Stor guide til luksusgenbrug i hele Danmark

Se, hvor du kan tjene penge på dine fejlkøb – eller fylde garderoben med luksusvintage

guide til de bedste vintage genbrug butikker
© Muda Nashi / Magnolias Luksus 2ndhand / I Blame Lulu / Kom:mode

Luksusgenbrug

Har du også alt for meget i garderoben, som du aldrig bruger? Eller er du offer for en utilregnelig vaskemaskine, som har efterladt dig med krympet tøj? Og vil du egentlig hellere fylde den med varer fra den nye sæson?

Så sælg dit tøj i en af de mange luksusgenbrugsbutikker, som tager tøj i kommission. I stedet for at bruge tid og energi på mere eller mindre udbytterige loppemarkeder og mange timer på Trendsales, kan du læne dig tilbage, mens andre gør arbejdet for dig.

De fleste butikker giver dig omkring halvdelen af salgsprisen, og mange tager kun imod mærkevarer – dog i forskellige prisklasser. For alle butikker gælder det, at de kun modtager rent tøj i god stand og uden huller og ind i mellem med krav og rens og strygning, inden du afleverer det.

Herunder kan du se, hvor du finder den nærmeste luksusgenbrug, som tager imod dit brugte tøj. Brug også butikkerne til at finde luksuriøse mærker til gode priser - læs eventuelt vores store guide inden du investerer i secondhand tasker.

Sjælland

København

I Blame Lulu

Her kan du finde de fineste accessories, sko og tøj, som altid følger sæsonens tendenser. Du har også mulighed for at få solgt dine egne items i butikken, men procentdelen af kommisionen kommer an på, hvilke items der er tale om. I butikken kan du blandt andet finde mærker som Valentino, Marni og Emilie Helmstedt.

Følg dem på Instagram, eller besøg butikken på adressen.

I Blame Lulu, Rosenvængets Allé, Østerbro / Gammel Kongevej 101, Frederiksberg

Magnolias Luksus 2ndhand

Placeret i et kælderlokale midt i Københavns shoppemekka kan butikken være svær at få øje på, men når først du opdager det lille vinduesparti, er du solgt. Du kan både finde items fra Gucci, Loewe og Yves Saint Laurent, men også mærker som Ganni og Acne Studios er stærkt repræsenteret.

Følg dem på Instagram, eller besøg butikken på adressen.

Magnolias Luksus 2ndhand, Købmagergade 5, København K, Magnolias2ndhand.dk

Muda Nashi

Udvalget af mærker i Muda Nashi på Frederiksberg er bredt og ikke udelukkende dyrt. Butikken vælger nemlig også ud fra, hvad der passer til butikken stil. Det betyder, at du kan aflevere dit tøj, uanset om der står Marni eller Modström i nakken. Tøjet bliver hængende i to måneder, og du får 50 procent af salgsprisen.

Følg dem på Instagram, eller besøg butikken på adressen.

Godthåbsvej 11A, Frederiksberg, tlf: 3888 8811, Mudanashi.dk

Lyngby

TopSnob Eksklusivt 2nd Hand

Marc Jacobs, Prada, Max Mara – den eksklusive genbrugsbutik er rig på store designere, men der er også danske mærker i mellemprisklassen som By Malene Birger og Munthe. Du kan regne med en salgspris på en tredjedel af nyprisen, som bliver delt lige imellem jer.

Følg dem på Instagram, eller besøg butikken på adressen.

Lyngby Hovedgade 11A, Kongens Lyngby,tlf: 2577 6362, Topsnob.dk.


Charlottenlund

Woman2Woman

Hos Woman2Woman kan du komme af med alt fra By Malene Birger og andre mellemprismærker til ekslusive mærkevarer. Og du kan naturligvis også købe designertøj til gode priser. Salget deles fifty-fifty, og du kan have tøjet hængende i to måneder.

Woman2Woman, Rådhusvej 3, Charlottenlund, tlf: 4055 4108, Woman2woman.dk

Jylland

Århus

Kom:mode

Kom:mode var den første luksus-vintageshop til kvinder i Århus, og er placeret midt i Latinerkvarteret. Her kan du gå på opdagelse i de luksuriøse mærker af høj kvalitet, som butikken er fyldt med. I Kom:mode kan du også finde fine items fra highstreetbrands, som nogle gange kan være så nye, at de stadig er at finde i butikkerne.

Følg dem på Facebook, eller besøg butikken på adressen herunder.

Kom:mode, Graven 27, Århus, tlf: 86120113

Århus / Aalborg

Tøjstory

Tøjstory både køber og sælger dine brugte mærkevarer, som du kan indlevere mandag-torsdag i hver uge. De sælger både accessories, sko og tøj, og mærkerne spænder helt fra Ganni og Modström til Isabel Marant, Mulberry og Chanel. Tøjstory har to fysiske butikker – en i Århus og en i Aalborg – og en onlineshop på Instagram.

Følg butikken på Instagram, eller besøg butikkerne på adresserne herunder.

Tøjstory, Boulevarden 1A, Aalborg C / Guldsmedgade 1, Århus C

Odense

Madam Rosendahl Vintage

Her kan du få hjælp til at give din gamle garderobe et nyt liv. Det eneste krav er, at varerne skal være aktuelle for sæsonen, i god stand og et high-end brand. Hvis dit tøj bliver solgt i løbet af de to måneder, som det får lov til at hænge i butikken, får du 50 procent af salgsprisen. Du kan også selv gå på opdagelse i butikken, og blandt andet finde mærker som Saks Potts, Hugo Boss og Kenzo.

Følg dem på Instagram, eller besøg butikken på adressen herunder.

Madam Rosendahl Vintage, Brandts Passage 7, Odense C, Madamrosendahl.dk