Mmm ... Marbella
Skønne Marbella i Sydspanien ligger kun tre en halv times flyvning fra Danmark, men rummer alt, hvad du har brug for på en ferie: sol, shopping, beach clubs og lækre, lokale restauranter
AfMarbella
I hyggelige Marbella kan du opleve den autentiske del af Andalusien med små, snørklede gader, hyggelige torve og unikke vintagebutikker.
Spis for eksempel en frokost på Appelsintorvet med en friskpresset appelsinjuice eller et køligt glas rosé til, og shop i den cool vintageshop Déjà Vu. Butikken ligger blot fem minutters gang fra Appelsintorvet og har et kæmpe udvalg af vintage Chanel, Hermès, Saint Laurent og meget andet.
Plaza de los naranjos, Calle Pedraza 8.

Puerto Banús
Puerto Banús ligger 45 minutters kørsel fra Málaga og 30 minutter fra Marbella. Havnen har i mange år været Spaniens miniudgave af Cannes.
Her myldrer det med velhavende mennesker, der ligger i den glamourøse havn og nyder jetsetlivet på deres kæmpe yachts.
På den smalle havnepromenade snegler Ferrarier og Bentleyer sig forbi butikker og restauranter. Det kan blive en anelse tacky, men også ret underholdende at følge internationalt blær på højt plan over et glas rosé på en af fortorvscaféerne.

Highstreet
Gør nogle gode highstreetkup i Zara, der er cirka 30 procent billigere end i Danmark, eller Uterqüe, som er Zaras dyrere linje.
Du kan også besøge havnens designeroutlet, der ligger bag Hotel Benabola. Her finder du alle forretningernes varer fra tidligere sæsoner, som du kan shoppe med 40 til 70 procent rabat.
Calle de Ramon Areces.

Shopping
Puerto Banús er et shoppingmekka med flagship stores fra designere som Dior, Tom Ford, Bottega Veneta og Dolce&Gabbana.
De mærker, der ikke har egne butikker, forhandles i nogle af multibrandbutikkerne som for eksempel Fashion Port (Stella McCartney, Isabel Marant, Alexander Wang, Christian Louboutin), Elite (Alexander McQueen, Herve Leger, Kenzo, Carven, Moschino, Givenchy ) og La Gomina (Céline, Balenciaga, Saint Laurent, Valentino).
Calle Ribera.

På tur
Har du lyst til et kulturelt indspark, er der blot en kort køretur op i bjergene til den historiske by Ronda, hvor du blandt andet finder Spaniens ældste tyrefægterarena. Byen har i lange perioder også huset kendte forfattere som Ernest Hemingway og Orson Welles og har også Michelinrestauranten Tragabuches. Er du frisk på en længere køretur, kan du også besøge det gamle, mauriske slot Alhambra i Granada. Husk at købe billet over nettet, da enkelte dage kan være udsolgte, og så er det lidt surt at have kørt tre til fire timer.

Den eksklusive aften
På Hotel Puento Romano finder du Suite – en eksklusiv restaurant og natklub, der er en af områdets populæreste. I højsæsonen åbner Suite del Mar, hvor restaurant og natklub flytter ned på stranden.
Bulevar del Príncipe Alfonso von Hohenlohe.

Beach clubs
Nikki Beach er områdets populæreste beach club og hang out place blandt rige og berømte – og også vores egen Medina. Her er pool, strand, dj’s og lækker restaurant. Tæt på havnepromenaden i Puerto Banús finder du Ocean Club, der også byder på eksklusive strand- og poolsenge og en lækker restaurant. De små chiringuitos, der ligger langs strandene, som Heaven Beach Club, hvor der er livemusik og grilles sardiner over åben ild. Her koster en solseng 75 til 100 kr.
Hotel Don Carlos, Carretera de Cádiz, Nikkibeach.com
Avda, Lola Flores, Oceanclub.es
Playa El Padrón, Purobeach.com
Playa de Guadalmansa, Heavenbeachclub.com

Surf’s up
Holder du af at surfe – eller måske bare kigge på (lækre) surfere – er Tarifa (halvanden times køretur væk) et besøg værd. Her åbner Atlanterhavet sig foran dig med lange, brede sandstrande og både kitesurfere og windsurfere i hundredevis. Chiringuito’erne Valdevaqueros og Tangana er områdets populæreste. Overnat på det populære Hotel Hurricane, der også har en skøn restaurant.
Ctra Nac 340, Hotelhurricane.com
N-340, Tarifaweb.com
Playa Punta Paloma, Tarifa.com

Cocktails
En typisk aften i Puerto Banús begynder med drinks på Sinatra Bar. Senere kan du begive dig videre på Pangea, der med sin open-air bar og terrasse er en af havnens mest eksklusive barer.
Calle Ribera, Lovebanus.com
Edifico Club del Mar, Pangea-club.com

Middag
Den svenskejede Bandidos er en af Puerto Banús’ bedste restauranter med alle de klassiske andalusiske retter som pata negra (sortfodssvin) mikset med skandinaviske retter som gravad laks. Husk at bestille bord i forvejen – der kan være reserveret en hel uge frem. Du kan også vælge en middag i den gamle bydel i Marbella på en af de små tapasbarer eller på den populære restaurant Casanis.
Muelle Rivera, Casa M, Local 35, Losbandidos.es.
Calle Ancha 8, Casanis-restaurante-marbella.es
Calle Málaga 6

Where to stay
Bo billigt i Puerto Banús på Hotel Benabola (fra 600 kroner per nat). Er du til old school luksus, så tjek det femstjernede Marbella Club Hotel. Bor du der ikke, er deres søndagsbrunch et besøg værd.
Calle Benabola, Bloque 3, Benabola.com
Bulevar del Príncipe Alfonso Von Hohenlohe, Marbellaclub.com

Flyv direkte
Både Norwegian og Vueling flyver direkte hver dag til Málaga hele året, og på udvalgte dage kan du også flyve direkte derned med SAS. Bor du i nærheden af en lufthavn, hvor Ryan Air flyver fra, som Malmø, kan du flyve derfra i stedet og få en billet til Málaga fra kun 320 kroner per vej.
