Sådan får du din bolig til at virke større
Drømmer du om et mere rummeligt hjem? Vi guider til, hvordan du får din lille lejlighed til at virke langt større ved hjælp af små justeringer i din indretning
AfSmå lejligheder er ofte hyggelige, men sommetider kan de være udfordrende at indrette. Du behøver dog ikke nødvendigvis at spare op til nabolejligheden og rive væggene ned, hvis du ønsker fornemmelsen af mere rummelighed.
Ved hjælp af en smule kreative valg i din boligindretning, kan du nemlig sagtens skabe illusionen om en større lejlighed.

Vælg monokrome farver
Hvis du vælger at indrette i monokrome farver, skaber du et mere roligt rum, der får en illusion af dybde, fordi øjet let kan glide gennem rummet uden at blive afbrudt af farver.

Gennemsigtige materialer på badeværelset
Hvis du vil renovere dit badeværelse, kan det være en god idé at vælge gennemsigtige materialer, der er med til at give fornemmelsen af et større rum.

De rette møbler
Du skal helst undgå tunge møbler, hvis du bor i en lille lejlighed. Indret i stedet med møbler, der har synlige ben eller et gennemsigtigt materiale.

Indret med spejle
Hvis du hænger spejle på væggene, får du lyset reflekteret og det lille rum til at virke mere åbent.

Undgå nips
Undgå helst at have (for mange) nipsting stående fremme. Det er generelt en god idé at tænke lidt minimalistisk, når du bor i et lille hjem. Hvis du har mange ting stående, kommer rummet let til at virke mindre.

Ens gulve i hele lejligheden
De samme gulve gennem hele lejligheden får rummene til at virke mere sammenhængende og dermed større. Undgå desuden ternede eller farvede gulvtæpper, der bryder med rummet.

Brede og lange gardiner
Hvis du sætter gardinet højere og bredere end dit vindues egentlige mål, skaber det en illusion af at vinduet er større. Samtidig ligner det, at der er større afstand mellem gulv og loft.

Vægge og gulv i samme farve
Hold gerne dine vægge og gulve i den samme farve – eller samme nuance. Det giver en fornemmelse af højere vægge.

Fornuftig opbevaring
Udnyt pladsen i dine rum, og brug gerne funktionelle møbler. Hvis du har styr på din opbevaring, får rummet et mere roligt og rummeligt udtryk.

Mal væggene hvide
Det er en god idé at have hvide – eller lyse – vægge, når du bor i en lille lejlighed. Hvis væggene er mørke, kommer rummet nemlig til at virke mindre.
