5 film af kvinder, du skal se på CPH PIX
Vi anbefaler de bedste film på Danmarks største spillefilmsfestival med kvinder foran og bag kameraet
AfI disse dage løber Danmarks største spillefilmsfestival CPH PIX af stablen.
CPH PIX, der i år kan fejre 10-års jubilæum, er en god anledning til at se spændende film, som ikke nødvendigvis kommer på plakaten herhjemme. Og dette års festival er ekstra interessant, da arrangørerne har fokuseret på at sætte spot på kvinder i filmbranchen, hvorfor du kan opleve ekstra mange film med kvinder både foran og bag kameraet.
Herunder får du vores anbefalinger til de bedste film af kvindelige instruktører.
CPH PIX 2018 varer frem til 10. oktober.

Madeline's Madeline
Madelines psykiske ustabilitet fanger en dramalærers interesse, som uden omtanke vil omsætte det til et teaterstykke. Med stærke skuespillerpræstationer og en vild, eksperimenterende stil markerer Madeline's Madeline sig som en af de mest unikke amerikanske indiefilm i år.
Filmen udspiller sig et sted mellem fiktion og performance, og hele dens tilgang til mediet er frisk og nytænkende.
Empire Bio: 9. oktober klokken 19.00
Cinemateket: 10. oktober klokken 16.45

Skate Kitchen
Samsøe & Samsøe inviterer til gratis premiere på filmen om et all-girl skatecrew i New Yorks skaterparker, som har Jaden Smith i en af hovedrollerne.
Filmskaberen Crystal Moselle, der brød igennem med filmen The Wolfpack, fandt selv skatecrewet på Instagram, og resultatet er en varm og uimodståelig historie om venskab og subkultur.
Empire Bio: 9. oktober klokken 19.00
Cinemateket: 10. oktober klokken 16.45

Leave No Trace
Instruktøren, der stod bag Bodil-vinderen Winter's Bone, vender tilbage med endnu en stærk skildring af hvide fattige i USA i filmen Leave No Trace. I en nationalpark uden for Portland bor krigsveteranen Will sammen med sin teenagedatter, som han forsøger at beskytte fra omverdenen, selvom hun længes efter den. I skjul for myndighederne og alle andre går hverdagen i den lille nationalpark med at samle regnvand, plukke svampe og forsøge at gøre sig så usynlig som muligt. Han skyer i sin posttraumatiske stress omverden, mens hun længes efter den. På overfladen et enkelt dilemma, men i Graniks sikre hånd får det en følelsesmæssig dybde og oprigtighed, der vokser på os hele vejen.
Cinemateket: 2. oktober klokken 19.15
Empire Bio: 8. oktober klokken 17.30

Blind Spot
Hvor godt kender vi dem, vi elsker? Det spørgsmål trænger sig på med ubehagelig kraft i Blind Spot, som er den svenske skuespillerinde Tuva Novotnys instruktørdebut.
Blind Spot er filmet som et one-take, der kompromisløst følger en ung teenagepige og hendes forældre i løbet af halvanden time – en tilgang, der gør Novotny i stand til at tvinge sig helt ind på sine karakterer.
Filmen giver publikum en meget virkelig følelse af, hvor ondt det gør, når der sker dem, vi elsker, noget slemt, samt at minde os om, at vi alle kan have en blind vinkel – selv når vi ser på dem, der står os nærmest.
Grand: 3. oktober klokken 21.30
Gloria: 8. oktober klokken 19.00

Holiday
En trofækæreste til en narkobaron fanges i et net af luksus, løgne og vold i Isabella Eklöfs moderne gangsterdrama, der udspiller sig ved den tyrkiske riviera. Victoria Carmen Sonne spiller Sascha, den unge og smukke kæreste til den noget ældre lunefulde narkobaron Michael (Lai Yde).
Sammen med hans venner og sammensvorne lever de et hedonistisk, pangfarvet luksusliv, og vælter sig i krystalklart vand i poolen, spiser gourmetmad, drikker drinks, tager stoffer og udveksler dyre gaver. Men prisen for luksuslivet er høj og råddenskaben lurer under den glitrende overflade. Hvis man ikke makker ret, falder hammeren, og da Sascha bliver fascineret af en sød lystbådsskipper fra Holland, er hun pludselig ude, hvor hun ikke kan bunde.
Empire Bio: 6. oktober klokken 17.30
