Freja Kirk: “Jeg føler mig ikke som én af pigerne, men ser heller ikke mig selv som én af drengene”

“Tanker om normative kønsroller og stereotyper fylder meget hos mig for tiden. Jeg tror altid, at jeg har følt mig lidt udenfor, og jeg har haft svært ved at finde min plads: Jeg føler mig ikke som én af pigerne, men ser heller ikke mig selv som én af drengene. Når man hverken ser sig selv som han, hun eller de – hvem er man så? Det, jeg er kommet frem til, er nok, at jeg bare gerne vil have lov til at være Freja.

Det er kompliceret at forstå, både for mig selv og for andre. Alle, inklusive mig selv, har et behov for at putte folk i kasser, men jeg håber, at vi med tiden kan begynde at se lidt bort fra dem. Måske er det bare ikke alle, der skal passe ned i en kasse. Jeg har accepteret, hvem jeg er, men mærker stadig sommetider, at andre mener, at jeg ikke passer ind. Når jeg er på stranden i mine badeshorts, hænder det for eksempel, at folk pifter eller siger: ‘Se, der er en pige, der ikke har top på’. Når jeg kigger på mig selv i spejlet, ser jeg ikke mine bryster, men bare en overkrop. Det er frustrerende, at jeg skal overveje at få dem opereret væk, for at folk kan forstå budskabet. Jeg har leget med tanken og også lavet et photoshoppet billede af mig selv, hvor de er blevet fjernet. Men hvis jeg ender med at gøre det en dag, havner jeg måske også bare i en anden kasse, og det ved jeg ikke, om jeg har lyst til.

Gennem min musik forsøger jeg at tage ordet i min magt og vende det til noget positivt, at jeg ikke passer ind i stereotyperne. Det var en stor lettelse for mig, da jeg udgav min anden plade, Pussyfied, for det var første gang, at jeg endelig turde tro på, at jeg er fed, som jeg er. Det var fedt at skrive sangtekster som: ‘I tried dick and it didn’t feel right’. Tidligere har jeg været megabange for, hvad folk tænkte om mig. Jeg var, som mange andre unge, enormt usikker på mig selv. I dag er jeg blevet mere moden, og jeg tør stå ved, hvem jeg er.

Jeg står stadig midt i orkanens øje, forstået på den måde, at jeg endnu ikke har noget endegyldigt svar på, hvad jeg identificerer mig som. Som regel går jeg igennem min hverdag uden problemer, men en gang imellem bliver jeg mindet om det – for eksempel på offentlige toiletter, hvor jeg skal vælge imellem en dør med en figur, der har en kjole på, og en dør med en figur uden. Jeg ligner ikke hende med kjolen, men er heller ikke ham uden. Hvad fanden foregår der egentlig – hvorfor kan vi ikke bare have unisex-toiletter? Når jeg går ind på kvindetoilettet, skæver folk til mig, som om jeg ikke helt passer ind der. På en natklub blev jeg engang nødt til at hive op i min bluse for at overbevise vagten om, at jeg gerne måtte bruge det. Nu har jeg efterhånden vænnet mig til at tage min hætte ned og kasketten af, når jeg går derind, men det gør mig trist, at man er nødt til at gøre sådan nogle ting. Jeg orker bare ikke at tage konflikten, hver gang jeg skal på toilettet.

Jeg tror, at vi gør livet nemmere for personer som mig ved at blive ved med at have en åben dialog om tingene – og ikke mindst ved, at vi TØR snakke om dem. Der er sket meget inden for de seneste år – LGBTQ+-miljøet vokser, og der bliver fundet på nye pronominer. Jeg har stor respekt for, når folk stiller mig spørgsmål om min identitet, og hvad jeg føler mig komfortabel med. Jeg forventer ikke, at alle kan sætte sig ind i min situation, men så længe vi kan have en samtale om det, er det et skridt i den rigtige retning.”