Del seng med Madonna

Nogle hoteller er værd at rejse efter. Dette er bestemt ét af dem – og så er det i Danmark.

IMG-38681

Hotel Royal i Århus er i den grad værd at rejse efter. Det er som at træde fra Store Torv - hjertet af Århus by - direkte ind i en dekadent film-setting. Hotellets i den grad udmærkede senge kan du (sådan historisk set) komme til at have delt med ret vilde verdensstjerner som H.C. Andersen, Yoko Ono og Madonna. Vi forstår det godt: Det 177 år gamle Royal er en oplevelse, der byder på en del mere end 'bare' en overnatning. Vi boede på værelse 201, et såkaldt standard room, men det føltes på ingen måder som standard med to store senge, et virkelig stort badekar og en fantastisk udsigt til Århus domkirke. Placeringen er i det hele taget ideel, hvis du også har planer om at besøge latinerkvaterets virkelig mange fine kaffe- og spisesteder, vintagebutikker og måske bare slendre rundt mellem kunstmuseer som Aros og mere spontante pop up gallerier fra byens kunstakademi elever, der går i skole lige rundt om hjørnet fra Hotel Royal. Vi kunne uden problemer have tilbragt en dag mere med Hotel Royal som udgangspunkt for oplevelser i vores næststørste by.

Hotel Royal, Store Torv 4, Århus
Værelser koster fra ca. 1.495 kr. for en nat inklusiv en skøn morgenmadsbuffet.