Storbydrømme
De sene efterårsmåneder er oplagte til at vende hverdagen ryggen for en stund og tage på en forlænget weekend. Bliv guidet til Costumes 3 udvalgte byer
AfPalma de Mallorca byder på varme, solrige dage og sydlandsk udeliv langt ind i efteråret.
Palma er Mallorcas hovedstad og en bjergtagende middelhavsby med kilometerlange strande.
SEVÆRDIGHEDER
Massevis ad Miró
Museet Fundació Pilar i Joan Miró har en stor samling af Mirós værker og udstiller hans atelier, som det tog sig ud i den årrække, hvor kunstneren var bosat på øen.
Carrer de Saridakis 29, Miro.palmademallorca.es.
Katedralen
Den gotiske La Seu-katedral er en storslået oplevelse, delvist indrettet af den catalanske arkitekt Antoni Gaudí og udsmykket af den lokale kunstner Miquel Barceló.
Plaza Almoina, Catedraldemallorca.
SHOPPING
Kling har et godt udvalg af internationale designere som Rick Owens og Issey Miyake.
Kling.es, Constitución 3.
SPISE OG DRIKKE
Lokale specialiteter
Santa Catalina-markedet er som alle madmarkeder sydpå en attraktion i sig selv. Foruden lokale specialiteter finder du gode tapas-, vin- og kaffebarer, hvor du kan nyde et glas cava og en lille bid.
Placa Navegació.
Taspas
Restauranten og tapasbaren La Bodeguilla serverer spansk mad med en snert af avantgarde og har et stort udvalg af spanske og lokale vine.
C/Sant Jaume, La-bodeguilla.com.
HOTEL
Stilfulde Hotel Tres i den gamle bydel er indrettet i et renoveret palads fra det 16. århundrede med en panoramisk udsigt fra tagterrassen.
C/Apuntadores 3, Hoteltres.com.
TIP DET ER UBESVÆRET AT TAGE PÅ UDFLUGT UD AF BYEN MED OFFENTLIG TRANSPORT, HVIS DU VIL SE MERE AF ØEN.
Tib.org.

Forvent kunst i lange baner, afslappet stemning og et leben uden lige i Tysklands rigeste og næststørste by.
Havnen er Hamborgs omdrejningspunkt, men byen er også rig på charmerende kvarterer som mondæne Altona, økochikke Schantze og multikulturelle Wilhelmsburg midt i floden Elben.
SEVÆRDIGHEDER
Kunst med kunst på
Der er mere end 50 museer i byen. Deichtorhallen rummer samtids- og fotokunst samt designbutik, boghandler og restauranten Fillet of Soul.
Deichtorstrasse 1-2, Deichtorhallen.de.
Havnerundfart
Und dig selv en urban havnerundfart på Elben eller en romantisk sejltur på søen Alster. Afgang fra Landungsbrücken.
Shopping
Ybdpt Studio i Marktstrasse ligger i det hyggelige kvarter Karoviertel og har mærker som A.P.C. og Wood Wood.
Marktstrasse 117, Ybdpt.com.
I et gammelt maltværk ligger designhuset Stilwerk med butikker med design, mode og interiør.
Grosse Elbstrasse 68, Stilwerk.de.
SPISE OG DRIKKE
Spis ved langborde
Caféen Die erste liebe (vergisst man nicht) serverer kaffe, apfelschorle, morgenmad og frokost ved langborde. Udeservering, når vejret er til det. Kærlighed ved første blik.
Michaelisbrücke 3, Ersteliebebar.de.
På fiskemarked
Hver søndag morgen er der livligt på Fisch- markt, som både tiltrækker morgenfriske og natteravne. Der serveres morgenmad og brunch.
Grosse Elbstrasse 9, Fischauktionshalle.com.
HOTEL
Luksushotellet Louis C. Jacob ti kilometer uden for byen er rejsen værd. Udsigten til de forbisejlende containerskibe er ganske særlig.
Elbchaussee 401-403, Hotel-jacob.de.
TIP HUSK KONTANTER. BEVÆRTNINGER, HVOR DU KAN BETALE MED KREDITKORT, ER EN SJÆLDENHED.

EU’s nye hovedstad er tilbagelænet og stemningsfuld med smuk arkitektur og en veludviklet moderne kunstscene. Oplev en smeltedigel af Balkanfolklore, fortovscaféer og fortidsminder.
Zagreb er besjælet med en tung historie og lige dele stolthed over Kroatiens indtræden i det europæiske fællesskab og den nationale identitet. Byen er befolket af kaffeelskende purgere, som indbyggerne kaldes, og karakteristiske blå sporvogne.
SEVÆRDIGHEDER
Museumsvandring
Kunstpavillonen er et af Zagrebs vigtigste udstillingssteder og blev bygget til Verdensudstillingen i 1896. Museet for moderne kunst, Muzej Suvremene Umjetnosti, skal afsluttes med en tur i den rutsjebane, som er museets vartegn, og The Museum of Broken Relationships er en poetisk oplevelse af de sjældne.
Art Pavilion in Zagreb, Trg kralja Tomislava 22, Umjetnicki-paviljon.hr, Muzej Suvremene Umjetnosti, Avenija Dubrovnik 17, Msu.hr, Museum of Broken Relationships, Ćirilometodska 2, Brokenships.com.
Fredelig udflugt
Mirogojkirkegården er et yndet udflugtsmål for både lokale og turister med pavilloner, arkader, skulpturer og gravmæler på rad og række. Her ligger alle Kroatiens notabiliteter, tænkere, forfattere og kunstnere begravet.
Aleja Hermanna Bollea.
SHOPPING
Hovedstrøget Ilica er en skønsom blanding af highstreet og butikker, der hylder og holder liv i gamle håndværk. Her ligger skræddere, hatte- og skomagere og guldsmede, hvor du finder små skatte og unikaer. I weekenden finder tasker, smykker, fajance, vinylplader, kommunistiske artefakter og andre folkloristiske fortidslevn vej til loppemarkedet Buvljak na Britancu. Prisen er altid til forhandling. Britanski trg.
SPISE OG DRIKKE
Formiddagskaffe
‘Spica’ er betegnelsen for den rituelle formiddagskaffe, der især på lørdage indtages omkring caféstrædet Bogoviceva og blomstertorvet. Den spartanske Eli’s Caffe er en af byens bedste.
Ilica 63, Eliscaffe.com.
Specialiteter
Kokkene på restauranten Lari & Penati har en forkærlighed for årstidens lokale råvarer og sælger også deres egne specialiteter ud af huset.
Petrinjska 42 a, Laripenati.hr.
Øl, øl, øl
På Cica Bar serveres rigelige mængder af kroatisk øl og frugtbrændevinen rakija. Tkalciceva 18.
HOTEL
Det navnkundige Hotel Regent Esplanade er indrettet i art decostil og blev oprindeligt opført for at give rejsende med Orientekspressen behørigt logi undervejs.
Mihanoviceva, Esplanade.hr
TIP INVESTÉR I ET ZAGREB CARD TIL 72 TIMER, DER GIVER GRATIS TRANSPORT OG 50 PROCENT RABAT PÅ ENTRÉER OG PÅ RESTAURANTER OG TUROPLEVELSER.
Zagrebcard.fivestars.hr.
