
4 dokumentarer, du ikke må gå glip af under CPH:DOX
I dag starter den årlige danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX. Vi har fundet fire af de bedste film, som du kan streame online under festivalen.
Af — 20. april 2021Fra 21. april og frem til 12. maj løber den årlige danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX af stablen, og denne gang kan du glæde dig til hele 177 nye fængende, rørende og tankevækkende dokumentarfilm.
Festivalen foregår i år som en hybrid mellem et online- og fysisk arrangement, hvor online-delen finder sted fra 21. april til 5. maj, mens den resterende del af festivalen kan opleves i udvalgte københavnske biografer fra 6. maj til 12. maj.
Filmene kan ses ved at købe enkeltbilletter til hver film for 49 kroner, men er der flere film, som frister, kan du med fordel købe et festivalpas til 495 kroner, som giver adgang til alle 177 dokumentarfilm i perioden 21. april til 5. maj. Læs mere om det her.
Hvis du synes, det er svært at navigere i det store udvalg af dokumentarfilm, har vi udvalgt fire spændende dokumentarer, som du kan give dig i kast med.
The Last Shelter
I The Last Shelter giver den maliske dokumentarisk Ousmane Samassekou et ærligt og virkelighedsnært indblik i livet i Migranternes Hus i den maliske by Gao, som huser tusindvis af immigranter og emigranter, der alle befinder sig midt i en søgen efter et bedre liv. Vi møder håbefulde mennesker, som deler deres drømme om fremtiden i en – for udefrakommende at se – fortvivlende situation, mens andre, som ikke havde heldet med sig, er vendt tilbage fra Europa. The Last Shelter er historien om ikke at have et fast tilhørsforhold eller hjem, og ikke mindst om at have drømme – selv i de mest umulige situationer.
Læs mere og se filmen her.