Få Kirstin Liljegrens insiderguide til Milano
Modeugen i Milano er netop skudt i gang og topmodellen Kirstin Liljegren guider dig til byens bedste pasta og outlets
AfDe flyver i pendulfart mellem New York, London, Paris og Milano og ved om nogen, hvor den bedste oplevelse venter i modens metropoler. Vi taler om de danske topmodeller, som i øjeblikket har travlt med modeugerne - blandt andet den i Milano, som startede i går.
I dag får du smukke Kirstin Liljegrens bedste tips til Milano - se også Josephine Skrivers tips til New York og Emilie Ellehauges London-guide, som vi har haft på Costume.dk de sidste par uger.

Kirstin Liljegren
Kirstin har blandt andet skudt kampagne for Louis Vuitton. Og så åbnede hun Moschinos Barbie-inspirerede show tilbage i september til tonerne af Aquas legendariske Barbie Girl. I Milano er festerne bare lidt vildere, ifølge Kirstin, og når du vil have den bedste pasta, ved hun, hvor du skal gå hen.

Hvor vil du danse på bordene?
“Nattelivet i Milano er helt specielt, og natklubben Byblos er et besøg værd, hvis du søger lidt Ibiza-stemning.”
Byblos, Via Messina, 38, Byblosmilano.com

Hvis du havde en times pause, hvad ville du så lave?
“Jeg vil sætte mig på restauranten Rinascente ved Plaza Duomo. For at finde den skal du gå igennem et supermarked og videre til en elevator, der fører dig op til 10. etage. Her møder du en delikatesseafdeling, hvor du helt nede bagerst finder den yndigste tagterrasse med to restauranter, der begge har en storslået udsigt til Doumo-kirken.”
La Rinascente, Via Washington, 70, Rinascente.it

Hvor går du tur i Milano?
“Lige ved Duomo-kirken ligger arkaden Galleria Vittorio Emanuele, som er fyldt med eksklusive modeforretninger. Arkaden er indrettet så smukt, at alene indretningen og arkitekturen kan tryllebinde mig i timevis.”
Galleria Vittorio Emanuele, Piazza Duomo

Hvad køber du med hjem til Danmark?
“Byen har nogle af Europas bedste outlets, blandt andet D-Magazine, der har mærker som Gucci, Marni, Dries van Noten, Chloé og Stella McCartney. Her finder jeg altid noget.”
D-Magazine Outlet, Via Manzoni, 44, Dmagazine.it
Bluse, Stella McCartney hos Net-a-porter.com ca. 2.650 kr.

Hvor soler du?
“Jeg elsker at tage i Giardini della Guastalla, som er en af de flotteste haver i Milano. Desuden er den heller ikke så stor, så stemningen er altid intim og hyggelig.”
Giardini della Guastalla, Via Francesco Sforza, 25

Hvor får du den bedste pasta?
“Mit hemmelige sted er Osteria delle Corti. Dér laver de ikke bare den bedste pasta, men også de bedste salater og kødretter. Og så er restauranten ekstremt hyggeligt indrettet med mange små pejse.”
Osteria delle Corti, Via Giovanni Battista Fauché, 11, Osterialecorti.it
