Vipp har set lyset

Det luksuriøse brand har kastet deres kvalitetsbevidste kærlighed på en ny del af interiørverdenen og kreeret en lampeserie ud over det sædvanlige

Stilrene klassikere siden 1939

Du kender nok bedst danske Vipp for deres ikoniske pedalespande, men brandets produktportefølje spænder langt bredere end det – fra en daybed i det fineste anilin-læder til stilrene opbevaringsløsninger over keramik og glas til det smukke Vipp-shelter.

Gennem et kompromisløst fokus på funktionelle løsninger og materialer af højeste kvalitet, har Vipp gennem deres mere end 75-årige levetid stadfæstet deres internationale rennomé med et bredt spektor af minimalistiske boligfund – alt sammen gennemsyret af den let genkendelige Vipp-æstetik, der løber fra de små sæbedispensere til hver detalje af de komplette badmoduler.

Og nu også til det nyeste skud på Vipp-stammen: Lampekollektionen.

Tidløs belysning

“Vores vision er at designe og udvikle en tidløs lampeserie baseret på en håndværkværksmæssig og materiel høj kvalitet. Derudover er det afgørende, at forbrugeren har muligheden for at opdatere lyskvaliteten efterhånden som teknologien udvikler sig," fortæller Vipps chefdesigner, Morten Bo om den nye lampekollektion og fortsætter:

“Vi ønskede at levere et alternativ til det typiske valg imellem en lampe, der lyser meget fokuseret nedad og efterlader resten af rummet i mørke, eller helt modsat - spreder lyset bredt og vildt ud i rummet.”

Men hvad gør så Vipps lampeserie speciel?

“Kort fortalt er det de håndværksmæssige detaljer og gedigne materialer. Muligheden for at opdatere lyskilden. Det støbte glas som skjuler lyskilden samt ikke mindst de perforerede skærme, der tillader en anelse diffust lys ud i rummet, mens resten dirigeres nedad,” forklarer Morten Bo og fortæller videre om inspirationen til lampeserien:

“I lampeverdenen observerede vi, lettere frustrerede, især tendensen til integrerede LED-lyskilder med en deraf følgende brug-og-smid-væk mentalitet, fordi det ofte ikke kan betale sig at reparere disse typer lamper.

Når Vipp vil levere langtidsholdbart design uafhængig af tidstypiske og forbigående designtrends samt den moderne brug-og-smid-væk kultur, så føler vi nærmest en forpligtelse til at komme med et bud. I dette tilfælde Vipp-lampeserien.”

Den første og eneste

Vipp har ikke planer om at lancere flere lampekollektioner, for som chefdesigner Morten Bo siger: “Når man har gjort sig stædigt umage; investeret blod, sved og tårer, og derved nået frem til sit ultimative bud på en lampe, hvad er så ideen med at prøve igen?”

Lampekollektionen består af fem varianter: En bordlampe, en væglampe, en væg-spot, en gulvlampe og en pendel. Serien fås hos autoriserede Vipp-forhandlere, i Vipp Concept Store på Ny Østergade 34 i København K og på Vipp.com fra november.

Bordlampen koster 2.995 kroner, væglampen 2.599 kroner, væg-spotlampen 1.899 kroner, gulvlampen 3.399 kroner og pendelen 2.999 kroner.

På Costume Living er vi vilde med de enkelte, men funktionelle lamper, som passer ind i de fleste hjem. Som en ekstra bonus er lyset, lamperne kaster fra sig, fantastisk – blødt, men skarpt på én og samme tid. Kort sagt: Lamperne skal opleves.