Se min bolig: Hanneli Mustaparta
Vilde accessories, pastelfarver og dyremotiver er blandt ting, der definerer Norges største stilikons hjem. Kom med indenfor i den imponerende lejlighed i Oslo
AfInfluencer, designer, kreativ rådgiver og Norges største stilikon. Kom med indenfor i Hanneli Mustapartas nye lejlighed i Oslo.

HVORDAN VIL DU BESKRIVE DIN STIL?
“Det er svært – den er altid i udvikling, fordi jeg synes, at tøj er så sjovt. Selvom min stil har forandret sig meget gennem årene, er der alligevel ting, der går igen, bare på nye måder. For eksempel pastelfarver – de sniger sig altid ind, uanset årstiden. Jeg bruger mange lyse farver som hvid, pudder og pasteltoner, men også mørkere farver som kaki og marineblå. Jeg kan godt lide, at mit tøj er enkelt og klassisk kombineret med søde eller sjove tasker og sko.”

HVAD ER DINE BEDSTE KØB?
“Mit mål er, at alt det, jeg køber, skal være gennemtænkt og noget, jeg kan tage frem igen år efter år. Der er så meget overflod i verden, og vi smider alt for meget tøj ud. Jeg er stolt af at bruge mit tøj og mine sko mange gange.”

HVEM ER DIN FAVORITDESIGNER?
“Miuccia Prada rammer altid min stil, og både Pradas og Miu Mius tøj er sofistikeret, elegant og humoristisk. Kollektionerne har glimt i øjet, men selvom der sker meget med farver og detaljer, bliver du ikke en påfugl, når du tager tøjet på. Jeg er også glad for alt det, Raf Simons, Giambattista Valli og Alessandro Michele laver.”
HVAD ER DINE FAVORITACCESSORIES?
“Jeg elsker tasker og har en stor samling. Jeg bruger sjældent store skuldertasker – jeg kan bedre lide de små. Jeg elsker også minitasker, særligt min blå, metalliske fra Dior. Den er ikke ligefrem praktisk, da der kun er plads til sådan cirka ingenting – hvis jeg tager den ud af nøglebundtet, kan jeg lige få plads til min husnøgle og min telefon – som i øvrigt stikker ud øverst, så jeg ikke kan lukke tasken. Men den afrunder et outfit helt perfekt, så jeg bruger den tit.”

HVAD ER VIGTIGST FOR DIG I ET HJEM?
“Det skal være et sted, det er sjovt at invitere folk hjem til, men også et sted, hvor jeg bare kan være i fred sammen med min kæreste og se Netflix.”
HVAD FALDT DU FOR VED DEN HER LEJLIGHED?
“Den er meget mig. Den er lun, lys og fredelig.”

HVORDAN VIL DU BESKRIVE DIN INDRETNINGSSTIL?
“Jeg planlægger sjældent mine interiørkøb, men jeg kan se, at motiver af dyr og natur tiltrækker mig. Det giver mig ro. Jeg har brug for en pause fra job og stress, når jeg er hjemme, og naturen er så fredelig, smuk og ægte.”

HVAD ER DINE FAVORITTING I LEJLIGHEDEN?
“Sofapuden med den blå sommerfugl. Jeg gik igennem en periode, hvor jeg led af panikanfald efter en tid med for meget stress – jeg havde ikke passet godt nok på mig selv. Jeg rejste og arbejdede for meget. Derfor besluttede jeg mig for at arbejde med, hvordan jeg havde det med mig selv. Samme dag, som jeg købte sofapuden, købte jeg også et par gaver til nogle veninder og nogle selvhjælpsbøger til mig selv – om chakra og tidligere liv, efter anbefaling fra en akupunktør. Da jeg kom hjem, gik det op for mig, at alt, jeg havde købt den dag, havde billeder af en blå sommerfugl på. Blå sommerfugle symboliserer vistnok forandring, og de opfylder ønsker.”
