Årets første Costume er på gaden

Glæd dig til et stort modespecial med alt det bedste fra forårssæsonen, interviews med danske designere og et portræt af nonnen og kunstneren Corita Kent, der er inspirationskilde for Chloé.

DKCOS2101_62293Z_DKCOS_Forside

DKCOS2101_62293Z_DKCOS_Forside

© Olivia Frölich

Årets første udgave af Costume er dedikeret til dansk og international mode. Du får blandt andet et stort modespecial med alt, hvad du skal vide om forårssæsonen fra de internationale modeuger og et interview med Louis Vuittons chefdesigner Nicolas Ghesquière.

“På et tidspunkt bliver folk vel trætte af at rende rundt i pyjamas hele tiden”

Sådan siger Henrik Vibskov om moden i 2021. Vi har talt med ham og en række danske designere om, hvad de lærte i 2020, og hvordan de vil bruge de læringer i fremtiden – blandt andre Ditte Reffstrup fra Ganni, Naja Munthe og det nye striktalent Sophia Khaled.

Glæd dig også til et portræt af nonnen Corita Kent, der var en af popartens store kvindelige kunstnere og blev sammenlignet med blandt andre Andy Warhol. Hun er i dag inspirationskilde til Chloés farverige og optimistiske forårskollektion.

Vi har også mødt tre skønhedseksperter, der giver dig deres private skønhedstips og guider til de bedste produkter til hud, hår og krop.

Forsiden

FOTOGRAF Olivia Frölich/Link Details STYLIST Kristine Halken MODEL Ayesha Djwalapersad/Paparazzi Models HÅR Lasse Pedersen/Agentur CPH MAKEUPARTIST Marie Thomsen/Lomo Management STYLISTASSISTENT Josephine Utoft FOTOGRAFASSISTENT Emilia Maria Staugaard

KJOLE Coperni hos Mytheresa.com 3.645 kr. BROCHE brugt som halsbånd Saint Laurent 7.025 kr.

Månedens leder

En ny sæson

"Tænk, hvis vi havde vidst, at vi næsten et år senere stadigvæk ville være i denne situation."

Sådan lød det fra Costumes moderedaktør, da vi i januar sad få samlet til et redaktionsmøde og snakkede om årets første måneder sidste år.

Men det er vi. Nu, et år senere, er landet igen nærmest lukket ned, og den danske modeuge og messerne har netop meldt ud, at de denne modeuge aflyser alt fysisk.

Jeg kan huske, at snakken om corona fyldte meget under modeugen i januar 2020 i København. Selve modeugen var fuldstændig, som den har været de seneste mange år, med masser af shows, middage og events, men hvor snakken normalt gik på, hvad der var sket, siden vi havde set hinanden sidst, var det nu primært corona, vi snakkede om, en alvorlig, men alligevel ukendt sygdom, som på daværende tidspunkt nærmest kun eksisterede i Asien.

Jeg meldte afbud til modeugens sidste middag, da jeg dagen efter skulle rejse til Bali med min familie og var blevet i tvivl om, om det var forsvarligt. Alle havde en holdning til det, og flere af de danske modehuse annoncerede, at deres rejser til Østen (dog primært Kina og Hongkong) allerede var blevet aflyst. Efter en søvnløs nat og mange snakke endte det med, at vi tog afsted – efter jeg havde været på apoteket og tanket op med masker, handsker og håndsprit i alle afskygninger. På apoteket grinede de nærmest af mig, men på daværende tidspunkt vidste vi jo heller ikke, hvad der kom til at ske, og ærligt: Hverken maskerne eller handskerne kom i brug. Lang historie kort havde vi heldigvis en fantastisk ferie, inden vi kom hjem, og Danmark blev lukket ned, og en ny virkelighed med både mørke, fortvivlelse, håb og optimisme var en realitet.

Det er ærgerligt, at modeugen i år bliver digital – der er noget specielt over at være en del af den danske modeuge. Men det var også forventeligt og forståeligt. Heldigvis har vi stadigvæk masser af digitale muligheder for at se, hvordan både de erfarne og etablerede designere videreudvikler deres brand, og hvordan de nye og mindre kendte navne vil slå deres visioner og kreativitet fast med deres design.

Mød nogle af dem på side 64, og hør deres tanker om, hvad de har lært af 2020, som de tager med sig ind i et stadigvæk udfordret 2021: unikastrik, bæredygtighed, glæden ved en ny, men mindre og kurateret kollektion og, vigtigst af alt, at være omstillingsparat og tro på sig selv.

Om også de internationale modeuger i februar og marts kun bliver afviklet digitalt, er i skrivende stund endnu usikkert, men sikkert er det, at også de udenlandske brands har måttet tænke i innovative og utraditionelle baner. På side 42 kan du se moderedaktionens store guide til den nye sæson og læse om, hvilke tiltag der allerede er iværksat.

Glæd dig til 132 sider fyldt med mode og optimistiske farver til en lysere fremtid.

Kærlig hilsen
Rikke Amtorp Christensen, chefredaktør