivet til hovedet. I dag bruger man biologien som forklaringsmodel helt omvendt. Pigerne excellerer i timerne, mens drengene er dømt ude i folkeskolen. De kan ikke sidde stille, de kan ikke lytte, siger man. De har ganske enkelt biologien imod sig, når det gælder læring,” siger Cecilie Nørgaard.

De to modsatrettede tidsbilleder viser med al tydelighed, at vores forventninger til vores børn ikke er et spørgsmål om natur, men om kultur. Kønsopfattelser i en given kultur er fortolkninger af biologisk køn, siger Cecilie Nørgaard. For vores forventninger til vores børn og til deres præferencer og evner har meget lidt, hvis overhovedet noget, at gøre med børnenes biologi, men handler først og fremmest om samfundets gældende normer.

“Det betyder, at vi kan gøre noget ved det. Og det bliver vi nødt til – for det er nøglen til øget trivsel og lige muligheder.”

Cecilie Nørgaard

Født 1975. Uddannet cand.pæd.soc. fra DPU på Aarhus Universitet med sidefag i kønsforskning fra KU. Tidligere uddannet lærer.

Stiftede i 2008 firmaet Mangfold, der benytter akademisk viden om køn og diversitet til at fremme ligestilling og plads til forskellighed. Mangfold udvikler initiativer til strukturel forandring, som Prismecertifikatet.dk og strategiske opgaver i uddannelsessektoren og på arbejdsmarkedet. Cecilie skriver og udgiver bøger, artikler og debatindlæg. Holder desuden foredrag og arbejder som konsulent for virksomheder, organisationer, partier og uddannelsesinstitutioner.

Gift med chefdesigner og butiksindehaver Mads Nørgaard. Parret har sammen to børn på 20 og 17 år.

Hun han, hen –at opdrage til ligestilling og mangfoldighed skal hjælpe forældre til at sætte deres barn fri af kønsstereotyperne med viden om køn, normer og magtdynamikker i samfundet og konkrete råd til, hvordan man kan kaste et kritisk blik på sin egen opdragelse, rense ud i kønsnormative faldgruber og tage samtaler med sit barn om køn og identitet. Bogen udkommer ved årsskiftet på Gyldendals Forlag.

Læs mere på Cecilienorgaard.dk

Konsekvenser i voksenlivet

De kønsstereotyper, som vi planter i børnene allerede før fødslen, følger dem gennem barndommen og tegner deres voksenliv. Og de fastholder de gamle mønstre, vi ellers troede, vi for længst var sluppet fri af i et forventet ligestillet Danmark. Mønstre, der for eksempel betyder, at der fortsat er et løngab på 17 procent mellem mænd og kvinder. At kun 27 procent af landets ledende poster er besat af kvinder. At det er kvinder, der tager mere end 90 procent af barslen og står for langt størstedelen af arbejdet i hjemmet.

Og stereotyperne har ikke bare konsekvenser for vores samfund, der går glip af et enormt potentiale, når vi hæmmer piger og drenge – og senere mænd og kvinder – i at udfolde deres evner, talenter og ambitioner. På arbejdsmarkedet og i hjemmet. Som magthavere og som omsorgsydere. Men også for individet. For jo stærkere stereotyperne er, siger Cecilie Nørgaard, jo større er sandsynligheden for at føle sig forkert og ved siden af.

“Det giver jo sig selv, at børn ikke skal passes ned i kasser. Børn er unikke og særlige. De skal have lov til at udfolde sig på deres egne præmisser. For at vise os nye og bedre veje, vi kan gå som samfund. Og for at føle sig hele og værdifulde som de mennesker, de er.”

Det lyder rigtigt. Det lyder måske ligefrem let. Lad barnet udfolde sig på dets egne præmisser.
“Virkeligheden er bare, at det er helt vildt svært.”

Verden er indrettet efter en streng binær kønsforståelse. Legetøjsbutikkerne er kønsopdelte. Tøjbutikkerne er kønsopdelte. Aktiviteter i børnehaver, skoler og fritidstilbud er kønsopdelte. Det er svært at navigere gennem sådan en samfundsindretning, hvis man prøver at anlægge en radikal anden vej, hvor kursen ikke på forhånd er sat for ens barns vegne, men man insisterer på at holde den åben.

“For man træder jo ud af det her hyggelige og trygge fællesskab, hvor vi bekræfter hinanden i, at sådan er tingene. Sådan er drenge, og sådan er piger. Når man viser, at sådan er det ikke nødvendigvis, kan det virke enormt provokerende, ligesom det kan være en rigtig party killer at gøre andre opmærksomme på, at de siger noget, der bekræfter kønsstereotyper og fastholder børn i roller, de ikke nødvendigvis trives i,” siger Cecilie Nørgaard.

“Jeg har gjort det i rigtigt mange år nu. Man skulle tro, at jeg var blevet vant til det. At jeg syntes, det var blevet nemt. Men jeg synes stadig, det er helt vildt svært.”
Pointen er, siger hun, at vi bliver nødt til at gøre det alligevel. “For vores samfunds skyld og for vores børns skyld.”