''Thy er stedet for dig, der drømmer om et fællesskab''

Thys turistchef Mai Manaa forlod sit liv i København og skiftede den kreative klasse ud med ro og vild natur. I Thy har hun for alvor lært sig selv at kende og ved nu, at det at være en god medborger også handler om at tage fordomshatten af.

COS_2105__OSC7072
© visit thy

For tre år siden levede Mai Manaa livet i København. Hun drev Bremen Teater, hvor den stod på kreativ klasse med gin og tonics. Hun havde mand, to børn, godt job, fed lejlighed og høje regninger. Det kørte. Og så alligevel ikke.

”Jeg drak den samme kaffe, gik i de samme Acne-støvler og talte om de samme fester, som jeg havde været til sidste år,” husker hun.

”Det blev bare travlere, ikke bedre, og jeg havde behov for at have et formål, hvor jeg kunne være med til at gøre en forskel, ikke kun for en bundlinje.”

I de sene nattetimer, når Bremen var lukket for aftenen, delte Mai sine tanker om det gode liv med en veninde, og da veninden pludselig gik bort i en alt for tidlig alder, indså Mai, at nu var det tid.

”Jeg havde læst om Klitmøller ved Vesterhavet i Thy, der også blev kaldt Cold Hawaii. Stedet lød som nybyggerånd og eventyr,” fortæller Mai Manaa.

”Folk kaldte det modigt, at vi flyttede til Thy, og jeg forventede også lidt en westernby, hvor gribbene sad og ventede på mig i mørket. Men da vinden havde pustet fordomshatten af, så jeg, at jeg var landet på en legeplads for folk med skabertrang. Der er en iværksætterånd blandt dem, der flytter herop og en energi, som krop og sjæl kan mærke, og som ikke kan måles i et excelark.”

Voksenfrihed og livsluksus

Med sin daværende mand startede Mai Manaa restauranterne Hanstholm Madbar og Agger Darling. Seks år senere har Mai solgt restauranterne, er blevet skilt og arbejder som turistchef i Thy.

”Jeg drømte om et liv, hvor jeg kunne leve som en dronning for ingen penge, og det har jeg fået. Det er et enkelt liv, men her kan jeg gå på arbejde af lyst og ikke af pligt. Det giver mig den voksenfrihed og livsluksus, jeg har længtes efter. Jeg bor billigt, godt og lokalt, og når væggene bliver for snævre, er der råd til at rejse flere gange årligt – også som singlemor,” forklarer hun.

Som turistchef forsøger Mai Manaa at give til fællespuljen ved at koble egnsudvikling og turisme sammen. Thy skal bibeholde den charme, der er bygget op af historier, generationer og thyboen, der er den ægte charmør. Derfor skal udviklingen også komme fra thyboerne og ikke fra en juicekæde eller forlystelsespark:

”Du kan finde genkendelighed og globalisering masser af steder. Folk flytter herop, fordi vores fest netop ikke ligner de andres,” siger Mai Manaa.

”Den vilde natur og Vesterhavet tiltrækker naturelskere og surfere, men Thy kan også noget særligt med fællesskabet. Flere kvinder søger herop med en drøm om et lettere hverdagsliv. Her kender du alle, du bliver set, spurgt ind til, og alle ved, hvem byens børn er. Det er et kollektiv på den store klinge, som får dig til at gøre dig umage som medborger og medskaber.”

Fra januar til marts 2021 fik Klitmøller 44 nye indbyggere. Procentuelt svarer det til, at København fik mange tusinde nye borgere. Ifølge Danmarks Statistik fraflyttede 38.000 borgere faktisk København fra januar til september 2020, og tendensen med at opsøge mere ro og lavere udgifter ser ud til at fortsætte.

”I et af verdens mindste lande har vi en stor en kløft imellem by og vandkant. Jeg vil gerne være med til at bygge broen over den kløft, for thyboerne viser vejen til, hvor hjertet sidder,” siger Mai Manaa.

”Jeg føler mig så heldig, at jeg prøvede det af og mærker, hvordan det føles at slå rødder og være en del af noget. Jeg er ikke længere bare en forbruger, jeg er med til at præge og udvikle, og jeg kan være voksen og et legebarn på samme tid. Jeg trækker vejret på en anden måde her, og om det er naturen, vandet eller mindre hjernestøj, har jeg ikke kunnet sætte fingeren på endnu. Men jeg elsker det.”

Læs mere om Thy på Visitthy.dk.