Denne farve skal du male dine vægge i 2020
Vink farvel til hvide vægge! To boligeksperter giver deres bud på de farver, som skal pryde hjemmets vægge (og lofter, gulve og døre) i år
AfDe hvide vægge bliver færre og færre hjemme hos danskerne, der begejstret svinger malerpenslen i alle boligens rum. Og det er bestemt ikke slut med at sætte farve på hjemmet i 2020, men hvilken tone skal du gå efter i år – og hvorfor?
For at svare på det har vi allieret os med interiørblogger Malene Marie Møller og boligstylist Rikke Graff Juel, som giver dig overblikket over boligverdenens største farvetendenser i 2020.

Hvilken farve skal vi male vores vægge i 2020?
Ifølge Malene Marie Møller står 2020 i pastelfarvernes tegn:
“Neo mint – funky navn til funky farve! Neo mint er trendbureauet WGSN's bud på årets farve 2020. Neo mint er en sart pastelgrøn, som strækker sig fra at være mintgrøn til helt sart og kølig grønblå. Året 2020 vil ikke bære præg af en farve, men en hel farveskala. Skalaen er pastelfarvet, og det er ikke de helt sarte lyse pasteller a la skumfiduser, men pasteller med lidt mere dybde og mæthed. Lilla, neo mint, lyseblå, lyserød, fersken og gul vil præge boligen, og meget gerne i ét stort sammensurium. Trenden er nemlig, at vi bruger en del af farverne sammen – ligesom vi har set i modebilledet det forgangne år.”
Rikke Graff Juel vil derimod gå i en mere naturlig retning, når væggene skal males i år:
“Jeg tror generelt, at vi kommer til at bevæge os i en lysere retning med en naturlig farveskala som mokka, creme, æggeskal, sand, havre, og lyse ler og terrakotta farver. Toner, som er symbol på det mere jordnære og simple liv, mange af os drømmer om i disse år. For at der ikke går helt 70'er-hippie og moderjord i den, vil vi også se en snert af de festlige 80'er-inspirerede farver, som den lyse lavendel, indigoblå og cinnoberrød. Det er dog mere på mindre items og enkelte møbler, og ikke så meget de store vægflader.”

Hvorfor flytter pastelfarver ind i boligen i 2020?
“Vi har brug for, at vores hjem afspejler mere mod og kreativitet. Vi er trætte af at spille safe i beige, grå, sort og hvid, og vil ud med et statement. Det skal være sjovt, uperfekt og legende. Farverne er friske og fulde af skønhed og håb, som en smuk buket Lathyrus. Det kan også ses som en slags hyldest til naturen på en anden måde end beige og jordfarver. Der er intet, der bringer glæde og håb om en lys fremtid som en farverig blomstermark,” forklarer Malene Marie Møller.
Hvilken stemning skaber naturfarverne, og kan de bruges i alle rum?
“De lyse jordfarver skaber et blødt og imødekommende univers uden hårde kontraster, men med en positiv energi og følelsen af at komme hinanden ved, som i 70'erne, hvor de brune nuancer på væggene også hittede. Den nye version af 70'er-paletten er dog knap så tung men mere let, luftig og mindre hule-agtig end dengang, vi kombinerede de brune vægge med nedsænkede bræddelofter og brune væg til væg-gulvtæpper. Den lyse naturskala kan bruges i hele boligen med lidt forskel i tonerne fra rum til rum og gerne i en helt mat overflade, så udtrykket bliver endnu blødere og nærmest støvet,” siger Rikke Graff Juel.

Skal vi male alle væggene i et rum, eller blot en enkelt?
“Farverne i år kræver mod, og hvis man har mod, så maler man alle vægge. Det er slut med at spille safe og kun male én væg! Mal gerne vinduer, lofter, gulve, døre og karme også,” siger Malene Marie Møller, og Rikke Graff Juel erklærer sig enig:
“Intet er rigtigt eller forkert, men tendenserne peger på, at vi skal male alle vægge i et rum og også gerne karme, paneler og lofter i samme tone. Jeg tror, at vi vil ændre opfattelse af, at hvid er den eneste basisfarve til vores vægge. Basen kan sagtens være tonet i en helt sart grå eller creme og give et mere blødt look, end hvis den var helt hvid.”

Har du et indretningstip, du vil dele med vores læsere?
Husk kontrasterne, lyder tippet fra Malene Marie Møller:
“Hvis du kaster dig ud i pastel-paletten og maler dine rum og møbler, kan hurtigt blive som at træde ind i en pose skumfiduser. Derfor gør du klog i at vælge en eller to items i en lidt tungere farve, så der kommer modvægt og kontrast i din bolig. En dyb, mørk og dæmpet koboltblå, armygrøn eller en dyb rød stol, kommode eller lampe kan være en rigtig god idé til at skabe lidt tyngde.”
Rikke Graff Juel slår et slag for, at du skal skille dig af med nogle af de mange ting, der har hobet sig op i din bolig:
“Mit bedste indretningstip for 2020 må være at rydde op og luge ud i alt det, som fylder i hjemmet, men som ingen betydning har hverken praktisk eller æstetisk. Få skabt noget luft i indretningen, og fremhæv de ting, som bidrager med noget særligt,” siger hun afslutningsvist.
