Se min bolig: Blogger Julie Vester
Træd indenfor i blogger Julie Vesters minimalistiske og lyse lejlighed i Valby, hvor marmordetaljer, planter og messing skaber kontrast til det ellers kridhvide univers
Af23-årige Julie Vester bor i en 2-værelses lejlighed i Valby med sin kæreste. Hun nyder at bo tæt på Søndermarken og Frederiksberg Have, hvor hun flittigt går og løber ture.
Ved siden af at have bloggen Imaginary Silhouettes studerer Julie Marketing Management, arbejder for det upcoming onlinekoncept Zircles og er medejer af webshoppen Nous-shop.com.
Julies boligunivers er lyst og enkelt, og som hun selv siger det: "Jeg kommer nok ikke udenom, at min boligsmag er ret minimalistisk. Jeg trives bedst med jordnære farver i lyse omgivelser. De få farver, jeg har i mit hjem, er i form af små vaser og lysestager."
Bliv inspireret når Costume Living inviterer dig indenfor i Julies lyse, minimalistiske oase i udkanten af København.

Lys minimalisme
"Her er hjørnet af mit spisebord, hvor jeg elsker at tilbringe tid med mine kreative projekter. Poul Volther stolen har været min kærestes morfars, og den har fået et nyt liv, efter vi gav den en gang maling. Jeg kan godt lide, når møbler går i arv og har en historie med sig. Dråben har vi fået i fælles julegave, og jeg synes, det er rigtig charmerende, når stolene omkring bordet er forskellige."

Marmor og messing
"Bordet har jeg lavet af stellet fra vores gamle sengeborde. Jeg har lagt to forskellige marmorplader ovenpå stellet, og synes faktisk, det fungerer ret godt. Der er altid tonsvis af magasiner i min stue, som jeg kigger i igen og igen. Særligt når jeg har brug for inspiration. Lampen er mit nyeste boligkøb og er fra Norr11. Designet og kombinationen af materiale og former er utrolig flot, og så har jeg en ting for messing i øjeblikket."

Roligt hjørne
"Mit soveværelse er mit ultimative afslapningssted, hvor jeg nyder at ligge i sengen med min computer og kigge på diverse webshops, se en serie eller god film. I øjeblikket er jeg i gang med at se Sex and The City fra ende til anden (igen), og glæder mig til at skulle se den nyeste sæson af House of Cards".

Grønne detaljer
"Noget af det jeg synes, skaber enormt meget liv i et hjem, er planter og blomster. Derfor går jeg meget op i altid at have dette i mit hjem."

Husk at kigge forbi Julie Vesters blog Imaginary Silhouettes og Instagram-profil, @imaginarysilhouettes, hvor den unge studerende dagligt deler ud af inspirerende billeder af sit hjem og fra sin hverdag.
