Costume 7 2021
© Jonas Bie

Hvad er god stil?

Det spørger vi om i det nye nummer af Costume, der er på gaden nu og blandt andet også byder på et stort interview med Nikolaj Hübbe og to kvinder, som har vinket farvel til skammen over gråt hår og føler sig både fri og yngre at se på.

“Måske handler det i virkeligheden om at være mest tro overfor sig selv.”

Sådan siger smykkedesigner Olga Bonne om at have 'god stil' i det nye nummer af Costume, der er på gaden i dag. Mød hende og 7 andre kvinder, hvis personlighed skinner igennem i deres stil – blandt andre PR og brand specialist Selma Algot N’zi, der ikke har købt nyt tøj siden 2017, og stylist Maya Soul Paustian, der bliver inspireret af kvinder, der rykker ved noget med deres tøj.

Du får også et stort interview med balletmester og Vild med dans-dommer Nikolaj Hübbe, der blandt andet fortæller om sin kærlighed til balletten og at lære sin følsomhed at kende og bruge den som chef. Vi ser nærmere på modens uovertrufne vagthund, Diet Prada, og giver dig en stor guide til sæsonens uundgåelige varme overtøj – fra fake fur til dunjakker.

Flere og flere kvinder omfavner deres grå hår, og vi har mødt to af dem, der fortæller om friheden ved at tage ejerskab over egen krop og giver deres bedste tips til pleje af gråt hår.

Sofa: Klassik Copenhagen

Magasinets leder

Stil

Hvad er god stil for dig? Hvad inspirerer dig? Det er nogle af de spørgsmål, vi har stillet otte kvinder, som alle har det ekstra, der gør deres stil helt særlig. Otte kvinder, som vi har udvalgt, fordi de inspirerer os og formår at skille sig ud fra mængden med deres unikke stil.

For mig er god stil, når en kvinde gør stil karakteristisk og personlig. Det kan være ved at mikse nyt med vintage eller at lege med kontraster og former i et farvemiks eller helt enkelt. Det er den overraskende kombination og styling, der ofte gør et outfit interessant, og som i de fleste tilfælde definerer fortrinlig stil. Kig bare på smykkedesigner Olga Bonne, som på side 46 ser vidunderlig ud i en festlig glimmertop kombineret med en tunika, en klassisk nederdel og et par slidte sneakers.

Vær tro mod dig selv. Følg med i moden – både på catwalken, i gadebilledet, på de sociale medier og i magasinerne, men vær kritisk, og vælg kun det, du kan lide, og som du føler passer til dig. Man kan altid se, hvis en kvinde ikke føler sig tilpas i det tøj, hun har på.

Søg inspiration omkring dig. Kunst-, musik- og designscenen er eminente steder at lade sig inspirere, når det gælder farver, mønstre og materialer. Rejs ud, kig, lyt, og lad dig inspirere – og tag det bedste med hjem.

Gå i de gamle arkiver, og stop op, når du ser noget, du kan lide. Et gammelt bogcover, et rejseminde eller et ikon kan sagtens give dig idéer til nye sammensætninger af din garderobe. Tidligere stylist og nu smykkedesigner Andrea Nielsen er et pragteksempel. Hun finder inspiration fra gamle billeder fra 1960’erne og 1970’erne og har, så længe jeg har kendt hende, altid været et forbillede på, hvordan man kan inkorporere vintage- og rejsefund i sin eksisterende garderobe for at skabe god stil. Mød hende på side 43.

Det er også i dette nummer, at du får en guide til sæsonens overtøj og masser af accessories til at opdatere din stil. Kunsten er at udvælge de få, men rigtige items, der gør, at din stil bliver opdateret. Planlæg nøje. Lav en liste med de ting, du ønsker dig, og køb kun det, du ved kan komplementere din allerede eksisterende garderobe, for jeg kunne ikke være mere enig med Andrea Nielsen, når hun påpeger, at alle kun burde have deres absolutte yndlingsting i garderoben.

Rikke Amtorp Christensen
Chefredaktør