Se min bolig: Karen-Marie Munk Kristensen
Hun er ekspert i at mikse stilarter og har et øje for at finde gode ting til hjemmet. Kom med indenfor i Karen-Maries villa i Brønshøj, og se hendes imponerende indretning og garderobe
AfKaren-Marie Munk Kristensen, som arbejder i konsulentvirksomheden Zacco, bor i en villa i Brønshøj med sin familie. I huset er der gjort meget ud af at omfavne de originale elementer, og Karen-Maries sans for at mikse stilarter afspejler sig i både hjem og garderobe.

Vægtæppe og miksede stilarter
“Jeg har tit fået at vide, at jeg har øje for at finde de gode ting, og hører ofte: ‘Hvor har du købt den?’. Det gør mig glad. Jeg shopper rigtigt meget highstreet. H&M er en klar favorit ligesom & Other Stories. At mikse stilarter og mærker kendetegner min stil og gør den personlig.”
Bælte og stribet jakkesæt fra H&M, T-shirt fundet på Instagram-profilen @fridaytwenty2 og sko fra Billi Bi. Plakat af Anne Novak.
“Tæppet fra Ferm Living er faktisk et gulvtæppe, men jeg synes, at det fungerer godt som vægtæppe. Der er noget meget hyggeligt ved vægtæpper.”
Støvler fra Ivylee og taske og tæppe fra H&M. Stolen er en gave.

Små skatte
“Jeg samler på små skatte og udstiller dem rundt omkring i huset. Det giver et hjem personlighed.”
“Jeg har købt bjørneskålen på Den Blå Avis, hvor jeg gør mange gode fund.”

En festlig krave
“Den festlige krave er fra Ganni. Jeg skal til bryllup til sommer, og med den som accessory behøver jeg ikke andre.”

Økologi og et helt specielt vindue
“Conditioneren fra L’Oreal er økologisk og fra deres nye linje, Botanicals, hvor alt kan genanvendes – selv emballagen. Det synes jeg virkelig er fedt. Den er også lækker i looket, så jeg gider godt have den stående fremme – og så er den til at betale.”
“De farverige glas i vinduet fandt vi i kælderen, da vi købte huset. Jeg er så taknemmelig for, at der ikke er nogen, der har smidt dem ud.”

Lyserød vask og genbrugspuf
“En af mine yndlingsbøger af Helmut Newton. En bog med en smuk forside er et kunstværk i sig selv.”
“Vasken stammer fra et gammelt hus. Drengenes farfar er håndværker og gemmer ting fra renoveringer, der ellers skulle
være smidt ud, i sin garage. Han havde flere vaske liggende, men
da jeg så den lyserøde, vidste jeg bare, at det skulle være den. Den understreger de gamle, hvide fliser, og så er den bare smuk. Den får mange komplimenter ... hvem skulle have troet det om en vask?”
“Kjolen fra & Other Stories er så fin. Det er en butik, der kan det hele – den er æstetisk smuk, har alt til et helt outfit, og selvom det ikke er tårnhøje priser, er kvaliteten god.”

Teaktræ og perfekte jeans
“Vitrinen har vi fundet på Den Blå Avis. Vi havde den med fra vores gamle lejlighed, så det var ret genialt, at den passede så godt ind i huset, hvor teaktræ spiller en stor rolle.”
“Jeg har en forkærlighed for jeans. De får mig altid til at føle mig godt tilpas. Jeg har mange perfekte par – og jeg bliver ved med at finde flere. Man kommer langt med jeans og et par støvletter.”
