
Et Costume i forandring
Nu lander det nyeste nummer af Costume med sine tunge 196 sider og det er fra os et velkommen til et nyt Costume-univers
AfBliv hjemme… og læs Costume.
I alvorlige tider som den vi er midt i lige nu, kan det være endnu vigtigere end normalt en gang imellem at få tankerne hen på noget andet – at drømme sig lidt væk.
Det kan du med det nye nummer af Costume, der er på gaden fra 2. april 2020, og det er en helt særlig udgave med hele 196 sider fyldt med masser af læsning og inspiration til dine dage derhjemme.
Fra lederen i magasinet
“Vi er så glade for at kunne præsentere et nyt Costume for dig, hvor vi både har arbejdet med vores æstetiske udtryk og vores indhold.
Så velkommen til et indtagende, inspirerende og i den grad gennemarbejdet magasin lavet af 15 dedikerede kvinder – og Noah. Et magasin, hvor vores fornemmeste opgave er, at vi hver måned lever op til den luksus, et magasin i dag er: en tid for dig selv, hvor du fordyber dig og får et troværdigt og kurateret indblik i mode- og skønhedsverdenen foruden interviews med fremtrædende kvinder (og mænd), vi beundrer og hylder for deres stil, arbejde og styrke.
Vi gør en dyd ud af, at vores interviews og baggrundshistorier går i dybden og er en oplevelse at læse, som forhåbentligt giver dig viden og udsyn. Vi vil nemlig gerne være den mest gedigne bidragsyder af den luksus og fordybelse som kun et magasin, et tidsskrift eller en bog er. Netop derfor skal både jeg og resten af redaktionen være de absolut bedste til at formidle vores viden og håndværk inden for Costumes univers.
Ligesom at du hver måned kan læse, føle og næsten sanse det nørderi, den æstetik og den kreativitet, der præger magasinet, håber vi også, at du kan se det på alle vores andre kanaler, som vi på samme måde ajourfører og gør endnu mere inspirerende og relevante. For selvom vi elsker at læse i både bøger og magasiner, bruger vi også rigtigt meget tid på de sociale kanaler. Og ligesom det gælder magasinet, udvikler vi os konstant på alle vores andre platforme og sætter i ligeså høj grad en ære i at have fokus på video, lyd og et Costume.dk med masser af personlighed, holdninger og velskrevne ord, der giver Costume vores positionering som et af Danmarks mest toneangivende modeuniverser – som det der fortrinlige middagsselskab, hvor du har alt fra små sjove samtaler og snakke om de nyeste tendenser til mere tunge diskussioner om samfundsmæssige emner.
God fornøjelse med dit nye Costume-univers."
Rikke Amtorp Christensen, chefredaktør
Det kan du glæde dig til denne måned
I magasinet kan du møde blandt andre stjernedesigneren Marine Serre, der er kendt for sine halvmåneprint, modellen Adut Akech Bior, der ser det som sin fornemmeste opgave at give kvinder som hende selv en stemme og Emma Sehested Høeg, Danmarks nye skuespillerhåb, der ikke længere gider at tænke over, om omverdenen synes, at hun er for meget.
Du får også masser af inspiration til alt det, du kan iklæde dig, når vi igen kan mødes ude i livet, den smukkeste forårsmakeup fra Chanel og meget, meget mere.
Forsiden: FOTOGRAF Henrik Bülow / STYLING Camilla Larsson / MODEL Anna de Rijk / CASTING Juergen Schabes casting / MAKE UP Marie Thomsen / HÅR Henrik Haue / FOTOGRAFASSISTENT Felix Adler / STYLISTASSISTENT Noah Chahid