Rejseguide til Grækenland
Hvidkalkede huse med blå vindueskarme og øhop – det forbinder mange med Grækenland. Læs vores guide, og opdag, hvad Grækenland også er
AfGrækenland rimer for mange på hvidkalkede huse med blå vindueskarme og øhop. Men det græske fastland, for eksempel byen Vourvourou, er et rigtigt godt alternativ til de maleriske øer.
Det er ikke nemt at finde de der lidt hemmelige, men stadig lettilgængelige feriesteder. Ofte er du én ud af tusinde på et charterhotel, eller også skal du grave dybt i pengepungen for et mere eksklusivt rejsemål. Og så er der Vourvourou.
Hvis du aldrig har hørt om stedet, er det ikke så sært. For det græske fastland er ikke nødvendigvis det første, du googler i jagten på et afslappet rejsemål. Men det burde det måske være, for med et par timers flyvetur fra Danmark til den græske lufthavn Thessaloniki, efterfulgt af en kort biltur, kan du sætte fødderne i sandet og lade feriefølelsen omfavne dig.

Bo
Ekies All Senses Resort ligger direkte på stranden og er det ene af kun to hoteller i miles omkreds. Det betyder, at du let kan finde din egen plads på den kridhvide strand mellem klipperne i Vourvourou Bay i Sithonia.
Vourvourou er ikke en feriedestination for shopping og clubbing, men ønsker du ro, dejlig mad og loungemusik i solnedgangen, vil du elske stedet.

Spabehandlinger og yoga
Begynd dagen med græsk yoghurt med lokal honning og granola fra morgenmadsbuffeten, og gå endelig ikke glip af den stegte fetaost med sesamfrø til frokost. Hotellet tilbyder spabehandlinger og yogatimer, så alt er klart til en ferie, der giver dig roligere puls og mere energi.

Se
Tag båden ud til det hellige bjerg, Mount Athos, og se klostret, der klamrer sig fast til bjergsiden. Her bor der stadig munke. Mount Athos står opført på UNESCO’s verdensarvliste.
Shop
Sæt en dag af til at besøge Thessaloniki, den næststørste by i Grækenland. Byen har mange fine butikker og restauranter

Spis
Tag på picnic ved Paradise Beach på Diaporos Island, som ligger en kort bådtur fra hotellet. Perfekt til et par romantiske timer på stranden.
