
Emma Sehested Høeg: “Er det her for meget?”
Det spørgsmål stiller skuespiller Emma Sehested Høeg sig selv flere gange om dagen. Fra når hun tager tøj på om morgenen, til når hun skal skabe en ny teaterforestilling. Og hun har besluttet, at hvis svaret er ja, skal hun kaste sig ud i det – uanset hvor frygtindgydende, det er. Derfor udgiver hun nu under kunstnernavnet Dame Dearest sin første single – på trods af at hun flere gange har fået at vide, at det vil ødelægge hendes karriere. Det fortæller hun om i den nye udgave af Costume, der er på gaden i dag.
AfFor et par år siden stoppede en ‘pladeselskabsdude’ Emma Sehested Høeg på en bar.
“Vi har tænkt rigtig meget på dig, og du er fucking dygtig, men du laver også film, så vi tror, at det bliver for indviklet.”
Og han er ikke den eneste, der – mere eller mindre uopfordret – har ytret sin modstand mod, at Emma skulle prøve kræfter med musikken sideløbende med sin skuespilkarriere. Men nu gør Emma Sehested Høeg det alligevel. For hun har besluttet sig for at kaste sig ud i alt det, der kan virke som om, det er for meget.
Det fortæller hun om i et stort interview det nye nummer af Costume, der er på gaden nu.
I magasinet har vi også spurgt fire kvinder, hvem de gerne vil sige tak til. Du kan møde forfatter Karima Bouylud, der efter flere år i et voldeligt forhold ikke kunne rumme at være mor for sine børn, og derfor gerne vil takke sin datter Sara for at tilgive hende, og tidligere svømmer Sarah Bro, der vil takke sin coach for at hjælpe hende igennem at træffe en af de sværeste beslutninger i sit liv.
Vi har også mødt tvillingesøstrene Sayana og Claudia Durany, der står bag det farverige spanske hit-mærke Gimaguas, og du får en stor guide til nogle af efterårets største tendenser – inspireret af ikoner som David Bowie og Coco Chanel.
Vi tager desuden snakken om menstruation og undersøger, hvorfor en debat om gratis bind og tamponer kan få Folketingssalen og de sociale medier til at gløde.