Rejse: skønhedssouvenirs
Se de bedste produkter, du finder billigere udenfor Danmark - eller kun kan få fat på ved at investere i en flybillet
AfEngland
Boots
Engelske Boots’ udvalg af rejsestørrelser fra en lang række mærker er imponerende. Køb dine favoritter til rejsetasken, eller se det som en mulighed for at prøve nye produkter. Hvis du ikke skal på ferie i England, men blot mellemlander i London, så tjek lige, om der ikke er en Boots i din terminal, så du kan fylde depotet op.
No. 7
Da No. 7’s Protect & perfect serum blev lanceret i 2007, stod kunderne i kø foran Boots’ butikker klokken fem om morgenen for at få fat i mirakelproduktet. En undersøgelse ved University of Manchester har bekræftet, at serummet reducerer rynker. Spar lidt ved at købe serummet i England. Herhjemme forhandles det af Føtex og Bilka.
Lush
Du kan ikke gå forbi en Lush-butik uden, at duften af sæbe trækker dig indenfor. Køb håndlavede ansigtsmasker, cremer og scrubs med hjem som souvenirs til dit badeværelse, eller brug dem som velduftende gaver til dine veninder. Selvom butikskæden er engelsk, finder du den også andre steder i Europa - bare ikke i Danmark.
1. Mini glad hair day shampoo, Soap & glory ca. 23 kr. i England 2. Protect and perfect beauty serum, No. 7 ca. 206 kr. i England og 249 kr. i Danmark 3. Sugar scrub, Lush 100 ca. 27 kr. i England

USA
Jao
Brygget på gammel lægelærdom og moderne videnskab har amerikanske Gale Mayron sammen med sin forskerfar udviklet en olie, der kan blødgøre nybarberede ben og sætte skik på flyvske lokker. Køb den lidt billigere, når du er i USA, eller find den hos Storm i Store Regnegade 1 i København.
Bioelements
Eksfoliér nænsomt dit ansigt med Bioelements’ Pumice peel. Med mikroskopiske pimpsten fjerner scrubben døde hudceller og efterlader din hud blød og frisk. Og så er den drøj i brug - godt, når man nu ikke kan få den i Danmark.
Hylnds
I et værksted i Brooklyn skaber arkitekten Durga og musikeren D.S. parfumer. Der er noter af vilde blomster, whisky og lærketræ i unisexserien Hylnds. Forhandles eksklusivt hos Barneys i USA.
1. Pumice peel, Bioelements ca. 276 kr. i USA 2. Goe oil, Jao ca. 240 kr. i USA og 299 kr. i Danmark 3. Isle ryder, Hylnds ca. 975 kr. for 50 ml i USA

Hong Kong
Shu Uemura
Skal du til Hongkong, så kig efter produkter fra japanske Shu Uemura - udvalget er stort, og priserne er uden skat. Herhjemme er vi begejstrede for brandets shampooer og vippebukkeren, der er mange makeupartisters vigtigste værktøj, men i Hongkong har de også hudplejeserien.
High performance balancing cleansing oil advanced formula, Shu Uemura ca. 360 kr. i Hongkong

Frankrig
By Terry
Vi må godt kalde Terry de Gunzburg et geni - det var hende, der skabte den prisbelønnede concealer Touche éclat for Ysl. Hun har også sin egen skønhedslinje, som du skal til Frankrig for at købe. Den hedder By Terry. Prøv hendes læbebalsam med rose, der beskytter dine læber hele dagen.
Roger & Gallet
Roger & Gallet har lavet parfumer og sæber til pariserne siden 1862. Produkterne fås ikke i Danmark, men ethvert velassorteret fransk apotek har de små, fine flakoner og tuber med cremer fra det gamle parfumehus. Prøv håndcremen Bois d’orange. Den dufter som en appelsinlund og beskytter dine hænder med spf 15.
T. Leclerc
Pulveriserede ris holder huden mat, mens talkum giver den en fin og blød tekstur, og zinkoxid får pigmentfejl og rødmen til at blive usynlige. Franskmændene har holdt T. Leclercs Pressed powder hemmeligt for os andre siden 1800-tallet. De får ikke lov til at have det for sig selv meget længere - når man nu ikke kan få mærket herhjemme, lader vi da bare sommerferien gå til Paris.
1. Pressed powder, T. Leclerc ca. 300 kr. i Frankrig 2. Baume de rose spf 15, By Terry ca. 340 kr. i Frankrig 3. Crème sublime bois d’orange, Roger & Gallet ca. 65 kr. i Frankrig

Grækenland
Korres
Vi kender allerede Korres’ lækre cremer herhjemme, men går sommerferien til det græske øhav, skal du huske at fylde kufferten op med det lokale mærkes produkter, inden du tager hjem. Det koster nemlig under det halve i Korres’ hjemland.
Body milk jasmine, Korres 55 kr. i Grækenland og 130 kr. i Danmark

Australien
Aesop
Et besøg i en af australske Aesops fine butikker er obligatorisk i Australien. Hver shop er sit eget lille Aesop-univers med olier, cleansere og dufte. Og så slår du tilmed en tredjedel af prisen i forhold til herhjemme.
Salus
Baseret på planteekstrakter og rene essentielle olier uden syntetiske stoffer og parabener dyrker lokale Salus filosofien om, at ægte skønhed kommer af velvære. Spis ordentligt, lev ordentligt, og vær god mod andre, er deres budskab. Vores budskab er, at du skal købe deres Patchouli and rose ultra moisture body oil med hjem. Fås ikke i Danmark.
Lucas’ papaw
Smør dine myggestik og dine tørre læber med Lucas’ papaw ointment. Papaw er en frugt, der minder om papaya, og det er selvfølgelig en af ingredienserne. Du finder produktet få steder herhjemme til cirka 100 kroner - i Australien betaler du en fjerdedel for det.
1. Patchouli and rose ultra moisture body oil, Salus ca. 160 kr. i Australien 2. Geranium leaf body cleanser, Aesop ca. 235 kr. i Australien og 320 kr. i Danmark 3. Lucas’ papaw ointment, Lucas’ papaw ca. 25 kr. i Australien og ca. 100 kr. i Danmark

Marokko
Arganolie
Marokkanerne oplevede lige pludselig at blive centrum for skønhedsverdenens opmærksomhed, da det gik op for os andre, at arganolie, som man har brugt i evigheder i Marokko, er fantastisk til både at smøre på kroppen og komme i håret. Køb en hel dunk med hjem af et af de lokale mærker.

Island
Dr. Bragi
Efter en lang flyvetur redder islandske Dr. Bragi din dehydrerede hud med Intensive treatment mask: en engangsstofmaske med høj koncentration af mærkets patenterede marine enzymer. Huden virker straks glattere, fyldigere og frisk på ny. Husk at hamstre et lager, næste gang du er i Island. Du kan nemlig ikke få vidunderet i Danmark.
Intensive treatment mask, Dr. Bragi ca. 75 kr. i Island
