Et blodigt opgør

Der findes – heldigvis – efterhånden skraldespande på de fleste offentlige toiletter. Men Josefin Persdotter har interviewet flere personer, der flere gange har gået rundt med en brugt tampon eller bind i deres taske en hel dag, fordi der ikke har været mulighed for at smide dem ud. På mange offentlige toiletter har man desuden ikke mulighed for at skylle sin menstruationskop, fordi der hverken er en håndvask eller vandslange inde på selve toilettet, ligesom manglen på en vandkilde betyder, at man ikke har mulighed for at fjerne blod eller vaske lugten væk – noget, som ifølge Josefin Persdotter er et af de mest stigmatiserede aspekter ved menstruation.

“Selvfølgelig er det mere trivielt end nogle af de andre ting, som stigmaet omkring menstruation kan medføre – blandt andet, at nogle kan have sygdomme som endometriose i flere år uden at opdage det, fordi vi ikke taler nok om menstruation og underlivet generelt. Men hvis du akkumulerer alle de her små underkendelser, små ofre og små praktiske ting, som man skal bruge tid på, så sender det et ret stærkt budskab om, hvem der hører til og ikke hører til, og hvem der bliver betragtet som standarden og ikke bliver det,” siger Josefin Persdotter.

Eller sagt med andre ord: Menstruerende personer betragtes ikke som ‘standarden’, og toiletterne er designet derefter.

Pink væske og falsk blod

Heldigvis er der allerede sket meget. Kaster man et blik tilbage på historien og de kulturelle myter, der har hersket om menstruation, har det været langt mere stigmatiseret, end det er i Danmark i dag. I Det gamle testamente står der for eksempel, at en menstruerende kvinde er uren i syv dage, ligesom en mand, der rører hende, er uren.

I USA blev der i 1928 i damebladene trykt såkaldte ‘stilhedskuponer’ fra det amerikanske firma Johnson&Johnson, der producerede menstruationsprodukter, så man ikke behøvede at sige ‘bind’ eller ‘tamponer’ højt i supermarkedet. I begyndelsen af 1900-tallet mente en af gynækologiens ‘fædre’, den danske læge Frantz Howitz, at kvinder ikke måtte danse under deres menstruation, fordi det kunne gøre dem ‘for lystige’. Og vi skal faktisk ikke længere tilbage end til 1992, før danske kvinder ikke måtte blive jagerpiloter, fordi militærlæger mente, at det kunne skade livmoderen – også selvom der ikke var noget videnskabeligt belæg for den påstand.

Vores syn på menstruation i dag er faktisk i høj grad formet af tidligere tiders myter og samfundsfortællinger. I 1930’erne gjorde engangsprodukter som tamponer og bind for alvor deres indtog på markedet, og siden har det været en selvfølge, at man på supermarkedernes hylder kan finde et væld af produkter som trusseindlæg, maxi- og minitamponer, tamponer med og uden indføringshylstre samt bind med forskellige sugeevner og endda dufte. Og selvom det kan betragtes som en frihed at have så mange muligheder, og man ikke længere selv skal sy eller hækle, skrubbe og koge tøjbind, som man tidligere gjorde, er der faktisk god grund til at sætte spørgsmålstegn ved hygiejneindustriens rolle i den måde, vi i dag forholder os til vores menstruation på. Det mener for eksempel etnolog Denise Malmberg, fortæller Josefin Persdotter.

“Siden 1930’erne har hygiejneindustrien mere eller mindre monopoliseret fortællingen om menstruation. Det blev og er stadig primært et spørgsmål om hygiejne: At hvis vi ikke bruger de her produkter, er vi uhygiejniske og uciviliserede. I virkeligheden kan menstruation jo være så mange andre ting – en kropslig oplevelse eller en overgangsrite til voksenlivet, bare for at nævne nogle eksempler. Hygiejneindustrien har haft en kæmpestor indflydelse på, hvordan vi forstår menstruation i dag, og der er enormt mange penge i den industri, så selvfølgelig vil de gerne have, at vi fortsætter sådan,” siger hun.

Bare tænk på ordet hygiejnebind, der indikerer, at menstruation er noget beskidt, der skal håndteres med et produkt. Eller nyere produkter som de meget omdiskuterede Pinky gloves – en plastikhandske, som skal bruges til at fjerne tamponer med, fordi det jo (tilsyneladende) er lidt for ulækkert at komme i kontakt med sit menstruationsblod – og som blev præsenteret i den tyske pendant til tv-programmet Løvens hule. Og så er der tv-reklamerne for bind og tamponer, hvor en sanitært udseende, blå væske – ikke rød eller brunlig, som menstruation ellers ser ud – bruges til at vise produktets sugeevne.

“Der er faktisk nogle ting, de har forbedret i reklamerne – siden 1990’erne er der i nogle tilfælde blevet brugt pink væske, andre har vist rødlige pletter, og i en enkelt reklame havde Libresse brugt falsk menstruationsblod. Men den blå væske er fortsat et godt symbol på, hvor stor en distance hygiejneindustrien har skabt til kroppen,” siger Josefin Persdotter.

I sin research har Josefin Persdotter også interviewet flere, som er gået fra at bruge engangsprodukter til at benytte sig af menstruationskopper, og særligt én ting gør sig gældende i deltagernes svar: Det genanvendelige produkt har givet dem et helt nyt forhold til deres krop og menstruation, fordi de lærer mere om den rent fysisk – flowet, konsistensen og farven – og ikke mindst, at menstruationen er noget helt naturligt.

