Copenhagen Wilderness: De største boligtrends i 2017

Hvordan får man mange følgere på Instagram, og hvilke interiørtrends vil dominere det nye år? Det ved årets bedste bolig-instagrammer

Copenhagen Wilderness: De største boligtrends i 2017
© Instagram / @copenhagenwilderness

I slutningen af sidste år afholdt vi for første gang Årets Instagrammer i samarbejde med Bolig Magasinet og Wallo.

Det var selvfølgelig læserne, som bestemte vinderne i de syv forskellige kategorier: Mode, Skønhed, Bolig, Livsstil, Mad, Brand og Butik.

Titlen som årets bolig-instagrammer gik til Juila Cathrine This fra Copenhagen Wilderness, som her deler sine allerbedste tips og tricks til både indretning og Instagram.

HVILKE INTERIØRTRENDS TROR DU PÅ I 2017?

“Jeg tror rigtig meget på folk- og boho-tendensen, hvor etniske tekstiler, træmøbler, rattan, keramik og andre organiske elementer kommer til at dominere, sammen med designelementer fra 1950 og 1960’erne.

Vi skal tilbage til en mere simpel indretning, der er tættere på naturen, og som på alle måder indbyder til slow living. Og så fortsætter hele ‘plantebevægelsen’ naturligvis.”

VIL DU NÆVNE 2 AF DINE BEDSTE DIY-PROJEKTER?

“Det er nok min DIY-guide til en magnetisk billederamme, samt mine radiatorskjulere.”

HVORDAN TAGER MAN ET GODT BILLEDE TIL INSTAGRAM?

“Jeg bruger mit iPhone-kamera og mit gamle Canon EOS 500 D cirka lige meget. Det kan her være en fordel at have et wifi memory card, hvis ens kamera ikke har en wifi feature. Det er super smart og en hurtig måde at øge billedkvaliteten på i ens feed.

Brug altid dagslys – så hold dig væk fra blitzen.

Til fulde miljøinteriørbilleder: Go low, gerne i navle højde. Det giver dybde og en mere autentisk og naturlig fornemmelse af rummet. Til detaljebilleder er det godt at lege med vinklerne og så er stolen din bedste ven – op på den!

Jeg bruger kun billedredigeringsapp’en VSCO og hovedsageligt den pakke, der hedder The Minimalist Collection, da dens filtre booster mine mange plantebilleders grønhed på en naturlig måde.

Brug billedbeskæring, hvis du ikke er tilfreds med dit billede. Man vil blive overrasket over, hvordan et vertikalt billede kan ændres ved at skære et horisontalt billede ud af det.”

HVORDAN FÅR MAN MANGE FØLGERE PÅ INSTAGRAM?

“Jeg tænker egentligt ikke så meget over det med følgere, som jeg gjorde i starten – men det er da indrømmet virkelig dejligt, når nye folk kommer til og bliver inspireret af små glimt fra min hverdag. Særligt når det kommer til planter, genbrugsmøbler og bæredygtige tiltag, det sætter jeg en særlig ære i at inspirere til.

For at få sin Instagram-profil til at vokse organisk, er det uden tvivl vigtigt, at være konsekvent med kvaliteten af billeder, og at være troværdig overfor sig selv og de ting, man har lyst til at dele med andre. Instagram er uden tvivl nådesløs, og der skal ikke mange afvigelser til fra det billede, der fik en given person til at følge din profil, før man bliver unfollowed igen.

Jeg var lidt en slave af det i starten og kunne blive ærgerlig over at miste følgere. Men jeg er ærlig talt ligeglad nu og poster 100 procent ud fra ideologien ”kan jeg lide det, så er der garanteret mange af dem, der i forvejen følger mig, som også kan”.

Det er alt for omstændigt at skulle please alle – så jeg starter med mig selv! Det er også sådan jeg blogger.”