DR3’s største fiktionssatsning er en dansk pendant til Skam

Doggystyle er navnet på DR3’s nye ungdomsserie, der har premiere i midten af november. Se den første trailer her

© DR

Gennem en årrække har DR3 udmærket sig med dokumentarserier som Gina Jaqueline – En sugardaters fortælling, Ku’ godt må godt og Prinsesser fra Blokken.

Nu annoncerer DR3 en markant opprioritering af fiktion, og første skud på stammen er serien Doggystyle – tv-kanalens største fiktionssatsning til dato.

Serien er uden tvivl inspireret af søsterkanalen NRK P3’s seersucces Skam, eksempelvis består castet ligeledes af forholdsvis uprøvede talenter og handlingen kredser om emner, som DR3’s seere kan spejle sig i.

“De unge kan i store mængder finde indhold på kommercielle streamingtjenester. Men vores ambition er at lave indhold, der går så tæt på de danske unges virkelighed som overhovedet muligt. Vi vil gerne give dem indhold, de kan relatere til og som sætter tanker og samtaler i gang, fordi de kan genkende sig selv i fortællingen,” forklarer Irene Strøyer, chef for DR3, om den nye serie med undertitlen Når livet tager dig bagfra.

Doggystyles første trailer blev offentliggjort i fredags, og her følger vi 21-årige Asta, der tvinges til at flytte hjem til sin familie i provinsen, da hun ikke kan indfri drømmen om at blive skuespiller i København.

Traileren afslører en handling spækket med kærlighed, identitetskrise, humor, sex, fest og sociale medier – kort sagt alle de krydderier, som tilsammen udgør den ideelle ungdomsserie.

DR3’s nye satsning består af ti afsnit, hvoraf de første to har premiere på DRTV søndag 11. november.