“Vi var vilde med det navn, men så fortalte en af mine veninder, at det på engelsk er slang for en lille tissemand”

Foretrækker du et unikt eller helt almindeligt navn til dit barn? Tjek, om dit foretrukne børnenavn står på listen over de mest populære, her.

Skærmbillede-2020-10-24-kl.-23.25.54

Skærmbillede-2020-10-24-kl.-23.25.54

© Malou Angelo

Det kan være svært at vælge babys navn, og processen kan kræve mange lange snakke. For kan det lille menneske risikere at blive drillet med lige netop dét navn, eller minder det dig bare om hende der den knap så søde, du gik i klasse med?

Her fortæller Malou Angelo, PR Relations Manager hos Ganni, om hende og kæresten Runes overvejelser i forhold til navnene på deres søn Maddox og det barn, de venter til marts.

Du er gravid med jeres andet fælles barn og kender endnu ikke kønnet. Hvilket navne har I snakket om?
“Da vi skulle finde navnet til Maddox sidste år, blev vi hurtigt enige om, at det ville være fedt med et navn, der fungerer til begge køn. Navnet Maddox kom frem, fordi Rune er vild med navnet Max, men det hedder min storebror, så derfor undersøgte vi andre navne med X, og så dukkede Maddox op. Vi kender endnu ikke kønnet på det barn, vi venter til marts, så derfor har vi også i denne gang snakket om navne, der gode til både drenge og piger – for eksempel Willy. Vi var helt vilde med det navn, men så fortalte en af mine veninder, at det på engelsk er et slangord for en lille tissemand – så blev vi enige om at finde et andet. Vi har faktisk fundet et, men jeg vil ikke afsløre det, da vi endnu ikke er helt sikre.”

Hvilke overvejelser gør I jer i forhold til navnet?
“Vi har snakket om, at det er dejligt at finde et navn, som man ikke møder så tit, men når det så er sagt, kan man godt blive lidt for skør af at lede efter specielle navne – og så får man pludselig lyst til at bruge et helt almindeligt og populært navn som Anna eller Alfred. Det navn, vi har i tankerne, er en god blanding af at være lidt specielt herhjemme og samtidig vil man, hvis man rejser til udlandet, sagtens kunne støde på det. Maddox og hans kommende lillesøster eller lillebror kommer til at blive pseudotvillinger, og derfor har vi snakket om, at det er fint, hvis navnene passer godt sammen. Runes to ældre døtre hedder Ella og Karla. Det er også to navne, der passer rigtigt godt sammen.”

Er I enige om navnet?
“Vi har faktisk været utroligt enige om alt, når det gælder navne, men grunden til, at jeg ikke vil fortælle, hvad jeg tror, vores næste barn skal hedde, er fordi Rune ikke er helt 100 procent overbevist om navnet – endnu. Jeg håber, at han bliver det, og hvis ikke så må vi finde på et andet navn. Det skal i hvert fald ikke blive til et problem imellem os.”

Top 10 over de mest populære pigenavne i 2019:

  1. Emma
  2. Alma
  3. Clara
  4. Freja
  5. Sofia
  6. Karla
  7. Agnes
  8. Ella
  9. Olivia
  10. Anna

Top 10 over de mest populære drengenavne i 2019:

  1. William
  2. Alfred
  3. Oscar
  4. Noah
  5. Karl
  6. Lucas
  7. Oliver
  8. Arthur
  9. August
  10. Malthe

Navnene er hentet fra Danmarks Statistik, der årligt udkommer med lister over de hyppigst anvendte navne til nyfødte. Seneste udgivelse er ovenstående fra 2019.