Fokus på: Laura Brandenburg Bilde
Kom med ind i en hjerne fuld af kreative idéer, kaffe og en booket kalender, når vi sætter fokus på møbel- og interiørdesigneren Laura Bilde
AfFunktionalitet og æstetik
Den kun 25-årige møbeldesigner, Laura Bilde, har designet produkter for Kristina Dam Studio og Handvärk, og du har måske allerede set hendes designs diverse steder.
Laura Bilde, der til dagligt studierer møbel- og interiørdesign, har til formål at forene æstetik og funktionalitet i et enkelt og skulputrelt formsprog.
Lær Laura – og hendes møbler – bedre at kende her, hvor vi har stillet den kreative designer et par spørgsmål.

Laura Brandenburg Bilde
Navn: Laura Brandenburg Bilde
Alder: 25 år
Beskæftigelse: Studerer møbel- og interiørdesign på VIA design
Du kender mig måske fra ...
“Designmessen Northmodern, hvor jeg for et par uger siden udstillede tre produkter. Ellers kender du mig måske som hende, der designede Mammut Table, hvilket du blandt andet har set i Rum og på diverse blogs? Eller hende, der designede Graphic Collection for Kristina Dam Studio.
Det kan også godt være, at du er faldt over min profil på Instagram @laurabilde. Eller måske har du aldrig set mig før? Men her er jeg altså."

Arkitektur og ældre stilperioder
Det første jeg tænker på, når jeg vågner er ...
“En omgang kold vand i ansigtet. Derefter tænker jeg på kaffe! Og under kaffen sidder jeg for det meste og laver to-dos for mig selv. Hver dag laver jeg en ny to-do og mit mål for dagen, er at de forskellige gøremål helst skal være klaret. Det lyder måske en smule sygt, men sådan holder jeg mig selv bedst beskæftiget og effektiv."
Jeg bliver inspireret af ...
“Virkelig mange forskellige ting. Og jeg har endnu ikke fundet en konkret inspirationskilde, men generelt suger jeg en del inspiration fra modebranchen, arkitektur og ældre stilperioder. Det er ofte en lille detalje, form eller struktur, som fanger mig. Andre gange kan jeg blive dybt inspireret af naturen.
At snakke med mennesker og høre deres behov inspirerer mig enormt meget i forhold til det funktionelle element i mine designs.
Det hele handler i bund og grund om, hvilket humør jeg er i."

Nye designprojekter
Jeg drømmer om ...
“Et lykkeligt liv med et kreativt arbejde, hvor jeg bliver udfordret og hver dag er ny og anerledes end dagen før. Jeg ved stadig ikke, hvilken stilling jeg stræber efter, men jeg er helt afklaret med, at det skal omfatte møbler, interiør og generelt trends og design.
Generelt drømmer jeg nok bare om at beskæftige mig med noget, som jeg godt kan lide, og som gør mig lykkelig."
Min hverdag er tit fyldt med ...
“Mange planer. Jeg er god til at booke min kalender til randen og HADER at sige nej til nye designprojekter og udfordringer. Det har både sine fordele og ulemper. Det er nok også deraf min afhængighed til to-dos-lister er opstået, da min hverdag ellers ville være ret kaotisk.
Lige for tiden skal jeg have designstudie, forskellige jobs og freelance designopgaver til at gå op i en højere enhed, hvilket nogen gange godt kan være en udfordring i sig selv."

En kreativ hylde
Jeg designer, fordi jeg er dårlig til ...
“At lade være. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle lave. Jeg har altid været kreativ og derfor er jeg sikker på, at jeg har fundet min hylde og det er her, at jeg hører til.
Jeg designer, fordi jeg konstant går rundt i en kreativ tænketank, hvor jeg bygger videre på idéer, om end jeg står i køen i netto, laver mad eller sidder i toget. Og den tænketank ville eksplodere, hvis jeg ikke havde mulighed for at få tanke til handling."

Strukturer og overflader
Min yndlingsfarve er ...
“Lige for tiden har jeg en kærlighed for brændte farver. Og hvis jeg skal være ærligt svinger min yndlingsfarve en smule og er tit afhængig af trends og hvilke materialer jeg beskæftiger mig med.
Jeg er nok også mere besat af at undersøge strukturer, overflader og generelt materialer."
Jeg vil helst se mit design hjemme hos ... “En æstetiker, der har sans for lækre ting."

En kongeblå velour-sofa
Mit yndlingshjørne i mit hjem er ...
“Er helt klart sofahjørnet – lige for tiden i hvert fald. Jeg har for nylig købt en gammel sofa med chrom stel a la Le Corbusier. Jeg har poleret det helt blankt og fint og er i gang med at få syet nye lækre, store hynder i en mørk kongeblå velour. Den bliver så funky!
Dog har jeg også en kærlighed for mit hjemmekontor. Der opstår mange af mine idéer, og der bruger jeg generelt rigtig mange timer. Jeg er stor samler på materialeprøver, dimser, dutter, farvekort og alt andet, der kan være gavnligt og inspirerende for mig under en designproces."
Du kan blandt andet købe mit design i ...
“Illums bolighus, Designdelicatessen og på Kristinadam.dk."
Læs mere om Laura på Laurabilde.dk.
