Modehusenes møbelkollektioner
De internationale modebrands indtager i stigende grad boligen med egne interiørdesigns. Få et smugkig på kollektionerne her
AfDiesel
Succesful Living kalder Diesel møbellinjen, der er blevet til i samarbejde med den italienske møbelproducent Moroso.
Diesel har designet møblerne, mens Moroso har produceret, og således har de optimalt udnyttet hinandens kompetencer til at skabe en kollektion af sofaer, læne- og spisebordsstole samt småborde med et ungt og lidt råt udtryk. Diesel har tidligere designet lamper i samarbejde med Foscarini.

H&M
H&M startede for få år siden også en Home Collection, der med tøjgigantens volumen i ryggen hurtigt er blevet til en omfattende del af H&M med to årlige sæsonskift akkurat som i moden.
Kollektionen omfatter nu tilbehør til alle hjemmets rum med hovedvægten lagt på tekstiler, men der kommer hele tiden mere brugskunst og opbevaring til porteføljen. H&M har også fokus på indretning til børn med en linje til både baby-, pige- og drengeværelset.

Zara
Det spanske modehus har i årevis været elsket for deres kollektioner i en prisklasse, hvor de fleste kan være med.
Zara Home følger trop med et meget stort udvalg af alt fra tekstiler som sengetøj, gardiner, puder og plaider over badeværelsesting til stuens tilbehør som for eksempel lysestager, lamper, billederammer, opbevaringsæsker og småmøbler.
Derudover har Zara Home også en kidskollektion og som noget helt nyt tapeter. Det hele kan bestilles online gennem Zara Homes webshop.

Armani
At Armani Casa udspringer fra det klassiske, altid stilrene italienske modehus ses tydeligt.
Både møbler, lamper og accessories er stringente og arkitektonisk stramme i deres design - med et næsten maskulint udtryk - og materialerne udtrykker suverænt underspillet luksus, som for eksempel opbevaringsbakken på billedet, der er lavet i læder.

Maison Margiela
Belgiske Maison Margiela har designet en finurlig serie boligaccessories med brug af usædvanlige materialer, for eksempel et ur af hvid bomuld, og miks af stilarter.
Boligdelen har et tydeligt DNA fra Margiela, der, siden han forlod Jean Paul Gaultier for at starte sit eget mærke, er blevet omgærdet af mystik - blandt andet har han besluttet at skjule sit ansigt for omverdenen. Udover accessories har han designet nogle ret fantastiske fotoprint-wallstickers.

Kenzo
Den elegante verden af eksklusive og spændende tekstiler, der kendetegner japanske Kenzos kollektioner, ses også i deres Home Collection.
Tekstiler, både som metervarer, men også i form af puder, puffer og tæpper, udgør størstedelen af Kenzos boligserie. Derudover findes bordservice, dekoreret med de karateristiske Kenzo-blomster i douce farver, samt lidt møbler og belysning.

Louis Vuitton
Louis Vuitton har skabt en meget spændende kollektion af sammenfoldelige møbler og rejseaccessories. Objets Nomades hedder den 16 styk store kollektion skabt i samarbejde med designere som Maaten Baas, Patricia Urquiola og Nedos Oki Sato. På billedet er lampen Bell designet af Barber Osgerby.

Ralph Lauren Home
Ralph Lauren Home kan i år fejre 30-års jubilæum med skødeløs elegance tilsat lidt amerikansk østkyst og countrystyle.
Ralph Laurens Home Collection er ubetinget den største blandt modehusenes med et utroligt bredt udvalg af produkter fra en meget stor møbellinje til lamper, tekstiler og porcelæn. Derudover fås også stoffer i metervarer, tapet og endda Ralph Lauren- maling.

Day
Day Home blev lanceret i 2005 og er siden vokset til at have et omfattende sortiment. Det er især på tekstilerne, at Day Home står stærkt med et meget stort udvalg af lækre luksuspuder og tæpper i fløjl, hør, bomuld og uld med/uden mønstre og prints.
Inspirationen, såvel som mange af produkterne, er hentet i Marokko, Indien, Indonesien og Caribien, og stilen er med et tydeligt præg af luksusboheme.
I kollektionen fås også stole småborde, lamper og brugskunst som vaser, lys samt lysestager i materialer som træ, flet, horn, sten, keramik og sølv.
