10 deltagere, der fik succes efter America's Next Top Model
De fleste modelaspiranter er gået i glemmebogen, men hele ti af realityshowets deltagere er lykkedes med at få en gedigen karriere
Af — 05. september 2018Kender du udtrykket smize, eller kan du nynne med på sangen You Wanna Be On Top? Så har du formentligt brugt en del tid på at følge med i modelprogrammet over dem alle: America's Next Top Model. Her styrede den tidligere topmodel Tyra Banks slagets gang, når håbefulde modelaspiranter uge efter uge skulle igennem mere eller mindre vanvittige fotoshoots.
Psst ... Se vores liste over de 15 bedste serier på Netflix.
Konceptet har givet mange mindeværdige tv-øjeblikke, men trods programmets store succes, var deltagerne ikke nødvendigvis sikret en succesfuld karriere, efter deres sæson var ovre.
Selvom mange er gået i glemmebogen, har enkelte deltagere fået stor succes – og en af dem er netop blevet listet som en af 2018's mest eftertragtede modeller. Find ud af hvem, når vi ser tilbage på de ti mest succesfulde deltagere fra America's Next Top Model.

10. Allison Harvard
Allison Harvard deltog i sæson 17, hvor hun ikke vandt, men til gengæld fik stor opmærksomhed for at være pigen, som var besat af næseblod. Hun har sidenhen haft små roller i tv-serier og gør sig nu som filmskuespiller med roller i en række mindre film.

9. Brittani Kline
Brittani Kline vandt sæson 16, og har siden været i prestigefyldte magasiner som Vogue Mexico, samt gået catwalk for Balenciaga og Prabal Gurung.

8. Whitney Thompson
Whitney medvirkede i sæson 10 og var den første plus size-model, som vandt realityprogrammet. Siden har hun lanceret sin egen smykkelinje, været i front for en Converse-kampagne og agerer talsperson for flere brands.

7. Adrianne Curry
Har du set med helt fra starten af America's Next Top Model, kan du formentligt huske den karismatiske vinder af første sæson, Adrianne Curry. Hun er siden blevet realitystjerne i USA, og er sågar blevet friet til på tv i realityshowet My Fair Brady.

6. Eva Marcille
Hun blev kendt som den knap så høje, men meget højtråbende deltager, der endte med at vinde sæson 3. I dag kan Eva Marcille skrive både model, skuespiller og realitystjerne på cv'et, og senest har hun medvirket i programmet Real Housewives of Atlanta.

5. Fatima Siad
Smukke Fatima Siad blev nummer tre i sæson 10, og har siden været med i en lang række prestigefyldte magasiner, heriblandt Vogue og Harper's Bazaar. Derudover har hun samarbejdet med anerkendte mærker som Dries Van Noten, Hermès og Ralph Lauren

4. Yaya DaCosta
Efter hun blev nummer to i sæson 3, valgte Yaya DaCosta at skifte spor og blive skuespiller – med stor succes. Hun har har været med i flere film og serier, såsom Tron:Legacy, The Kids Are All Right og Chicago Med.

3. Analeigh Tipton
Hvis du har spillet overfor Ryan Gosling og Emma Stone, må du siges at have klaret dig godt. Og det gør Analeigh Tipton, hvis skuespillerkarriere har taget fart, efter hun hun blev nummer tre i sæson 11.
Hun har både medvirket i filmhittet Crazy Stupid Love, samt The Green Hornet og kultserien The Big Bang Theory.

2. Winnie Harlow
Tyra Banks fandt smukke Winnie Harlow på Instagram, og overtalte hende til at deltage i sæson 21. Winnie Harlow vandt ikke, men det har ikke stoppet hendes modelkarriere, der inkluderer adskillige magasinforsider og kampagner.
Derudover blev hun udvalgt af BBC som en af de 100 mest indflydelsesrige kvinder i 2016, og er blevet veninder med de største modeller i branchen, herunder Jourdan Dunn.

1. Leila Goldkuhl
Mens mange af America's Next Topmodels deltagere er blevet kendte personligheder, er Leila Goldkuhl nok den eneste, som er blevet det, konkurrencen rent faktisk handler om: Topmodel. Leila Goldkuhl røg ud af sæson 19 som en af de første, vendte tilbage på grund af seernes stemmer, og endte som nummer tre, men tredjepladsen har bestemt ikke gjort hende mindre eftertragtet i virkelighedens modebranche.
Efter programmet har hun gået shows under samtlige modeuger, og er i år blevet udnævnt som en af verdens 50 mest eftertragtede modeller af Models.com.
