Mens sommeren for nogle handler om at rejse ud og få det vante på afstand, gælder det modsatte for Olga Bonne, 30 år, smykkekunstner og studerende. Hvert år finder hun tilbage til familiens sommerrefugie i Tisvilde, hvor det ikke bare er dagsordenen, der er den samme, men også tøjet i garderoben.
Hvor tilbringer du helst sommeren?
“Mine somre er de samme hvert år. Det lyder måske kedeligt for mange, men for mig er det en tryg og nostalgisk tid, som jeg tilbringer med familie og venner i vores sommerrefugie i Tisvilde – i år starter jeg dog med en udgravning i Fredensborg, da jeg er ved at uddanne mig til klassisk arkæolog.”
Hvorfor Tisvilde?
“Mine forældre er kommet der i over 30 år, og jeg har tilbragt alle mine somre her. Som barn legede jeg på kryds og tværs med de børn, der var heroppe, og alle passede på hinanden. Sådan er det stadigvæk – selvom at der kan gå et helt år imellem, at jeg ser folk, føles det ikke sådan. Jeg lavede smykker af muslingeskaller og solgte dem oppe i Hovedgaden som lille. Som voksen nyder jeg at tegne og male, mens jeg er i sommerhus. Mine venner kommer ned, og vi laver kreative ting sammen og tegner på stranden. Her er ikke noget tv, som kører, og telefonen har aldrig forbindelse. På den måde er man meget mere i kontakt med sig selv og sine kreative sider her.”
Tager din garderobe sig anderledes ud om sommeren end resten af året?
“Jeg ender altid i et mere afslappet look om sommeren end resten af året. Det er, som om tunikaer, brun hud, bare tæer og sjove smykker altid holder. Man behøver ikke så meget andet. I vores sommerhus hænger det samme gamle tøj, som min mor og jeg deles om. Når jeg kører til København, kan jeg godt finde på at skifte til sneakers, tage en lidt mere minimalistisk kjole på og smide stråhatten. Det passer bare ikke lige så godt til byen som til sommerhuset.”
“Knækorte kjoler, helst blomstrede, cowboytøj og hatte i mange afskygninger. Mest af alt går vi rundt i badetøj hele sommeren, mens vi er i sommerhus. Jeg tror, folk synes, det er lidt skægt, når de besøger os – at vi altid har badetøj på. Vi snitter grøntsager og laver mad om aftenen i badeshorts og strandoutfit. Vores terrasse bliver så varm, selv sent om aftenen – det føles næsten som at være i Syditalien. Og så er det jo festligt, at alle smider sweateren, når de kommer ned og får drinks.”
Hvad er din seneste investering til din sommergarderobe?
“Hvert år køber jeg små, flettede armbånd i mange farver og tasker med spejle og bjælder fra den lokale biks i Tisvilde. De koster en slik, og så er det hyggeligt at købe. Damen, der har butikken, har været i byen i mange år, og butikken er forbundet med gode sommer- minder helt tilbage fra min barndom. De er en god kontrast til de smykker, jeg selv laver. Jeg har lige købt en norsk sweater hos hende, hvilket jeg normalt ikke ville gå med derhjemme, men i sommerhuset passer det fint til sommerkjoler og shorts og er dejligt afslappet.”
Denne artikel er fra 2019.