4 fantastiske ophold til dig, der trænger til at slappe af

Drømmer du om at trække stikket og koble helt af på bare en enkelt weekend? Så bør du besøge et af disse fire steder

1 / 5

Selvom det lyder temmelig nemt, kan det faktisk være sin sag at trække stikket og koble helt af på bare en enkelt weekend. Men det bliver med garanti en del nemmere, hvis getawayen foregår i naturen, og konceptet bryder med alt det vanlige derhjemme.

Vi guider her til fire spektakulære ophold – langt fra både bilos og opvask – i landlige omgivelser, der fra jord til bord lægger op til refleksion og ro.

Stedsans, Sverige
2 / 5

Stedsans, Sverige

Et dyp i skovsøen efterfulgt af en tur i en flydende sauna. En middag bestående af økologiske lokale råvarer serveret ved langborde. En kop friskbrygget urtete nydt rundt om et lejrbål med den funklende stjernehimmel som loft. Og en overnatning i et farvestrålende beduintelt med skovens fuglefløjt som vækkeur.

Nogenlunde sådan lyder opskriften på en perfekt weekend hos Stedsans in the Woods, der ligger omkring 2,5 time fra København i Bohult tæt på Hyltebruk i Sverige. Med drømmen om at lave en restaurant, hvor man henter råvarerne lige uden for døren, lukkede ægteparret Mette Helbæk og Flemming Hansen, henholdsvis madskribent og kok, i 2016 den populære tagrestaurant Stedsans på ØsterGRO i København og søgte i stedet crowdfunding til deres næste eventyr: at købe et stykke ødeland i Sverige og lave en total spise- og overnatningsoplevelse i forbundenhed med naturen.

Et ophold hos Stedsans in the Woods fås i forskellige prislejer. Overnatning i beduintelt, mad, drikke og brunch morgenen efter koster cirka 4.450 danske kroner, hvis I er et par. Det er også muligt at sove i fælles telt til cirka 2.080 danske kroner per person.

Læs mere på Stedsans.org.

Soho Farmhouse, England
3 / 5

Soho Farmhouse, England

Hvis du foretrækker, at landet er mindst lige så luksuriøst og veludstyret som et luksushotel i London, er Soho Farmhouse i Oxfordshire en perfekt destination.

Landstedet er en del af den berømte britiske medlemsklub Soho House, og her kan du bo i en af de smukt indrettede og rustikke træhytter, spise afgrøder fra den anlagte køkkenhave, se film i Electric Barn Cinemas fløjlsbetrukne sofaer og nyde en cider fra landsbypubben Mill Room. Stedets aktiviteter emmer af engelsk aristokratisk landliv med tennisbaner, ridning og robådsture i morgendisen.

Modsat nogle af Soho Houses andre hoteller er medlemskab ikke påkrævet på bonde- gårdsstedet. Prisen varierer alt efter type af bolig samt medlemskab. For ikke- medlemmer starter prisen på 3.000 kroner per nat for et dobbeltværelse.

Læs mere på Sohofarmhouse.com.

Tretopphytter, Norge
4 / 5

Tretopphytter, Norge

Hundeslædekørsel, skiløb, cykling, bærplukning, kano, svømning og jagt. Lige meget hvornår på året du besøger Tretopphytter, er der nok at lave, men med stedets fantastiske trækronehytter beliggende flere meter over jorden og med egern og fugle som de eneste naboer er chancen for, at du ikke kommer nogen andre vegne, bestemt også til stede.

Cirka to timer nord for Oslo mellem Hamar og Lillehammer ligger Himmelhytten og Klatrehytten samt parret Frode Schei og Ann-Mari Jahrs andre trætopskonstruktioner.

Hytterne er simple med koldt rindende vand, og medmindre du selv vil kokkerere, leverer ejerne lokal mad såsom vildtgryde eller rømme og fladbrød op til hytten. Trætophytterne koster mellem 1.550 og 3.900 kroner per hytte per døgn.

Læs mere på Tretopphytter.no.

Niels Bugges Kro, Danmark
5 / 5

Niels Bugges Kro, Danmark

Ved Dollerups lyngbeklædte skrænter, omgivet af uspolerede skove og et stenkast fra Hald Sø, ligger den 147 år gamle kro Niels Bugge. I foråret fik kroen nye forpagtere, der har knoklet med at forvandle stedet til en eksklusiv destination for mad- og naturelskere. Denne måned genåbner kroen med kun seks værelser og udvalgte åbningsdage.

De intime rammer skal sikre gæsterne et personligt og nærværende ophold, hvor samspillet mellem natur og gastronomi er i centrum, og det eneste, gæsten behøver at tage stilling til, er, om morgenmaden skal serveres på sengen eller på den lille terrasse.

Om du er til en sejltur på søen, vandring i bakkerne eller bare gerne vil tage naturen ind i ro og mag fra vindueskarmen bag hotellets bindingsværk, er det muligt i det enestående og – for Danmark – usædvanligt kuperede landskab. Et dobbeltværelse koster mellem 1.050 og 1.950 med morgenmad per nat.

Læs mere på Nielsbuggeskro.dk.