Designerens guide til London
Få Cecilie Elisabeth Rudolphs bedste tips til byens vintageshopping, pastaspisning og lækre fund
AfBistrotheque
“Er en fantastisk, fransk restaurant, som er gemt i et gammelt warehouse og er derfor enormt svær at finde fra gaden. Det tog os faktisk næsten tre måneder, før vi opdagede den. Og vi bor endda i samme gade! Favoritter på menuen er blandt andet deres 'Eggs Royale', der kan nydes i weekenden, og hvis du er heldig - akkompagneret af live pianomusik. Desuden er servicen virkelig tjekket her.”
23-27 Wadeson Street, London E2 9DR

Burro E Salvia, Pastificio
“Dette unikke og gennemførte lækre, lille pastasted i den hyggelige shoppinggade Redchurch Street er selvforkælelse at besøge. Her emmer af kvalitet, ro, italiensk ekspertise og hengivenheden til ideen om 'a return to basics'. Her nyder jeg frisk, hjemmelavet pasta i baglokalet, omhyggeligt lavet af de passioneret kvinder i butikken.”
52 Redchurch Street, London E2 7DP

E5 Bakehouse
“Er en lille, hyggelig café og et bageri i en skøn og ægte rå East London-lokation i hvælvingen under jernbanen ved London Fields. De er kendt for deres surdejsbrød. De tilbyder også undervisning i brødbagning, hvilket jeg på et tidspunkt helt sikkert skal prøve. Og så laver de min kærestes ynglings pecan pie. Mums!”
Arch 395, Mentmore Terrace, London E8 3PH

East Londons gasbeholdere langs kanalen
"Vi bor lige op og ned af kanalen, Regents Canal, der løber igennem meget af London. Her går jeg ofte tur, cykler eller løber eller bruger den som en smutvej til nogle af mine andre lokale favoritspots som Broadway Market og Columbia Road Flower Market.”
Broadway Market, London E8 4PH
Columbia Rd, London E2 7RG

The Geffrye Museum of the Home
“Er beliggende i et gammelt Fattighus fra det 18. århundrede. Her kan du gå igennem periodiske rum og udforske, hvordan indbyggerne har boet og indrettet sig de sidste 400 år. Stedet er en lille, glemt oase midt i byen, og jeg kommer her for at sidde og læse deres fede interiørbøger og -blade i det fine Garden Reading Room eller om sommeren i deres urtehave.”
136 Kingsland Road, London E2 8EA

Victoria Park
“Vicky Park er vores baghave og er en af de mest besøgte, elskede og faktisk også ældste offentlige parker i London. Jeg er speciel vild med området The Old English Garden, de store alléer, cricketspillerne i deres fine, hvide tøj. Også serverer The Pavilion Café vidunderlig, økologisk, sæsonpræget morgenmad og frokost, hvor råvarerne er hentet fra de lokale madproducenter.”
Grove Road, Tower Hamlets, London E3 5SN
The Pavilion Café, Crown Gate West, Victoria Park.

Old Spitalfields Antique & Vintage Flea Market
“Mit absolut yndlingsmarked i London! Dette sted er for mig en virkelig god inspirationskilde, som næsten altid er gevinstfyldt. Her sælges alle mulige fine, unikke, skæve og interessante ting, smykker og vintagetøj til gode priser af de karakterfyldte og underholdene stadeholdere.”
16 Horner Square, Spitalfields, London E1 6EW

Artwords Bookshop
“Det er en lille, men helt fantastisk boghandel, der er specialiseret i bøger og magasiner omhandlende kunst og visuel kultur som mode, grafisk design, arkitektur, fotografi, kunst og visuel og kritisk teori.”
20-22 Broadway Market, London E8 4QJ

Choosing Keeping
“Er en fuldstændig fantastisk og meget yndig, lille butik beliggende på charmerende Columbia Road. Her har jeg altid lyst til at købe hele butikken, som sælger de fineste udsøgte ting som for eksempel kuglepenne, notesbøger og smukt indpakningspapir.”
128 Columbia Road London E2 7RG

Wonderound
“Er en ny og meget skøn butik i den hyggelige gade Calvert Avenue. Butikken sælger et interessant udpluk af tøj, sko og smykker alt sammen fra koreanske designere. Stilen er enkle basisprodukter i god kvalitet, men med en anderledes detalje, som for eksempel deres brug af print. Jeg er ret så vild med deres abstraktprintede uldfrakke!”
16C Calvert Avenue London E2 7JP

House of Hackney
“Jeg elsker print på print, og at ting er lidt 'over the top'. Meget gerne med et splash af humor. En ting som den dristige og ekstravagante Flagship Store i Shoreditch absolut lever op til med deres statement: To take the beige out of interiors. Her kan du købe interiør, mode og accessories – alt sammen i vilde, effektfulde prints og farvekombinationer, og som yderlige er både designede og fabrikeret i England.”
131 Shoreditch High Street London E1 6JE

Cecilie Elisabeth Rudolph er uddannet tekstildesigner fra den prestigefyldte designskole Central Saint Martins i London og bor stadig i byen.
I det nye nummer af Costume har vi sat fokus på Cecilie og her på Costume.dk guider hun til alle de fede steder at spise, shoppe og opleve i London.
Se desuden mere af Cecilies flotte design på Cecilierudolph.com.
