Se min bolig: Marie Jedig
Kom indenfor i bloggerens lækre lejlighed, der byder på unik kunst, smukke møbler og mange misundelsesværdige tasker
AfMarie Jedig lever af sin blog, Mariejedig.com. Hendes stilsikre smag er også nem at afkode i hendes hjem, der består af danske designklassikere, finurlige fund og masser af mode.
Se hendes smukke bolig og ikke mindst hendes lækre garderobe ...

Velkommen
“Det er vigtigt for mig, at man har lyst til at være i mit hjem. Derfor kan jeg også godt lide at indrette mig pænt, så både mine gæster og jeg selv har lyst til at være her – og fordi jeg for det meste arbejder hjemme, betyder det nok endnu mere, at jeg kan lide at være her.”
Bord fra Maison Charles, stole fra Børge Mogensen, vase fra Notre Dame og tæppe fundet på Det Blå Marked i Haslev.

Klassisk og vildt
“Min ananaslampe er på en eller anden måde fuldstændigt åndssvag, men den er virkelig også sådan en ting, der er med til at personliggøre et hjem. Den skaber også en god kontrast til alle de mere klassiske elementer, jeg har.”
Lampe fra Maison Charles.
“Jeg elsker coffeetable-bøger. Jeg læser meget i kraft af mit job, så derfor kan jeg godt lide disse billedrige bøger, som ud over at være en stor inspirationskilde også er meget dekorative.”
Sofabord fra Manfred Bredohl og vase fra Excel.
“Min indretningsstil er nok lidt lige som min tøjstil. Jeg kan godt lide klassikere, men jeg kan også godt lide at kombinere dem med noget sjovere. Jeg har mange designklassikere i mit hjem, men så finder jeg også vilde og skøre ting til at bryde dem med.”
Marie Jedig er i skjorte fra Céline, bukser fra Weekday og ur fra Rolex. Stol designet af Arne Jacobsen, tæppe købt på auktion, spejlbord fra Hay, ananas fra Area Store og askebæger fra Hermès.

Godt miks
“Når det gælder tøj, synes jeg, at kunsten ligger i at kunne få noget billigt til at se dyrt ud. Det gør man nemmest ved at kombinere sine highstreet-køb med noget af høj kvalitet.”
Jeans og armbånd fra Louis Vuitton, top og øreringe fra Asos og ur fra Rolex.
Puden er fra Hermès og daybed købt på Lauritz.com.
“Jeg glæder mig vildt meget til, at man kan have bare tæer i skoene igen, for så skal jeg bruge mine nyindkøbte sandaler fra Chanel. Jeg købte dem med hjem som en rejsesouvenir fra New York. I bund og grund minder det mest om sundhedssandaler, men logoerne og det, at de er i lak, gør dem lidt sjovere.”
“Jeg kan godt lide store øreringe. Nogle mener måske, at de passer bedst til fest, men jeg kan godt lide at bruge dem til hverdag, for jeg synes, det er en god måde at opgradere et hverdagslook på.”
Forgyldte øreringe fra Louis Vuitton, sølvhoops fra Julie Nilsdottir og øreringe fra Hermès.

Minimalistiske eventyr
“Min tøjstil er et miks af skandinavisk minimalisme, der møder noget eventyrligt og legende. Det er nogle gange svært at passe ind i en bestemt boks, for pludselig ser man et eller andet nyt, som man også godt kan lide.”
Marie Jedig i strik fra COS, nederdel fra Weekday, strømper fra Asos, sko fra Saint Laurent by Hedi Slimane, øreringe fra Céline, ur fra Rolex og armbånd fra Louis Vuitton. Sofa købt hos Roxy Classics og marmorbord fundet på Lauritz.com.
Hverdagsuniformen består oftest af jeans.
“Jeg går næsten altid i jeans og T-shirt. Selvom jeg gerne vil gå i høje sko – og køber mange høje sko – ender jeg alligevel tit i sneakers. Louis Vuitton-bukserne her minder måske om hinanden, men de er ikke helt ens. Når jeg finder noget, der fungerer, vil jeg helst bare have det i alle farver.”
Om børsterne fra Mason Pearson siger Marie Jedig:
“Jeg troede ikke på det, da folk sagde, at man virkelig kan mærke forskel på børsterne fra Mason Pearson og andre børster. Men så købte jeg en, og nu er jeg vild med dem.”
Børster og kam fra Mason Pearson og hårelastik fra Fur by Sofie.

Løvefødder
“Mit badekar med løvefødder fulgte med lejligheden. Mange, der har karbad, siger, at de næsten aldrig bruger det, men det gælder ikke mig. Jeg er i karbad flere gange om ugen. Det er nærmest terapeutisk at ligge og flyde væk i boblerne med musik og stearinlys.”
Håndklæder fra Totême og produkter fra The Body Shop.

Grønne planter
“Jeg har ikke grønne fingre, så grunden til, at jeg har mange kaktusser, er, at de er svære at slå ihjel.”
Bord fra Piet Hein Eek og plakat af Egon Schiele.
Men selvom Marie Jedig ikke har grønne fingre, har hun alligevel også andre planter end kaktusser.
“Jeg har mange planter, fordi de gør mig glad. Måske er det fordi, jeg bor alene, at jeg kan lide følelsen af, at planterne skaber noget liv, men de er også en god kontrast til alle de døde materialer, man har i sin bolig.”
Skjorte fra H&M, bukser fra Louis Vuitton og sko fra Chanel.

Shopping
“Jeg køber mange dyre ting vintage – i butikker og online.”
Lys taske og bæltetaske fra Céline, sort taske fra Balenciaga, støvler og ballerinasko fra Louis Vuitton og fletsko fra Céline. Plakater af Francis Bacon.
“Jeg kan godt lide ting med en vis tyngde, det giver det pondus. Marmor er enormt dekorativt, og selvom det har en retrovibe, er det samtidig også lidt ekstravagant – og så kan jeg godt lide at blande forskellige nuancer af marmor for at skabe en lidt sjovere effekt.”
Hjemmelavet bord, stol designet af Kåre Klint og taske fra Céline.