“Hygiejneindustriens stigmatisering af menstruation som noget ulækkert betyder, at vi har lært at distancere os selv fra vores kroppe. Menstruation bliver betragtet som affald, der bliver smidt ud sammen med engangsprodukterne. Når man bruger genanvendelige produkter, ser man og rører man meget mere ved sin menstruation og lærer, at det ikke bare er noget affald, der absorberes i et bind. Jeg er af den opfattelse, af menstruationskoppen er en af lederne i menstruationsaktivismen,” siger Josefin Persdotter.

Den røde bølge

Når der bliver lagt op til offentlig debat om forskellige aspekter af menstruation – omkostningerne, stigmatiseringen, manglen på faciliteter – lyder modargumentet ofte, at vi jo heller ikke taler åbent om sved, afføring eller urin. Menstruation hører, ligesom kroppens øvrige affaldsprodukter, til i det private. Og mere end én gang har Josefin Persdotter, når hun har fortalt om sit forskningsområde, skullet svare på sarkastiske kommentarer om, hvorvidt hun har tænkt sig at forske i afføring næste gang.

“Mit svar er altid nej – men det burde nogen da gøre! De ting er jo også vigtige aspekter af vores liv, både kulturelt og hvad angår at opdage sygdomme. Og ja, på mange måder kan man betragte menstruation på lige linje med afføring, urin og sved,” siger Josefin Persdotter.

Hun fortæller, at vores syn på kroppens væsker har været langt mindre præget af stigmatisering, end det er i dag. Den tyske sociolog Norbert Elias har fremsat teorier om, at vi tidligere har anset det som normalt at bøvse og prutte i offentligheden, men at vi i takt med samfundets opbygning og civilisering har forvist flere og flere af kroppens funktioner til den private sfære.

Allerede når vi som småbørn bliver pottetrænet, lærer vi, at en distance til det, der sker bag den lukkede toiletdør, hører med til at være et civiliseret menneske. Af samme grund reagerer folk kraftigt, hvis man går imod den struktur – for eksempel ved at diskutere menstruation åbent i Folketingssalen. Og selvom Josefin Persdotter mener, at man på mange måder – som Lars Boje Mathiesen – godt kan betragte menstruation og afføring som ét fedt, er diskussionen om menstruation alligevel anderledes.

“Menstruation skiller sig ud, fordi det som det eneste er knyttet til femininitet. Derfor er det særligt ærgerligt, hvis man ikke tager diskussionen seriøst – for vi ved, at kvinder er blevet overset og ikke anerkendt i mange af livets aspekter, og her har vi et værktøj til at kunne se verden gennem kvinders øjne. Menstruation giver en unik mulighed for at få øje på kønsforskelle og -uligheder i vores samfund,” siger Josefin Persdotter.

Heldigvis sker der meget inden for den offentlige samtale om menstruation lige nu. Menstruationsaktivismen boomer, som Josefin Persdotter siger – særligt takket være de sociale medier, som har skabt et rum til at diskutere ikke bare menstruation, men også andre aspekter af vores liv og samfund, der generelt ikke betragtes som værdifulde emner. Herhjemme tæller en af foregangskvinderne aktivist og kunstner Maja Malou Lyse, som for et par år siden lagde et foto af en blodig vibrator og dildo op på sin Instagramprofil.

I 2015 vakte den canadiske digter Rupi Kaur stor opmærksomhed med et billede, hvor hun ligger i fosterstilling i sin seng og har blødt igennem sine grå joggingbukser – et foto, der først blev fjernet af Instagram med begrundelsen om, at det overtrådte retningslinjerne, og siden blev genskabt af platformen, efter at Rupi Kaur skrev et offentligt takkebrev til dem for at sætte fokus på netop den problematik, hun havde ønsket at belyse: At kvindens naturlige krop og funktioner bliver censureret på sociale medier.

Menstruation har også nået samtidskunsten: Mest kendt er nok fotoet af FEMEN-aktivisten Alicia Magda Elmahdy, der sammen med en med-aktivist henholdsvis menstruerer og laver afføring på et Islamisk Stat-flag, og den amerikanske kunstner Sarah Levys portræt af Donald Trump, som hun malede med menstruationsblod, efter han i et interview med Fox News i 2015 beskyldte journalisten for at være uprofessionel på grund af hendes menstruation.

Så er spørgsmålet bare, om den røde menstruationsbølge – i kunsten, på de sociale medier og i de politiske debatter – har et faktisk potentiale til at kunne rykke ved fordomme om og stigmatiseringen af menstruation i dag.

“Det synes jeg allerede, den har gjort, men intet varer evigt. Hvis vi ser tilbage på historien, har der været mange bølger af menstruationsaktivisme, som dog hurtigt er døet ud,” siger Josefin Persdotter.

Det gælder blandt andet i 1970’erne, hvor producenterne af tamponer begyndte at tilføre parfume for at neutralisere lugten af menstruation, hvilket fik kvindebevægelsen til at problematisere, hvorfor man skulle skjule sin menstruation, og kaste om sig med kampråb som: ‘Ingen kemikalier i kussen’ – men samtidig viste en undersøgelse, at 70 procent af de danske kvinder fortsat benyttede sig af tamponer.

Alligevel tror Josefin Persdotter på, at vi nu, med de nye teknologiske muligheder, har en langt større mulighed for at ændre den måde, vi taler om og forholder os til menstruation på i dag.

“Så længe de sociale kanaler forbliver på den måde – at de skaber et intimt rum, hvor man kan tale åbent om forskellige emner, der ellers er stigmatiserede – er der en reel chance for, at vi kan gøre visse aspekter af livet langt mindre private og hemmelige. Hvis det kan lade sig gøre, tror jeg på, at der kan blive skabt vedvarende ændringer i synet på menstruation i vores samfund,” siger hun.