4 film, du skal se, når biograferne åbner igen

Har du også savnet duften af popcorn og at blive revet med af en god fortælling i biografmørket? 6. maj åbner Danmarks biografer endelig op igen, og vi har fundet nogle af de bedste film, du skal se.

Riz Ahmed as Ruben in SOUND OF METAL Courtesy of Amazon Studios

Riz Ahmed as Ruben in SOUND OF METAL Courtesy of Amazon Studios

© AMAZON STUDIOS

Lille sommerfugl (2020)

Familiehemmeligheder, dramaer og intriger. Det er hovedingredienserne i Ernst og Louises guldbryllup. Hvad der skulle have været en festlig aften i det lokale forsamlingshus med kinddans til dansktop-musik, viser sig at blive helt anderledes, end landmands-ægteparret havde forestillet sig. Ernst har nemlig holdt på en stor hemmelighed, som kommer frem til middagen, hvilket tager familien igennem noget af en prøvelse.

Instruktøren Søren Kragh-Jacobsen står bag Lille sommerfugl, og hvis du var vild med 70’er-hittet Kender du det? (den med "Mona, Mona, Mona"), kan du godt glæde dig – Søren Kragh-Jacobsen har nemlig skrevet en række helt nye sange i samme stil til filmen.

MINARI

Minari er instrueret af Lee Isac Chung og bygger på hans egen opvækst.

© JOSH ETHAN JOHNSON, ELEVATION PICTURES

Minari (2020)

Minari er en fortælling om en koreansk familie, der flytter til USA i 1980’erne i håbet om at udleve den amerikanske drøm. Familien forsøger at skabe sig et liv på en farm i Arkansas, men det er ikke altid lige let at falde ind i de nye og meget anderledes rammer. Børnenes bedstemor, Soonja, rejser fra Korea til familiens farm for at bo hos dem og hjælpe til med børnene. Livet på landet og en helt ny verden byder både på glædelige stunder og udfordringer for den koreanske familie.

Lee Isaac Chung er instruktøren bag filmen, som er baseret hans egen opvækst. I hovedrollen ser vi Steven Yeun, som du måske kender fra serien The Walking Dead.

Minari blev nomineret til ikke færre end seks Oscars, og Youn Yuh-jung endte med at vinde i kategorien Bedste birolle for sin rolle som Soonja. Filmen har derudover vundet en Golden Globe-pris for bedste ikke-engelsksprogede film og yderligere to priser ved Sundance Film Festival 2020, så den er bestemt et biografbesøg værd.

NOMAD_50_state_keyart_1334x2000_1R_1

NOMAD_50_state_keyart_1334x2000_1R_1

© SEARCHLIGHT PICTURES

Nomadland (2020)

I Nomadland, som er baseret på Jessica Burders roman Nomadland: Surviving America in the Twenty-First Century (2017), møder vi Fern, der starter et liv som moderne nomade, da hendes hjemby går fallit under finanskrisen i slutningen af 00'erne. Hun bliver derfor tvunget ud i en ny tilværelse, hvor hun må køre gennem Mellemamerika i sin bil og søge efter dag til dag-arbejde. På sin vej støder Fern ind i en del udfordringer ved nomadelivet. Hun holder dog fast i, at hun ikke er hjemløs, men blot husløs.

Nomadlands instruktør Chloé Zhao vandt en Oscar for Bedste film. Derudover fik Frances McDormand, kendt for blandt andet Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017), prisen Bedste skuespiller for sin præstation som hovedrollen Fern.

SOUND OF METAL Courtesy of Amazon Studios

SOUND OF METAL Courtesy of Amazon Studios

© AMAZON STUDIOS

Sound of Metal (2019)

Sound of Metal er fortællingen om den unge trommeslager Ruben, der jagter det store gennembrud som musiker. Hans hørelse sætter dog hurtigt en stopper for karrieren, da han pludselig bliver døv. Nu skal han lære en helt ny verden uden lyd at kende og acceptere sit høretab. Det er nemlig dyrt og omfangsrigt at få hjælp til at kunne høre igen, og Ruben må derfor tage på en indre rejse, hvor han skal finde sin identitet på ny.

Hovedrollen Ruben spilles af Riz Ahmed, som du måske kender fra Rouge One: A Star Wars Story. Filmens klipning blev hædret med en Oscar til Mikkel E. G. Nielsen, som er den første dansker til at vinde i denne kategori. Filmen er fra 2019, men er først nået til de danske biografer nu.