
De bedste dokumentarer til efterårsaftenerne
Trumps vej til magten, uhyggelige hajer og en excentrisk milliardær-familie. Vi har fundet 10 dokumentarer, der er perfekte til en rolig aften på sofaen.
AfTrump: Den amerikanske drøm
Venner, forretningspartnere og kritikere afslører i denne fire episoder lange dokumentar historien om Donald Trumps vej fra håbefuld knægt til den dag, hvor han indtog rollen som verdens måske mest magtfulde mand.
Meningerne om USA’s 45. præsident er delte, men historien om vejen til succes er god.
Trump: Den amerikanske drøm kan ses på Netflix

Given
Fortalt gennem 6-årige Givens øjne og minder følger vi i Given familien Goodwin, der tager på deres livs rejse fra hjemmet i Kauai og verden rundt. Forældrene Daize og Aamion Goodwin er begge legendariske surfere, og dokumentaren er en smuk og finurlig fortælling om en hel families livskald, som er nedarvet fra generation til generation.
Glæd dig til betagende landskaber og en fin historie fra en lille stemme, som rejser gennem den store verden og undervejs bliver klogere på sin familiehistorie og naturen omkring sig.
Given kan lejes hos Playpilot
Hajen bag gabet
Får du ondt i maven, når du forestiller dig en stor haj i det dybe hav? Mange associerer hajer med thrilleren Dødens Gab, der i mange år har givet rovdyret et skrækkeligt ry. Den britiske dokumentar fra 2015 prøver imidlertid at ændre synet på dyret, der ligger øverst i havets fødekæde.
Kameraholdet har i to år rejst verden rundt for at filme de store rovdyr, og målet var at lave verdens flotteste serie om hajer. Hajer er nemlig så meget mere end bare et stort gab.
Hajen bag gabet kan ses på DRTV

Mine børnebørn er fanget
I en fangelejr i Syrien opholder Habibehs børnebørn sig. Børnene er danske statsborgere, men Danmark har ingen intentioner om at hente dem hjem, fordi deres mor har været tilknyttet Islamisk Stat.
Dokumentaren fra 2020 viser, hvordan manglen på basale fornødenheder som mad, rent vand og adgang til lægehjælp i lejren har fatale konsekvenser for lejrens mange børn. De rørende videooptagelser skabte stor debat om Danmarks ansvar i forhold til børnene.
Mine børnebørn er fanget kan ses på TV2 Play

Dronningen af Versailles
Jackie og hendes mand, milliardæren David Siegel, har en drøm: Med inspiration fra Versailles-slottet i Frankrig vil de bygge USA’s største og mest ekstravagante hus. Men finanskrisen rammer, og pludselig begynder både det excentriske pars økonomi og familielivet at smuldre.
Dokumentaren er en film om en kompromisløs forfølgelse af den amerikanske drøm – og om den pludselige nedtur, der venter, da parret bliver tvunget til at sælge deres endnu ufærdige drømmehus.
Dronningen af Versailles kan ses på DRTV

Amy
Dokumentarfilmen fra 2015 viser gennem arkivvoptagelser og private videoer Amy Winehouses kamp med depression, selvmedicinering, afvænning og den konstante medieopmærksomhed omkring sangerinden.
Selvom de fleste kender den triste slutning, hvor Winehouse i 2011 som 27-årig blev fundet død i sin lejlighed af alkoholforgiftning, er dokumentarfilmen stadigvæk en bevægende oplevelse.
Amy kan ses på DRTV

Fyre: The Greatest Party That Never Happened
Netflix-dokumentaren viser, hvordan den stort anlagte Fyre Festival endte i et sandt mareridt med den ene skrækhistorie efter den anden. Der var hverken tid, penge eller et stort overblik til festivalprojektet – det resulterede i manglende teltpladser, dårlig mad og kaos blandt de forventningsfulde gæster.
Du får serveret historien om den kolossale fiasko, der både viser optagelser med tidligere ansatte, festivalgæsterne og den ansvarlige Billy McFarland, mens problemerne hober sig mere og mere op.
Fyre: The Greatest Party That Never Happened kan ses på Netflix

Muldvarpen – Undercover i Nordkorea
Det lyder som plottet til en spionfilm: En forhenværende kok har gennem et årti – uden sin kones vidende – været undercover i Nordkorea, hvor han har haft til opgave at afsløre styrets illegale våben og narkosalg, støtte til andre diktaturstater og investeringer i Afrika.
Der er dog ikke tale om en opfølger i Agent 007-serien, men i stedet dokumentarserien Muldvarpen – Undercover i Nordkorea. Her bliver dokumentaristen Mads Brügger og muldvarpen Ulrich Larsen hvirvlet ind i hemmelige planer om oliesmugling, narkotika og højteknologiske våbensystemer, mens de afslører, hvordan det nordkoreanske regime forsøger at bryde FNs restriktioner mod landet.
Muldvarpen – Undercover i Nordkorea kan ses på DRTV

Jeffrey Epstein: Filthy Rich
En af de mest omdiskuterede dokumentarserier i 2020 var utvivlsomt fortællingen om mangemillionæren Jeffrey Epstein, som gennem tre årtier udnyttede sin magt til at begå sexovergreb mod unge piger og kvinder – blandt andet på sin private ø, hvor nogle af kvinderne også blev udlejet til magtfulde personer i Epsteins omgangskreds.
Serien er bygget op omkring en række vidneudsagn fra Epsteins ofre og giver et uhyggeligt indblik i, hvor hullet det amerikanske retssystem kan være, når bare man har penge nok.
Jeffrey Epstein: Filthy Rich kan ses på Netflix

The Biggest Little Farm
I dokumentaren følger vi henover syv år ægteparret John og Molly Chester, som bytter bylivet ud med drømmen om at udvikle en bæredygtig og selvforsynende gård på 200 hektar i Californien. Undervejs oplever parret alt fra prærieulveangreb til insektsværme og skovbrande, men de insisterer hårdnakket på at holde sig fra pesticider og satser i stedet på biodiversitetens logik i deres forsøg på at vende den golde ørkenjord til et frodigt paradis.
Det er blevet til en interessant feel-good-fortælling, som straks giver en lyst til at leve et liv i harmoni med naturen.
The Biggest Little Farm kan ses på Filmstriben
