
Kom indenfor i Trines hyggelige lejlighed i København
Lyserøde gulve, blå vægge og møbler i alle regnbuens farver. Se her, hvordan Trine Brunsvig indretter sin lejlighed i København.
Af — 22. januar 2021
Spisestuen, hvor lysindfaldet er med til at gøre rummet til Trines yndlingsrum. Bordet er et genbrugsfund fra Kirkens Korshær til 400 kroner, som Trine efterfølgende selv har malet.

Vinylsamlingen, som gør det svært at rokere meget om i rummet, men som Trine elsker.

Trines unikke bogsamling.
Hvad har du senest brugt max. 1.000 kroner på til dit hjem?
"Nogle af de seneste køb til vores hjem har været det nye sengetæppe fra Craft sisters i Jægersborggade i København, som med sine smukke blomster skaber varme i rummet. Vi har også købt et nyt gulvtæppe til stuen, som skal samle rummet.”
Hvordan vil du beskrive dit hjem og din stil?
"Jeg vil beskrive den som farverig, dynamisk og dermed altid i forandring. Jeg vil gerne bruge genbrugsfund og loppefund til at skabe mit eget personlige aftryk fremfor at købe, hvad der er in. Jeg vil gerne gøre vores hjem personligt og imødekommende for dem, som besøger os.”

En af Trines seneste erhvervelser til hjemmet: sengetæppet fra Craft Sisters.

Også gulvtæppet i stuen er et af de nyeste køb.

Et udpluk af Trines kunst, som er med til at gøre hjemmet personligt og farverigt.
Hvad er dit bedste indretningstip?
"Ungå at bruge for meget tid på at overveje, men hav i stedet modet til at gøre det. Mange skrev, efter jeg malede vores gulv lyserødt i køkkenet, at det turde de ikke. Jeg bruger ikke så meget tid på den slags overvejelser, for det værste, der kan ske, er, at man skal male om. Jeg tænker hellere ikke så meget over, at tingene skal passe sammen, og jeg kunne ikke drømme om at farvekoordinere noget til trods for, at jeg tænker i helheder og balance. Et godt råd er at købe nogle få ting, som du gerne vil skabe resten af rummet ud fra. Eksempelvis er vores spisebord det primære i spisestuen, og resten er indrettet efter det. Samme bærende funktion har vores gule sofa i stuen.”
Hvad er det bedste fund i dit hjem?
"Det er vores spisebord. Jeg ville så gerne have et rundt spisebord, og så fandt jeg et i Kirkens Korshær til 400 kroner, der har en plade, så vi kan sidde mange. Jeg elsker det bord.”

Gulvet i køkkenet, før det blev malet lyserødt.

Og efter.

Køkkenet.
