Skal du rejse i efterårsferien? Her er Betty Krags anbefalinger til Paris

Fotograf Betty Krag kan altid mærke, når hendes inspirationstank trænger til at blive fyldt op. Så pakker hun kufferten med nøje udvalgt tøj, og kommer retur med nye idéer, film der skal fremkaldes, billeder der skal kigges på, historier der skal fortælles, minder der skal skrives ned – og visitkort, der skal gemmes til næste besøg i byernes by, Paris.

Da jeg var yngre, blev turene til Paris altid planlagt ud fra loppemarkedernes kalender. Min familie og jeg var ofte afsted over en weekend, hvor vi stod tidligt op, gik på loppemarked, spiste morgenmad på en fortovscafe, drak friskpresset appelsinjuice, og brugte dagen med de ældre standeholdere - som jeg forestiller mig har haft over 100 stande i deres liv. Vi rejste altid med en ekstra kuffert, som blev fyldt op med vaser, antikke tallerkner, vintagetøj, cowboystøv- ler og dekorative vægophæng. Det var til stor inspiration for mig, og sikkert derfor elsker jeg at arrangere loppemarkeder herhjemme.

En ven fra Paris anbefalede mig engang at besøge Rouleau de Printemps, som er en vietnamesisk, familieejet restaurant. Jeg er vendt tilbage til stedet flere gange, da der er en fantastisk stemning og altid god mad.
Jeg er vild med at spise en sen frokost på Aux Deux Amis i det 11. arrondissement. Her spiser jeg tapas, rød peber, ansjoser, æg med mayonnaise og hjemmebagt brød. Det er et smukt sted, og om aftenen bliver lyset nærmest gult, og loftet har grafiske, pastelfarvede former. Jeg er også vild med at komme på Rue du Faubourg Saint-Denis. Der får jeg friskbagt fladbrød med persille og spyd - som bliver lavet i en stenovn hele dagen. Urfa Durum hedder det. Der er plads til måske to siddende gæster indenfor, og ellers kan du sidde udenfor på gaden.

Den bedaste morgenmad i Paris er en baguette med smør og syltetøj, som smager helt perfekt i Paris. Nydes bedst på caféen på et gadehjørne, hvor byen langsomt er ved at stå op, og folk hvirvler rundt i gaderne. Når jeg har været i Paris kan jeg godt lide at besøge det ikoniske parfumeri Buly. Deres butik er en oplevelse i sig selv, og der dufter altid himmelsk. Sidst fik jeg en lille kam på nok 4cm indgraveret med mit navn på. Bruger den nærmest hver dag. Alt foregår med hvide stofhandsker og i plisserede skørter derinde, og væggene er beklædt med marmor og mørkt træ.

Jeg har mine sanser med mig til Paris i den forstand, at jeg kigger meget på alt omkring mig: Mennesker der passerer forbi, ansigter der vil noget, fortæller noget uden ord, ser gode ud. Jeg tager billeder - og når jeg kommer hjem fra en rejse er min kamerarulle fordoblet. Jeg bruger altid turen hjem til at kigge dem alle igennem. Hvert minde huskes, og vil altid tage mig tilbage til præcis det tidspunkt, det blev taget på. Det er som en dagbog for mig.