Sådan indretter du en etværelses lejlighed

Det kan være svært at få pladsen til at gå op i en etværelses lejlighed. Vi guider her til 9 kreative løsninger, som giver illusionen af flere kvadratmeter.

Design-uden-navn-3

Design-uden-navn-3

Bor man i lejlighed i en af Danmarks storbyer, ved man, at det kan være svært at få kvadratmeterne til at gå op. Bor du – eller skal du måske til at flytte ind i – en etværelses lejlighed, kan det være nødvendigt at tænke kreativt for at få plads til alt.

Er du i tvivl om, hvordan du skal indrette stue, soveværelse og spisestue i ét og samme rum, giver vi dig her vores 9 bedste tips til, hvordan du kan få din etværelses lejlighed til at føles mere rummelig og indbydende.

1. Udnyt pladsen optimalt og opdel rummet

Det kan være en fordel at opdele hovedrummet i en etværelses lejlighed. Ved brug af eksempelvis lofthængte gardiner eller glasvægge er det muligt at skabe illusionen af flere "rum" i rummet – for eksempel et soveværelse eller walk-in-closet. Gardinerne giver dig mulighed for et oprette forskellige zoner i dit hjem, og det vil dermed synes mindre proppet og give dig følelsen af ekstra plads.

2. Kreative opbevaringsløsninger

Man skal tænke ekstra kreativt, når det kommer til opbevaringsplads i en etværelses lejlighed. Først og fremmest kan det give mening at tænke vertikalt: Hylder placeret højt kan frigive kvadratmeter på gulvet og stadig sørge for plads til det nødvendige. En sengeramme med opbevaringsplads under er også en sikker vinder. Her er den hjemmelavet og med ekstra opbevaring, men er man mindre handy, findes der også mange gode sengerammer med opbevaringsløsninger i butikkerne.

3. Møbler med flere funktioner

Når man grundet pladsmangel har få møbler at gøre godt med, er det et must, at de hver især har flere funktioner. Her kan du for eksempel både skabe garderobeplads, opbevaring og en rumdeler i ét og samme møbel.

Eksempelvis kan også et skrivebord kan være stort og fylde meget i et rum. Derfor er hjemmearbejdspladsen et ideelt sted at tænke funktionalitet ind. Du kan eksempelvis skabe en arbejdsplads via et hyldesystem med computerplads eller et mindre bord, som du har mulighed for at klappe op ad væggen, når du ikke længere skal bruge det.

4. Indret minimalistisk, og brug lyse farver

Tænk lyst og enkelt! Man kan hurtigt få samlet mange nipsting sammen, og de kan være utrolig flotte og hyggelige – men udvælg dine yndlingsting og pak resten væk. Jo færre ting, jo mere ro og plads i lejligheden. Ligeledes gælder det, at jo lysere farver på vægge og møbler, jo bedre. De rigtige farver kan ofte få rummet til at synes større, så undgå de mørke nuancer, og mal i stedet vægge, loft eller gulve i en tone, der lyser rummet op.

5. Det er ikke nødvendigvis svært at gøre det selv

Gør-det-selv-projekter kan sommetider virke uoverskuelige, men det behøver de ikke nødvendigvis at være. Eksempelvis kan den klassiske BILLY-reol fra IKEA, der giver masser af opbevaringsplads, let udnyttes på et utal af måder – og ved hjælp af et par reoler og en hylde kan du skabe looket af en ægte snedker-reol, men til en del færre penge.

6. Spejle giver ekstra rum-følelse

Du har sikkert hørt det før, men spejle får rummet til at synes større. Det kan både være spejllåger på et skab eller et smukt væghængt spejl, der også kan fungere som et kunstværk i sig selv, der giver din lejlighed en større rumfølelse.

7. Brug hylder i stedet for skabe

I køkkenområdet giver åben opbevaring god mening, da det giver et lettere udtryk og dermed større rumfølelse end store, væghængte skabe. Det kan både være i form af hylder, et glasskab eller eksempelvis en fin tallerkenrække, som giver mulighed for at vise din yndlingskeramik frem – men husk igen at prioritere, hvilke ting der er vigtigst, så rummet ikke synes rodet.

8. Brug et klapbord som spisebord

Har du kun plads til et enkelt bord i din lejlighed, vil et klapbord være det perfekte valg. Det giver fleksibiliteten i at have pladsen slået ned og frigøre pladsen omkring bordet, når du ikke bruger det. Og dette klapbord fra IKEA indeholder endda skuffer, som med stor fordel kan bruges til ekstra opbevaring.

Er pladsen ekstra trang, kan det også være en god idé at vælge nogle stole, som kan stables i et hjørne, når middagen er overstået.

9. Indret med en rød tråd gennem hele rummet

Det er som nævnt en god idé at forsøge at skabe forskellige zoner i en etværelses lejlighed – men det er også vigtigt at huske, at det jo stadig er ét enkelt rum. Derfor er det en god idé at skabe en vis form for samspil mellem interiøret. Tænk på detaljen, når du indretter, og lad eksempelvis farver gå igen i hele rummet – så opnår du det bedste overordnede resultat med indretningen af din etværelses lejlighed.