De vildeste shoppingsteder i verden
Her er otte overdådige butikker, som virkelig vil få dit shopping-hjerte til at springe et slag over
AfDen ultimative shoppingoplevelse
Selvom shopping er en af vores yndlingsbeskæftigelser, gør det jo ikke noget, hvis oplevelsen kan stille lidt mere end den materielle sult.
Vi har fundet otte forskellige butikker fra hele verden, som alle kan gøre en shoppeoplevelse til noget udover det sædvanlige.
Her er alt fra en glaskuppel til et storslået bibliotek og et futuristisk storcenter.
Se med her, og bliv inspireret til de ultimative shopping must sees, som verden har at byde på.

Excelsior, Milano
Excelsior i Milano er et eksklusivt og innovativt stormagasin, som altid kan byde på en unik shoppeoplevelse.
Stormagasinet er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel, som omformerede en gammel biograf til et ægte modemekka.
Butikken, som fylder intet mindre end syv etager, er indrettet med moderne og futuristisk interiør, som blandt andet byder på spændende videoinstallationer.
Adresse: Galleria del Corso 4, Milano, Italien.

Oscar de la Renta, New York
Oscar de la Renta-butikken på Madison Avenue i New York er en af de dyreste modebutikker i byen, der aldrig sover.
Butikken er designet af Meyer Davis Studio og er fyldt med mærkets egne møbler og vægge i koralsten, som blev fragtet helt fra designerens hjemland, Den Dominikanske Republik.
Butikken kan desuden byde på VIP-omklædningsområder, catwalk-agtige sko-display og smykkeudstillinger.
Adresse: Madison Avenue 772, New York, USA.

El Ateneo Grand Splendid, Buenos Aires
Dette majestætiske bibliotek i Buenos Aires er lidt udover det sædvanlige.
Bygningen er et gammelt filmpalads fra 1920’erne, og dets fortid er ikke glemt.
Biblioteket bruger for eksempel de gamle teaterbokse som læsesale, og stedet tiltrækker, ikke overraskende, mange tusinde turister hvert år.
Adresse: Avenue Santa Fe 1860, Buenos Aires, Argentina.

Comme des Garçons, Tokyo
Det japanske modehus Comme des Garçons’ fantastiske butik i Tokyo er uden tvivl et besøg værd, hvis man befinder sig på disse kanter.
Butikkens flotte facade, som er et designsamarbejde mellem mærkets ejer, Rei Kawakubo, interiørdesigner Takao Kawasaki og det britiske arkitektkollektiv, Future Systems, imponerer med runde og skrånende glasfacader fyldt med mikroskopiske blå prikker.
Indendøre er der ligeledes glasvægge og en stor hvid elefant i tro størrelse, designet af den britiske skulptør, Stephanie Quayle.
Adresse: Minami-Aoyama 521, Minato-ku, Tokyo, Japan.

Louis Vuitton, Paris
Louis Vuitton er kendt for deres overdådige bygninger verden over, men denne i byernes by, Paris, er noget af de mest luksuriøse, man kan opleve.
Stedet er både et shoppingparadis og en arkitektonisk perle, og må ikke misses, hvis man befinder sig i byen.
Butikken er udtænkt af den prisvindende amerikanske arkitekt, Eric Carlson, og huser både modehusets tasker, smykke- og tøjkollektioner.
Den flotte bygning har dog meget mere at byde på. Den har blandt andet sit helt eget galleri, kaldet Espace Vuitton, som huser moderne kunst, lavet af nye talentfulde kunstnere, et bibliotek og sidst men ikke mindst, en overvældende udsigt over Paris.
Adresse: Champs Elysees 101, Paris, Frankrig.

Acne Studios, Los Angeles
Det populære svenske brand Acne Studios er elsket verden over for sin skandinaviske stil, og deres butik i Los Angeles lever op til det ry.
Mærkets kreative direktør, Jonny Johansson, har holdt stilen rå med inventar i perforeret aluminium, lyserøde terrazzo-gulve, og Acne Studios' egne møbler.
Udover brandets mange kollektioner til både damer og herrer, byder butikken også på en café inspireret af designerens yndlings kaffested i Stockholm.
Adresse: Broadway 855 S, Los Angeles, USA.

Loewe, Barcelona
Det spanske luksusmærke Loewe er tro mod sine rødder og oser af spansk charme og store armbevægelser.
Loewe er da også blandt landets mest luksuriøse brand, og er sågar officiel leverandør til den spanske trone.
Mærket er kendt for sine lækre lædervarer, som med fordel kan købes i deres største flagskibsbutik på Bracelonas bedste shopping-gade, Passeig de Gracia.
Butikken er placeret i en arkitektonisk perle, designet af art nouveau-mesteren Lluís Domènech.
Adresse: Passeig de Gracia 35, Barcelona, Spanien.

Apple Store, New York
Apple er kendt for deres overdådige butikker verden over, men computergigantens butik på Fifth Avenue i New York, skal alligevel med på listen.
Butikken er ikke bare virkelig stor, den er også gemt under jorden, med indgangen markeret via en gigantisk glaskuppel, med mærkets ikoniske æble-logo flyvende i midten og en stor glastrappe, der fører ned i et rent Apple-paradis.
Adresse: Fifth Avenue 767, New York, USA.
FÅ DE SENESTE NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER
