Dansk bydel er kåret som en af verdens fedeste

Området bliver rost for sin diversitet, sine loppemarkeder og de utallige kulinariske muligheder. Ringer der en klokke?

Hvert år adspørger det britiske medie Time Out tusindvis af mennesker verden over, hvilke byer som kulturglade rejsende bør gøre til deres næste destination. 2020 har dog vendt op og ned på vores rejsevaner, og selv forhenværende globetrottere har måttet se sig nødsaget til at spendere mere tid på hjemegnen.

Time Out har derfor netop disket op med en ny liste – og i stedet for at fokusere på hele byer som tidligere har mediet zoomet ind på de mange cool nabolag, der findes rundt omkring i verden.

På den nye liste over verdens 40 fedeste bydele finder du et sted, som er placeret i Københavns hjerte: nemlig Nørrebro, som på listen er placeret på en flot 28. plads. I forbindelse med udnævnelsen fremhæver Time Out blandt andet områdets stemning og de mange muligheder for at få sig et lækkert måltid:

“Nørrebro har en ‘sover aldrig’-agtig atmosfære, hvor ture gennem weekendens loppemarkedet ender ud i måltider på succesfulde mellemøstlige og afrikanske restauranter (...) I en by kendt for sin kulinariske excellence er dette området, hvor de lokale faktisk tager til for at spise og drikke,” skriver de blandt andet.

Hvis sejren i sig selv ikke er nok til at overbevise dig om, at Nørrebro er fedt, kan vi fortælle, at det faktisk er det eneste Skandinaviske byområde, der har fået en placering på listen.

Vores tips til Nørrebro

Her på Costume-redaktionen er vi også vilde med den københavnske bydel. Derfor har vi tidligere lavet en guide til brunch og morgenmad i København, hvor du blandt andet finder et par perler på netop Nørrebro. Er du mere til et glas rød eller hvid, giver vi dig også en liste over Københavns hyggeligste vinbarer.